Hej Mindhelper
Jeg har i et par år haft problemer med at jeg kradser i min huds uperfektheder.Jeg får de her tanker og følelser der fortæller mig at det hele ville være bedre hvis min hud var glat.Hvordan får jeg min hud glat? Ved at kradse ujævnehederne væk.Jeg ved godt at det ikke hjælper noget i længden.Hvis jeg ikke reagerer på følelserne af ubehag og tankerne så bliver ubehaget endnu værre.Jeg føler ubehaget oversvømmer mig.For ca. et år siden startede jeg til psykolog.Det er kognitiv terapi.Det har hjulpet mig ret meget.Vi har bla arbejdet med:
Om tanker har magt (svar: nej)
Om ubehag er farligt (svar: nej)
Helt generelt på at lade tanker og følelser være, uden at tage fat i dem og uden at reagere på dem.Det er godt og jeg ved nu at der altid er et valg.Jeg kan selv vælge ikke at kradse, ikke at reagere på mine tanker og følelser.Jeg føler alligevel at jeg altid falder tilbage i det her lortemønster når jeg først begynder at bryde det.Jeg er træt af det.Jeg skal snart stoppe til psyk og ved min mor forventer at jeg stopper det her.Hun har læst om andre med større problemer end mig der har gik i kognitiv terapi hvor det hjalp dem.Det tror jeg på.Jeg er bare bange for om jeg kan.Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at gøre det når jeg ved at jeg i princippet bare kunne stoppe det lige nu.Det er som om ubehaget skræmmer mig lidt.Det ubehag der kommer når jeg ikke kradser.Der har været få dage, hvor jeg gik en halv dag uden at kradse.Det var ikke meget slemt.Bagefter, om aftenen, hvor jeg stod foran badeværelsesspejlet og tankerne kom, virkede det hele bare som om at alle mine gode teknikker forsvandt, og så faldt jeg tilbage.Dagene efter er bare endnu sværere.Det plejer at være nemmere en-to uger efter en time hos psykologen, men så kommer der et punkt hvor jeg bare falder tilbage.Jeg ved bare ikke hvad jeg skal sige til hverken min mor, eller psykologen.Jeg er bange for, om grunden til jeg ikke bare stopper, er fordi jeg ikke vil det nok.Jeg vil jo godt stoppe.Jeg er træt af sår, ar og dårlig samvittighed.Jeg ved ikke hvordan jeg rent faktisk skal tage mig sammen til at gøre det.Det er så pissedyrt at gå til terapi.Min mor spurgte mig, før jeg startede til terapi, om jeg ville til lægen.Der kunne vi måske have fået et tilskud.Men nu betaler mine forældre bare kassen for at jeg skal gå til psykolog og jeg kan ikke engang finde ud af at stoppe det her.Hilsen mig
(Pige, 15 år)
Hej Pige på 15 år
Det lyder som om, at du er ramt meget af ubehag i øjeblikket. Og derfor så er det rigtigt svært, at stoppe med kradseriet, hvis man er vant til, at det kan fjerne ubehaget. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. For det kan være rigtigt svært, at gå med alene.
Det er svært
Det lyder til, at du har en god forståelse af, hvordan kradseriet kan fjerne ubehaget. Og hvordan tanker og følelser er noget, som man kan lære ikke at reagere på. Men ubehaget kan være så overvældende, at det føles som om, at man ikke har et valg. Og så falder man hurtigt tilbage i sine gamle mønstre. Så er det bare vigtigt, at du ikke giver op, for det kan godt læres ikke at reagere på ubehaget, også selvom det kan være mega svært lige nu. Det lyder til, at du har lært rigtigt meget i løbet af det seneste år og derfor tænker jeg også, at du kan bliv ved med at lære og øve dig. Men det er en process, som tager tid og som kan være hård og du er på vej fremad. Så jeg tænker ikke, at det handler om, at du ikke har lyst eller ikke kan tage dig sammen. Det er bare mega svært.
Man falder i
Når man skal lære, at holde op med at kradse for at undgå ubehag, så vil man falde i nogle gange. Det sker for næsten alle, som prøver at stoppe med en bestemt handling. Her kan det være vigtigt at huske på, at det ikke er jordens undergang, hvis man kommer til at kradse. Nogle oplever at de tænker “så kan det også bare være lige meget”, hvis først de har kradset og så kradser de løs, fordi de føler, at de allerede har fejlet. Men det er helt normalt, at komme til at kradse alligevel og så er det bedste man kan gøre, at stoppe, når det går op for en. Og så prøve at komme op på hesten igen og huske på sine strategier. På den måde lærer man nemlig sig selv, at man godt kan stoppe, selvom man måske ikke er “færdig” med at kradse. Og at selvom man er faldet i, så er alt ikke tabt på jorden.
Snak med psykologen
Et af mine bedste råd til dig er, at få snakket med psykologen om det, du oplever. Det er helt okay at sige til psykologen, at man godt kan forstå det hun/han siger, men det virker ikke for en. Så kan dig og psykologen snakke om, hvorfor og hvornår det bliver svært. Og om der er noget andet du kan gøre for at undgå at kradse. Hvis du synes det er svært at snakke med psykologen om, så kan du jo printe dit brevkassespørgsmål ud og give til hende/ham. Så kan psykologen læse, hvad dine oplevelser er. Det kan være en rar måde at gøre det på, hvis man synes det er lidt svært at få det sagt, når man sidder inde hos psykologen.
Snak med din mor
Jeg kommer til at tænke på, om din mor godt ved, hvor svært du stadigvæk synes det er? Det lyder til, at du går lidt alene med dine frustrationer over kradseriet. Derfor kunne det også være en god idé, hvis du snakkede med din mor om det, du oplever. Du skriver, at du ved hun forventer at du stopper kradseriet. Men jeg kommer til at tænke på, om i har fået snakket sammen om, hvad jeres forventninger er. For måske kunne det være godt, hvis du snakker med din mor om, hvor svært det er og at du ikke kan forstå, hvorfor du ikke kan lade være. Så kan din mor måske støtte og lytte til dig, når det bliver svært. Og hun vil have nemmere ved at forstå, hvorfor du måske ikke kan stoppe helt, selvom du slutter af hos psykologen. Du skriver også det her med, at det er dyrt at gå i terapi. Men det er dine forældres beslutning og ansvar, at betale for terapien. Og det vil de sikkert rigtigt gerne, fordi de håber det hjælper dig. Det er deres ansvar og ikke dit, at sørge for det økonomiske. Og det er helt okay, det er en del af det, at være forældre.
Kontakte til LMS
Hvis du har lyst, så kan du prøve at kontakte LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. De kender nemlig til rigtigt meget om det der med at kradse for at fjerne ubehag. Og måske har de nogle rigtigt gode råd og overvejelser til dig. Det kan være rigtigt rart at snakke med nogle, som godt ved hvor svært det kan være, at stoppe med kradseriet. Deres frivillige er super søde og du kan kontakte dem både på chat, sms, telefon og få personlige samtaler. Måske kunne det være noget for dig?
Selvom det er svært lige nu, så kan det godt lykkedes at stoppe kradseriet – så handler det om, ikke at give op og huske på de fordele der er, ved at stoppe kradseriet. Og få snakket med de mennesker, som er omkring en, så man ikke behøver gå alene med sin frustration. Jeg håber at du har kunne bruge mit svar og så ønsker jeg dig held og lykke herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper
