Hej brevkasse

Jeg er en pige på 16 år, som for 16 måneder siden fik konstateret anoreksi. Jeg var godt på vej, men i sommerferien gik det ned ad bakke… jeg begyndte at tabe mig igen, hvilket jeg nu er i gang med at indhente. Jeg går i behandling. I min gamle klasse havde jeg det ikke super godt. Jeg blev ikke mobbet, men efter et helt år, hvor jeg ikke var til så meget “sjov” pga min sygdom, blev jeg ikke længere inviteret til ting. Jeg så frem til at begynde i gymnasiet, for så ville alt nok blive løst.
Vi er nu i oktober, og jeg har gået på gymnasiet i over 2 måneder – og det er fedt!
Men det er som om, at jeg aldrig er helt lykkelig. Jeg har fået nye venner, men jeg frygter hele tiden, at jeg gør noget forkert eller dummer mig, så de ikke kan lide mig. Jeg frygter, at de føler sig forpligtiget til at være sammen med mig.
Nu har vi efterårsferie, og jeg kan virkelig mærke en stor ensomhed, hvilket er mærkeligt, for jeg har været i sommerhus med veninder fra gym og været sammen med mine bedste veninder fra håndbold. Jeg kan ikke beskrive den ulykkelige følelse, som jeg føler, men det er svært.
Jeg kan virkelig ikke se nogen udvej ud af min sygdom, og jeg har bare haft det slemt i så lang tid. Jeg begynder virkelig at tvivle på, om det nogensinde stopper. Er det virkelig det værd? Kan mine veninder overhovedet lide mig? Hvorfor er jeg så forkert?
Når jeg er sammen med veninder, ser jeg altid mig selv udefra i situationerne, og det er sjældent, at jeg rent faktisk griner ægte. Når jeg griner, er det, fordi det passer, og jeg tvinger mig selv. Jeg ser mig selv udefra og tænker over ALT jeg gør. Det er virkelig trættende.
Hvad skal jeg gøre?

Vh mig

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det kan være en sej kamp at komme ud på den anden side igen, når man har haft det svært længe. Og det lyder lidt som om, det er det, du er ramt af lige nu. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Allerførst vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg har slettet navnet på det sted, hvor du går i behandling. Det har jeg kun gjort for, at jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen, der kan genkende dig ud fra dit spørgsmål.

Det tager tid at blive okay igen 

Først vil jeg lige sige, at det er super sejt, at du er i gang med behandling for din anoreksi. For det er ikke altid nemt at række hånden ud og tage imod hjælp, også selvom man måske egentligt godt kan mærke, at man har brug for den. Men det har du gjort, og det er mega modigt. Når det så er sagt, så kan jeg godt høre, at selvom det virker som om, der er nogle ting, der går lidt bedre. Så kæmper du stadig med en masse svære tanker omkring dig selv. Derfor giver det også rigtigt god mening, at du er begyndt at tvivle på, om det mon nogensinde holder op med at være svært. 

Men det er ikke altid, at det er lige ud af landevejen at få det godt igen, når man for eksempel har anoreksi. For man kan sagtens opleve, at selvom man begynder at tage på igen, så er der lige pludseligt nogle andre ting, der bliver svære. Det er helt normalt, og det sker tit fordi, ens hjerne får energi til at tænke på nogle andre ting end kun mad. Derfor tager det også tid at blive helt okay igen ovenpå sin spiseforstyrrelse. Jeg kan sagtens forstå, hvis det er frustrerende at høre, fordi du allerede har haft det svært længe. Men du skal vide, at der er en vej ud og, at selvom den kan være svær at se nogle gange, så kan det godt blive godt igen.

Din hjerne forsøger at passe på dig 

Det lyder som om, du oplever at blive rigtigt usikker på dig selv ovre i gymnasiet, også selvom du egentligt har fået nogle rigtigt gode veninder og synes, at det er rigtigt fedt at gå der. Er det rigtigt forstået? Det tænker jeg egentligt, giver rigtigt god mening. For selvom du måske ikke direkte blev mobbet i din gamle klasse, så oplevede du stadig at blive valgt fra. Og det kan gøre rigtigt ondt, når man oplever det. Derfor er det også noget, som ens hjerne rigtigt gerne vil sørge for ikke sker igen. Og selvom det måske lyder lidt underligt, så er det faktisk det, den prøver på at gøre, når du for eksempel hele tiden er opmærksom på dig selv. 

For din hjerne tænker, at hvis den nu hele tiden kigger alt, hvad du gør efter med et kritisk blik. Så kan den måske sørge for, at du ikke får gjort noget, som får de andre til at vælge dig fra. Og på den måde prøver den at beskytte dig fra, at det du oplevede i din gamle klasse, kommer til at ske en gang til. Men som du selv skriver, så er det rigtigt trættende, når man hele tiden er så opmærksom på sig selv. For det er hårdt at have sådan en kritisk stemme i hovedet, der hele tiden kigger alt, hvad man gør efter, og man bruger rigtigt meget energi på det. Heldigvis så er der noget, man selv kan gøre for at dæmpe den stemme lidt. Derfor linker jeg dig lige til vores artikel om at dæmpe sin indre kritiker. Der står nemlig en masse gode råd om, hvordan man kan få den kritiske stemme til at fylde lidt mindre.  

Snak med dine veninder 

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med dine veninder, om de tanker du går rundt med? Det kunne for eksempel være din frygt for, at de bare er sammen med dig, fordi de føler sig forpligtet til det. Hvis ikke du har det, så synes jeg nemlig, at du skal gøre det. For ens hjerne har det tit med at skabe en hel masse bekymringer, og de bekymringer kan tit føles meget virkelige. Men heldigvis så behøver ens bekymringer ikke altid at være rigtige. Og hvis du snakker med dine veninder om dine bekymringer, så giver du dem muligheden for at fortælle dig, hvordan de har det. Det kan tit være rigtigt rart, fordi de ting som folk fortæller en, ofte er det stik modsatte af det, som ens bekymringer siger. 

Det kan godt være lidt svært at skulle fortælle sine veninder om de ting, der er allersværest for en. Derfor tænker jeg på, om der mon er en af dine nye veninder, som du er lidt tættere med end de andre? Eller som du bare er bare tryg ved? For så kan det måske være rarest at starte med at snakke med hende. Hvis du har brug for lidt råd til, hvordan du kan starte samtalen, så kan du kigge i vores artikel om at snakke med sine venner om de svære ting. Der står nemlig en masse gode tips til, hvordan man kan få taget de lidt sværere snakke på en god måde.   

Snak med dine forældre 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtigt god idé at snakke med dine forældre om, hvordan du har det. For når man går og tumler med en masse svære følelser og tanker uden, at man rigtigt har nogen at snakke om dem med. Så kan man godt komme til at føle sig rigtigt ulykkelig og ensom, fordi man jo faktisk er alene om at skulle klare sig igennem de svære følelser, og det er vi mennesker ikke bygget til. Vi er bygget til at have brug for omsorg og hjælp fra folk omkring os, når vi har det svært. Du kan kigge i vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting, hvis du synes, at det er svært at starte samtalen. I den er der nemlig samlet en masse gode råd om, hvordan man kan snakke med sine forældre om de svære tanker og følelser. 

Snak med Headspace

Du kan også altid tage fat i Headspace, når du er ung og har brug for nogen at snakke med. Selvom du allerede går i behandling for din anoreksi, så kan det nogle gange være rart at snakke med nogen, som ikke er behandlere. Og som måske er mere frie til bare at lytte til de ting, du kommer ind af døren og fortæller. Hos Headspace sidder der en masse frivillige rådgivere, der er der netop for at lytte til dig. Du kan snakke med dem om alle de tanker og følelser, der fylder for dig, for der er hverken noget, der er for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. Du kan også være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at hvis du kan tage en ting med dig fra mit svar, så er det, at du godt kan få det godt igen. Der er en vej ud, også selvom den nogle gange kan være svær at se.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper