Jeg kan ikke mærke mæthed og derfor spiser jeg lidt for meget hver dag. Det er som om jeg ikke har selvkontrol. Hvad kan jeg gøre for at få mere kontrol?

Hej Mindhelper

Jeg kan lide mad. Måske elsker jeg mad. Inden jeg spiser, tænker jeg over, at jeg skal huske at drikke vand og have kontrol over mængden af maden, jeg propper i mig.

Problemet er nemlig, at så snart jeg begynder med at spise, kan jeg ikke styre det. Jeg mærker ikke min mæthed og spiser lidt for meget hver dag, hvilket resulterer i, at jeg jævnt tager lidt på. F.eks. tog jeg 10 kg på i løbet af tre år. Jeg tager stadig på, og selvom det kun er meget lidt, så stiger det jævnt og bliver meget over tid. Jeg er bange for at det vil fortsætte og jeg ender som kraftig overvægtig i fremtiden. Jeg har også prøvet at dyrke motion og gør det stadig lidt med 20 km cykeltur hver dag og lidt rulleskøjteløb.

Det er som om, jeg ikke har selvkontrol. Jeg oplever det også lidt med andre ting, hvor jeg mister kontrollen overfor mine lyster.

Hvad kan jeg gøre for at få kontrol?

Mvh. pige på 16 år

(Pige, 16 år)


Kære pige på 16 år

Det er rigtig godt, at du har skrevet ind til os og fortalt om dine tanker og bekymringer ift. dine spisevaner. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig så godt som muligt.

Hvad kendetegner de gange, du spiser for meget?

Jeg synes, at du har gjort dig nogle rigtig fine tanker om dine problemer med mad og kontrol. Det viser, at du er opmærksom på din situation og gerne vil gøre noget ved den. Det er en god start!

Du skriver bla., at du spiser lidt for meget hver dag. Den information gør, at der dukker en række spørgsmål op i mit hoved. Spiser du lidt for meget ved hvert måltid? Og er der noget, der kendetegner de gange, hvor du propper mad i dig? Måske nogle bestemte følelser? Og hvordan har du det umiddelbart efter? Måske mærker du nogle bestemte følelser eller ting i din krop, når du har spist?

Puha, sikke en masse spørgsmål fra min side. Men måske kan mine spørgsmål sætte nogle tanker i gang i dig. Og de tanker kan måske være med til at give dig en lidt bedre forståelse for, hvorfor du ofte spiser lidt for meget.

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har snakket med nogen om det, du skriver til mig? Hvis ikke, tænker jeg, at det er mit vigtigste råd til dig. Kan du tale med en af dine forældre? Eller en god veninde? Det er altid godt at dele det, man bekymrer sig for med andre. Ofte har dem der kender en nogle idéer til, hvad man kan gøre. Og jeg ved godt, at det kan være super svært at snakke om. Men måske kan du vise dit spørgsmål og mit svar til den du skal snakke med. Det kan i hvert fald være en lidt nemmere måde at komme igang med snakken på.

Ha’ opmærksomhed på din spisning

Du spørger til, hvad du kan gøre for at få kontrol. Opmærksomhed er et godt bud. Altså: Holde opmærksomheden på, at du spiser. Tyg maden mange gange. Kig på maden (og ikke på din telefon eller dit tv). Det gør også, at du automatisk spiser langsommere. Og jo langsommere du spiser maden, jo mere mæt bliver du. Og du får mere tid til at mærke mæthedsfornemmelsen. Der går nemlig ca. 15 min. fra man starter med at spise, til man kan begynde at mærke mæthed. Så hvis du spiser meget hurtigt er det ikke sikkert, at du kan nå at mærke, at du har spist nok.

Jeg kommer også til at tænke på, hvordan maden er tilgængelig for dig. Står det foran dig på bordet, eller skal du ud et sted og hente en ny portion. Hvis det står lige foran dig, er det meget nemt bare at tage noget mere uden at lægge mærke til det. Hvis det står et sted, hvor man skal rejse sig efter det, kommer man i hvert fald til at lægge mærke til, at man tager noget mere.

Motion er godt, så længe…

Du skriver, at du cykler 20 km hver dag og nogle gange står på rulleskøjter. Det er rigtig godt, at du kommer ud og rører dig! Der er dog nogle, der bruger motion som en måde at give sig selv lov til at spise mere bagefter. Nu ved jeg ikke, om det gælder dig. Men det er en god idé at være opmærksom på, hvis man har tendens til det.

Du kan altid kontakte LMS

Hvis du skulle blive bange for, at du er ved at udvikle en spiseforstyrrelse eller synes, at dit forhold til mad er meget generende, kan du tage kontakt til LMS. Det er et anonymt hjælpetilbud, som du kan ringe til eller chatte med. De er eksperter på problemer med mad.

Til sidst kommer jeg lige til at tænke på, at du nævner, at du også mister kontrollen over for andre ting. Hvilke ting er det fx? Og der mon det samme på spil, som når du spiser?

Jeg håber, at du får snakket med nogen om det, så du kan få det bedre.

De bedste hilsner fra mindhelper