Hej

Jeg føler ikke at jeg kan blive tynd. Det kan kan være at jeg spiser meget usund, drikker meget faxe og ikke kan lide frugt eller grønt, men jeg føler virkelig at uanset hvor meget jeg hopper på trampolin, eller hvor mange gange jeg løber ture ikke at de hjælper. Hver gang jeg søger på “how to get thin” (eller sådan noget) snakker de altid om kost og sådan noget, og jeg føler bare ikke at jeg kan gøre noget for at blive tyndere.

Har du nogle råd?

Jeg er ved at få spiseforstyrelser over at jeg kun bliver tykkere og tykkere selvom jeg dyrker lidt sport.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15

Det er helt vildt hårdt, at gå rundt og føle, at man er for tyk. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Er du for tyk?

Det første jeg kommer til at tænke på er, om du overhovedet er for tyk? For du skriver ikke så meget om, hvorvidt du er overvægtig eller ej. Når man er 15 år gammel, så er det ret normalt, at man tager lidt på hele tiden, fordi man måske stadig vokser. Det er selvfølgelig ikke så godt, hvis man tager så meget, at man bliver overvægtig. Men hvis det bare er fordi, at du bliver højere og mere udviklet, så er det helt normalt. Mange unge piger synes de er for tykke, også selvom det måske slet ikke er rigtigt. Det kan der være mange grunde til, men især mediernes enorme fremstilling af meget tynde kvinder kan godt være med til, at man føler, at man også bør være tynd. Så er der mange piger, der prøver at tage forskellige slankekure, dyrke rigtigt meget motion, eller prøver at undlade at spise løbet af dagen. Men det er jo sådan, at kroppen skal have en masse at spise, så der er noget energi at tage af i løbet af dagen. Derfor er det også vigtigt, at man reagerer og tager det alvorligt, hvis man begynder at få en spiseforstyrrelse. Du kan læse mere om spiseforstyrrelser her. Der står en masse omkring hvilke slags spiseforstyrrelser folk typisk oplever, hvordan de ser ud, og hvad du ellers har brug for at vide.

Det kan være en god idé, at snakke med dine forældre og en læge eller sundhedsplejerske omkring både spiseforstyrrelse, sundhed og vægt(tab). For de er nok dem, som er allerbedst til, at rådgive og støtte dig i, hvordan du kommer til at leve sundt.

Snak med dine forældre

Mit bedste råd til dig er, at snakke med dine forældre om, hvordan du har det i øjeblikket. Jeg tænker det nok er dem, der er tættest på dig i din hverdag, og som bedst kan hjælpe dig på vej med at få en sundt og godt forhold til din krop og kost. Måske kan i sammen lave nogle aftaler om, hvordan i kan blive bedre til at spise sundere. Det kan være lidt svært, at skulle fortælle sine forældre om, hvordan man har det, men du kan prøve at læse vores guide her.

Snak med sundhedsplejersken eller lægen.

Jeg tænker, at det måske kunne være en god idé, hvis du kontakter din læge, eller en sundhedsplejerske på din skole. De kan hjælpe dig med at finde ud af, om du er for tyk, og kan rådgive dig i hvordan man håndterer kost, motion og en begyndende spiseforstyrrelse. Der er rigtigt mange, især unge piger, der går rundt med de samme tanker som dig. Derfor kan du også være helt sikker på, at de er vant til at tale om lige netop de her ting. Så du kan være helt tryg ved at tage kontakt til dem. De ved mere om kost og krop end jeg gør, og derfor vil jeg ikke komme med en masse råd omkring, sundhed og hvordan man taber sig. Det er de meget bedre til, og så kan i sammen finde ud af, hvad der er den helt rigtige løsning for dig.

Det er mega hårdt, hvis man går rundt og føler, at man er blevet for tyk. Derfor kan det også være en rigtig god idé, at søge støtte hos sine forældre og læge/sundhedsplejerske. På den måde kan man nemlig få hjælp til, hvordan man skal håndtere alt det der med krop, kost og motion.

Jeg håber du kan bruge mine råd til noget, og jeg ønsker dig super meget held og lykke.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper.