Hej Mindhelper
Jeg er mega utilfreds med min krop. Jeg har ligget mellem vægten 57-59kg, og jeg ville heller veje mindre, mene r taget på! Ik fordi det er meget men mest fordi alle mine venner vejer meget mindre, og de taler hele tiden om hvor “meget” de vejer. Når de knap nok vejer 50 kg.
Jeg prøver virkelig at sulte mig selv. Men det svært!
Er der overhovedet nogle måde jeg kan tabe mig på?
(16 år)
Kære Du
Det er hårdt at være utilfreds med sin krop, og det kan godt fylde og påvirke en meget. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det.
Tanker om krop
Det med at være utilfreds med sin krop er noget, som rigtig mange unge kender til. For når man er ung udvikler og forandrer kroppen sig rigtig meget. Og samtidig bliver mange unge også mere optaget af, hvordan de ser ud. Derfor kan det også godt føles som om, at der er rigtig mange ting, som man skal leve op til i forhold til, hvordan ens krop er, og hvad man fx vejer.
Og når ens veninder også snakker rigtig meget om vægt, så kan det være meget svært ikke at blive påvirke af det, og komme til at sammenligne sig. Men vi mennesker er alle sammen forskellige, og derfor er det også meget forskelligt, hvor meget man vejer, og hvordan ens krop ser ud. Og vi mennesker er tit meget hårdere ved og selv end vi er ved andre. Så mens vi ser alt det flotte hos andre, så finder vores øjne med det samme alle fejlene hos os selv. Og det kan være ret drænene i længden.
Kroppen har brug for benzin
Så selvom man kan få lyst til fx at tabe sig eller ændre sin krop, så er det ofte ikke svaret. For kroppen har brug for benzin. Ligesom en bil, der ikke kan køre, når tanken er helt tom. Så har kroppen også brug for mad til at fungere. Så man har energi, og fx kan koncentrere sig i skolen. Så i stedet for at fokusere på at ændre kroppen, så kan det hjælpe at arbejde på, at få det bedre med sig selv og sit udseende. Tit er det nemlig slet ikke det at tabe sig, som kommer til at gøre en glad. Og tankerne om krop og vægt kan komme til at fylde så meget, at man slet ikke nyder de ting, som man er i. Derfor kan det i stedet også være en god ide at øve sig i at slutte fred med sin krop og sit udseende. I vores artikel om lige netop det, står der nogle gode råd til, hvordan accepterer sig selv og skuer ned for den indre kritiker. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig?
Tal med dine veninder om det
I vennegrupper er der ofte nogle ting, som man bare gør eller snakker om. Også uden at folk egentlig tænker over, at det er sådan det er. Derfor er det heller ikke altid, at man selv tænker over, at man egentlig snakker meget om vægt. Og så kan det være rart at blive opmærksom på det, og måske prøve at tale lidt mindre om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide, at du prøvede at snakke med dine veninder om det, og fx fik sagt “hey venner, jeg kan mærke at al den snak om vægt påvirker mig ret meget. Kan vi måske prøve at skrue lidt ned for det?”. Måske der også er nogle af de andre, som også bliver ret påvirket af det, og som også synes det kunne være rart at skrue lidt ned for det.
Snak med en voksen
Når man har det svært, og bøvler med tanker omkring krop og vægt kan det være en rigtig god ide at snakke med en voksen om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være godt, at du snakkede med fx en af dine forældre eller måske en anden voksen, som du er tryg ved om, hvordan du har det. For det kan være rigtig rart og lettende, og så kan den voksne også hjælpe og støtte en, så man ikke står med alle de tanker og følelser alene.
Headspace
Nogle unge synes også, at det kan være rart at snakke med en udefra, som ikke kender dem. Hvis du også har det sådan er du altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også gode at snakke med, når tanker om vægt fylder hos en. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat.
Det kan være hammerhårdt og frustrerende, når tanker om vægt fylder en del. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og håber at du får snakket med nogen om, hvordan du har det
De bedste hilsner fra en Mindhelper