Hej

Jeg er en pige på 20 år og har tænkt en del om jeg skulle skrive herind til brevkassen, men nu har jeg prøvet og søge efter mit svar på nettet men føler ikke der er nogen der giver mig et konkret et, så derfor skriver jeg til jer.

Jeg har selvskadet mig selv siden jeg var 13 og frem til nu, jeg har været selvskadefri i over et år, men i mandags skar jeg mig selv mens jeg var på mit udannelsessted, der ingen der ved jeg gjorde det og jeg har ikke turde fortælle min lærer det, selvom ham og jeg snakker sammen ofte , så har jeg aldrig kunne tale med nogen om min selvskade, da det for mig er noget jeg skammer mig utrolig meget over

Men her kommer mit spørgsmål så:

Hvis man som ung selvskader på sit udannelsessted, men det ikke er akut som i at man skal på skadestuen eller sygehuset, hvordan handler en lærer på det, og skal man være bange for at gå til sin lærer hvis man har gjort det, for det kan virke opmærksomhedssøgende for nogle udadtil hvis man kommer til dem lige bagefter og det ikke signal jeg tror man har lyst til at sende, og hvis man får trang til selvskade og gerne vil stoppe det inden man gør tanker til handling, hvordan skal man så få sagt det til en lærer.

Jeg har ikke turde fortælle min lærer/kontaktperson om mit selvskade på det seneste fordi jeg er bange for hvis jeg havde skåret i mig selv, at min lærer vil gå i panik eller også bare blive sur eller sådan noget, skal man ringe efter hjælp hvis det er snitsår men ikke nogle der er “farlige” og behøver akut lægehjælp.

Håber meget på svar jeg kan bruge til noget.

Hilsen hende den anonyme


Kære anonyme pige

Jeg er rigtig glad for, at du tog tilløb og skrev herind til brevkassen. Det er rigtig flot! Og at du har opsøgt viden er også bare virkelig godt. Så husk lige at rose dig selv for både at tage kontakt og for at søge viden.

Det er helt almindeligt
Jeg synes, det er helt vildt flot, at du har været fri for selvskade i over et år. Især når du har gjort det, siden du var 13 år. Det er altså stort! Ved du det? Men jeg kan også godt forstå, hvis det kan føles som et nederlag, at du skar i dig selv igen i mandags. Men du skal vide, at det er meget almindeligt at have sådan nogle tilbagefald. Men det gør det selvfølgelig ikke mindre hårdt. Det gode er dog, at du er opmærksom på det. Og det er tydeligt i dit brev, at du gerne vil gøre noget ved det også. Og det er faktisk det vigtigste. Det er dét, der skal drive hele værket.

Du skal ikke gå med det alene
Du skriver i dit brev, at du ikke tør fortælle det til din lærer. Den sætning fortæller mig faktisk, at du virkelig gerne vil sige det til ham. Det er virkelig godt! Og det er dét, du skal holde fast i. Men jeg kan også godt følge dig i, at det kan være svært. Det er ikke unormalt, at man føler skam i forhold til sin selvskade. Og derfor kan det også føles rarest og nemmest at holde det for sig selv. Men der er en grund til, at du ønsker at dele det. Og det er det, du skal holde fast i. Det er for hårdt at gå med alene. Og det er det, dit hoved fortæller dig.

Der er rigtig mange gode grunde til at dele det, der fylder, med andre. Dem synes jeg, du skal kigge på. Det kan ofte give lidt mere mod til at få det sagt.

Du skal huske at passe på dig selv
I alt det her er den vigtigste person dig. Du skal passe på dig selv. Og det gør du ved at fortælle din lærer om din selvskade. Jeg kan godt følge dig i dine tanker om, at det kan virke opmærksomhedssøgende. Sådan tror jeg, at rigtig mange unge vil tænke. Men sagen er bare den, at det er totalt ligegyldigt, om det kan virke opmærksomhedssøgende. Du skal ikke gå med det her alene. Og så tror jeg faktisk heller ikke, at din lærer vil tænke det sådan. Jeg tror, at han vil være rigtig glad for, at du havde modet til at fortælle ham det. Især hvis du siger det lige efter.

Jeg kommer faktisk til at tænke på, hvad du ville tænke, hvis det var en af dine veninder. Hvis din veninde kom og fortalte, at hun havde skåret i sig selv lige efter, det var sket. Ville du tænke noget dårligt om det? Jeg ved selvfølgelig ikke, hvad du ville tænke. Men jeg har en idé om, at du ville tænke noget i stil med, at du er ked af, at hun har det så skidt. Og at det var godt, at hun sagde noget, så hun kan blive hjulpet. Eller er det helt forkert?

Hvordan får du taget hul på snakken?
Du spørger til, hvordan du skal få det sagt til din lærer – specielt når har trangen til selvskade. Jeg synes, det er helt vildt godt, at du gerne vil sige det. Også før dine tanker bliver til handlinger. For man kan ofte undgå det, hvis man får sagt det højt til en person. Og her er det vigtigt at være helt ærlig. Snakke lige ud af posen.

Du kan sige, at du har noget, du har brug for at snakke om. Og det er, at du har trang til at skade dig selv lige nu. Sig, at du egentlig ikke har lyst. Jeg er sikker på, at din lærer vil snakke med dig – gøre noget – i den situation. En anden god ting er at fortælle, hvad du har brug for, hvis du ved det. Fortæl ham, hvad der kunne hjælpe dig. På den måde er det nemmere for ham også at vide, hvad han skal gøre.

Nu har jeg kommet lidt med forslag til, hvad du kan sige. Men det vigtigste er egentlig “bare” at få åbnet munden. Du kan roligt starte med kun at sige, at du har noget, du gerne vil snakke om. Og så tror jeg, at I nok skal få snakket om det hele derfra.

Jeg ved godt, at den artikel, jeg linker til om lidt, er lidt off i forhold til det, du skriver. Men! Den kan nok godt give dig nogle idéer til at gribe hele det her “Snak med din lærer”-halløj an. Så jeg synes, at du skal give Snak med dine venner om psykisk sygdom et kig. Og så brug rådene, som de giver mening for dig.

Han vil hjælpe dig så godt, han kan
Du spørger om, hvordan din lærer vil handle på det, hvis du fortæller om din selvskade. Og det er lidt svært for mig at svare på. Der er nemlig ikke som sådan nogle guidelines for, hvad man skal gøre. Men jeg kunne forestille mig, at din lærer vil kontakte dine forældre. Det er nemlig vigtigt, at de ved det. Og så regner jeg da stærkt med, at han vil tage en god og lang snak med dig. Finde ud af, hvordan han bedst muligt kan hjælpe dig.

Ét er i hvert fald helt sikkert: Han vil gøre alt, hvad han kan for at hjælpe dig. Han vil dig kun det bedste. Så uanset, hvad han gør, gør han kun for at hjælpe. Nogle gange, hjælper voksne nemlig på en måde, så det virker, som om de gør det stik-hamrende-modsatte. Men det vil altså ofte gavne i sidste ende. Det er vigtigt at huske.

Han ønsker dig kun det bedste
Grunden til, at du ikke tør sige det til din lærer er, at du frygter, at han går i panik eller bliver sur. Det er en tanke, der er rigtig almindelig at få. Man kan nemlig let tænke, at andre vil tage det rigtig dårligt. Og selvfølgelig kan man aldrig rigtig vide, hvordan andre tager det. Men jeg tror bestemt ikke, at din lærer hverken bliver sur eller går i panik. Og hvis han så alligevel bliver sur, så tænker jeg, at det er, fordi han er blevet chokeret og bekymret for dig. Jeg tror på, at han ønsker dig det bedste. Også selvom hans reaktion måske ikke viser det.

Ved dine forældre det?
Med alt den her snak om, at du skal fortælle det til din lærer, kommer jeg til at tænke på noget… Ved dine forældre egentlig noget om din selvskade? Det er rigtig godt, hvis de allerede ved det. Så kan de netop støtte dig. Og du vil have nogle, du altid kan gå til. Hvis de ikke ved det, synes jeg bestemt, at du skal prøve, om du ikke kan få det sagt til dem. Jeg kan godt forstå, hvis det kan være svært. Derfor har vi også her på siden lavet en guide til at snakke med forældre om svære ting. Den kan du tjekke ud.

Skriv et brev til dem i stedet
Fælles, for både hvis du skal fortælle din lærer og dine forældre det, er, at du altid kan skrive det i et brev. Det kan ofte være lettere at beskrive, hvad man bokser med over skrift. Man kan få tid til at sikre sig, at alt det, man vil sige, kommer ud. Og måske kan det også give noget overblik over sin egen situation. Og så er det tit nemmere bare at skulle skubbe et brev over bordet end at sige det højt. Så hvis den mulighed fungerer bedst for dig, så synes jeg helt sikkert, at du skal gøre det.

Tag kontakt til LMS
Du skriver, at du har forsøgt at få svar på dit spørgsmål på nettet. Og i den forbindelse spekulerer jeg på, om du er stødt på LMS? Det er helt sikkert et sted, jeg synes, du skal tage fat i. Derinde sidder rådgivere klar til at snakke med dig. De er eksperter på netop selvskade. Og hvis det gør dig mere tryg, kan du også være helt anonym.

Pyh, det blev et lidt langt svar. Men jeg håber, at det har hjulpet dig, som du ønskede. Og så håber jeg, at du nu har mod på at fortælle det til din lærer. Det er nemlig en fantastisk idé.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Spiseforstyrrelser og selvskadeAlle brevkasseindlæg