Hej
Jeg håber i kan hjælpe. Jeg har haft ubehandlet socialangst i nogen år, og endte med at droppe ud af skolen. Så har jeg været sammen med venner men så mødt en pige gruppe som har behandlet mig dårligt, talt nedladende til mig, kastet vand på mig, råbt af mig og delt det med andre piger og fyre. Det var fordi jeg dengang ikke mærkede mig selv godt nok, så havde en masse facade og søgte bekræftelse ved at have sex med nogen fyre, og det var nogen de kendte åbenbart. Der vidste jeg ikke bedre og det arbejder jeg med, men alt det de andre har sagt og gjort har ødelagt mig og har gjort jeg er rigtig utryg for piger generelt og mig selv for den sags skyld, Jeg har udviklet sværere socialangst og meget mindreværds følelse, og får behandling men tør ikke tale om dette. Jeg er bange for at fejle sådan en stor fejl igen og få det dårligere. Føler ikke jeg stoler på mig selv, fordi jeg burde have vidst det var meget dumt at gøre, så hvad kan jeg finde på ellers er jeg bange for, så undertrykker mig selv og mine behov. De bor hvor jeg bor og derfor kommer jeg ofte i kontakt med det.
(20 år)
Kære Du
Det lyder som om, du kæmper med nogle rigtig svære ting for tiden. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det.
En dårlig oplevelse
Du skriver, at du plejede at være sammen med nogle piger, som kastede vand på dig, talte nedladende og råbte af dig. Det lyder mega ubehageligt. Og det er aldrig okay, at andre gør den slags.
Når man har sådan nogle oplevelser med i rygsækken, kan det godt sætte sig i en. Det kan f.eks. gå ud over ens selvværd. Og som regel vil man prøve at undgå, at det sker igen. Måske bliver man ekstra opmærksom på tegn på, at andre ikke kan lide en. Eller måske undgår man helt, at være sammen med andre – for hvad nu hvis de kunne finde på at behandle en dårligt?
At stole på sig selv
Du fortælle også, at du havde sex med nogle fyre engang, fordi du ikke mærkede dig selv eller vidste bedre. Og du skriver også, at du er bange for, at komme til at lave sådan en fejl igen.
Det er ikke rart, ikke at have fået mærket ordentligt efter, og fortryde, at have haft sex med en fyr. Men husk på, at det er helt normalt og okay at begå fejl. Alle mennesker begår fejl ind i mellem – både små og store. Og jeg tror også at mange unge har prøvet at have sex med en person, hvor de bagefter har tænkt – hvorfor gjorde jeg egentlig det?
Det lyder også til, at du har tænkt over, hvad der gjorde, at du havde sex med fyrene dengang – at det var fordi du havde en masse facade oppe, og søgte bekræftelse. Derfor tænker jeg, at du har fået en del mere indsigt, og forståelse af dig selv, siden dengang. Den slags viden, kan være en stor hjælp. For når man lære sig selv bedre at kende, vil det som regel også gøre det letter en anden gang, at mærke efter, og ikke havne i samme situation igen. Så måske du alligevel ikke behøves at være så nervøs for, at komme til at gøre det samme igen?
Tal om det
Når man går og bøvler med nogle svære ting er det en god ide, at tale med en man kender om det. For tit hjælper det, at få nogle af alle tankerne ud af hovedet. Måske kan den man taler med give en nogle nye inputs. Og ellers kan det også bare være en tryghed at vide, at en tæt på, ved hvordan man går og har det.
Så har du en forældre, en søskende, eller en helt tredje, som du kan tale med? Hvis du synes det er svært at tage hul på snakken, så kan du kigge på den her Guide til at tale med forældre om svære ting. Rådene kan også sagtens bruges til andre en forældre.
Snak med behandleren
Når man har oplevet nogle svære ting kan det godt føles som om, at de ting har påvirket en rigtig meget. Og måske kan det også føles som om, at det har ødelagt en. Men det er muligt, at få det bedre. En af de bedste ting man kan gør er, at række ud efter hjælp.
Derfor er jeg også glad for at høre, at du går i noget behandling. For når man har socialangst, er det vigtigt at få hjælp fra nogen, som har forstand på det. Men for at ens behandler kan hjælpe en bedst muligt, så er det mega vigtigt, at fortælle hvordan man har det. Mange unge synes det kan være svært at åbne op. Måske er man bange for, hvad behandleren vil tænke om en. Men behandlere er vant til at tale om svære ting, og bliver for det meste glade for, at man åbner op.
Derfor er mit bedste råd til dig, at fortælle din behandler om de ting, du har skrevet i dit brev. For på den måde er der større sandsynlighed for, at du får det bedre. Og så kan din behandler hjælpe og støtte dig. Hvis du synes det er svært at sige højt, så kan du også vise din behandler det brev du har sendt herind.
Det er hårdt at kæmpe med mindreværd og socialangst. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du får talt med din behandler, om dine tanker. For du fortjener at få det bedre.
De bedste hilsner fra en Mindhelper