Hej Mindhelper

jeg tror at jeg har social angst alt er så svært når jeg skal havde gruppearbejdte, ude og handle med en af mine forældre, skal møde nye venner, bare at gå ind i mit klasse værlse er svært jeg skal snart til efterskole i 2 år og jeg er ved at panike helt vildt jeg ved ikke hvad jeg skal gøre bare at sige god morgen til buschaufføren er sværet jeg har brug for hjælp det er for sværet for mig at tale med mine forældre om det fordi når jeg prøver at forklare ting til dem så kigger de på mig som om jeg gør noget forkert og det får mig også til at panike de vil ha at jeg skal prøve at være social men det er alt for svært jeg beder jer vil i hjælpe mig?

(Dreng, 14 år)


Hej Dreng på 14 år

Det lyder rigtigt svært, at du tænker, at du måske har social angst. Og det kan være rigtigt hårdt at gå med alene. Derfor er jeg rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Lige nu er det svært 

Jeg kan godt mærke på dig, at det hele er lidt uoverskueligt lige nu. Og der er rigtigt meget, som fylder og gør dig dårligt tilpas i løbet af hverdagen. Derfor synes jeg også, at det er super sejt, at du rækker ud og spørger efter hjælp. For selvom det er svært lige nu, så kan det sagtens blive bedre igen. Vi har en artikel om social angst, som du kan prøve at læse. Der står nemlig en masse information og gode råd, som er super rare at have, hvis man tænker, man måske har social angst. 

Hvordan snakker man med sine forældre 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det bedste jeg kan hjælpe dig med er, hvordan du kan snakke med dine forældre igen. For dine forældre er måske dem, som har allerbedst mulighed for at hjælpe dig og støtte dig, hvis den sociale angst fylder det hele. Jeg ved godt, at det ikke altid er særligt nemt at snakke med sine forældre om, hvordan det går. Men det kan være en god idé at prøve alligevel. For selvom ens forældre måske ikke forstod en 1. gang, man fortalte om sine problemer. Så kan det være, at de bedre forstår det 2. gang.

Du skriver, at dine forældre kigger på dig som om, du har gjort noget forkert. Men jeg kommer til at tænke på, om det måske ikke har været med vilje? Nogle gange kan man godt komme til at se ud sådan lidt uvenlig ud, selvom man måske ikke mener det. Så måske har dine forældre heller ikke synes, du har gjort noget forkert, men måske bare haft lidt et mærkeligt ansigtsudtryk? Hvis dine forældre ikke har sagt til dig, at de synes du er forkert, så tænker jeg helt sikkert, at du kan prøve at snakke med dem igen. For så er det måske bare en misforståelse. 

Hvis du synes det er rarere, så kan du også prøve at skrive et brev med de ting, som du gerne vil have dine forældre ved. På den måde kan du nemlig tage den tid, som du har brug for, til at skrive et brev, som fortæller det, du har brug for hjælp til. Det kan være en rigtig rar måde at få sagt tingene på. Du kan læse mere om, hvordan man snakker med sine forældre om svære ting i vores guide her. Der står nemlig en masse gode tips til, hvordan man kan få sagt de ting, som ikke er så nemme. 

Snak med nogle andre 

Hvis det ikke duer at snakke med dine forældre, så er der måske en anden voksen, som du er tryg ved at snakke med. Det kunne være en sød mormor, din sportstræner, yndlingslærer eller helt 4. person. Måske er der en, du tænker på nu? Så kan du prøve at tage fat i dem og fortælle om, hvordan det går. Også kan de måske hjælpe dig med at få det fortalt til dine forældre også. 

Tag en tur til lægen 

Jeg tænker, det kunne være en god idé, hvis du tog en tur til lægen. For hvis man oplever angst, så er der hjælp at hente til at få det bedre igen. Det kan man eksempelvis få ved at snakke med sin læge om, hvordan man har det. Så kan lægen hjælpe en med at få behandling for angsten eller sende en i retning mod at få hjælp. Der er rigtigt mange danskere, som oplever angst. Derfor er lægen også helt vant til at snakke om angst. Og du kan være helt tryg ved at snakke med lægen om det. Hvis du har lyst kan du læse mere om at gå til lægen her. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Hvis du har mere lyst til at snakke med nogen, som du ikke kender. Så er du altid velkommen i Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor man kan komme og snakke om det der fylder. De er helt vant til at snakke med unge om angst og de er mega søde. De skal nok sørge for, at det bliver en rar oplevelse for dig. Og hvis du har lyst, så kan du starte med at kontakte dem på chat. Det kan nemlig være en rigtig rar måde, at få hjælp på. Det er helt anonymt og gratis. 

Jeg håber at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Jeg hepper på dig!

De bedste hilsner fra en Mindhelper