Hej

jeg er en 18 årige dreng som står i et dilemma. Jeg går på gymnasiet i 1 g. og jeg er ved at være skole træt. Efter gymnasiet har jeg tænkt mig at tage på landbrugsskole og jeg har taget gymnasiet som en sikring i fremtiden hvis det ikke lykkes med landbruget.

Jeg er begyndt virkelig at blive skoletræt nu mine karakterer er begyndt at falde en del og jeg keder mig hver dag i skolen. Jeg har nævnt det meget kort for mine forældre og de synes at det ville være smart at gøre gymnasiet færdigt.

Jeg har mest lyst til at tage på landbrugsskole, men skal jeg droppe ud af gym og gøre det jeg har lyst til? eller skal jeg gøre gym færdigt så jeg har den sikring i fremtiden hvis landbruget mislykker?

(Dreng, 18 år)


Hej Dreng på 18 år

Det lyder til at de her tanker, om du skal fortsætte på gymnasiet eller skifte til landbrugsskolen, fylder rigtig meget for dig. Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man står i sådan et dilemma. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det er okay at skifte mening

Inden man starter på en ungdomsuddannelse kan man godt have gjort sig en masse tanker om, hvad der er smartest, eller hvad man måske helst vil. Men det kan være rigtig svært at vide, hvordan det så bliver, når man starter. Derfor tror jeg også, at der er rigtig mange unge som kender følelsen af at være skoletræt, og måske egentlig hellere ville noget andet, når de får prøvet det af. Derfor er det også helt okay at finde ud af, at det måske ikke lige var den rigtige ungdomsuddannelse for en alligevel, og så skifte kurs og gå efter mavefornemmelsen. 

EUX-landbrug 

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender til uddannelsen EUX-landmand? Det er en uddannelse, hvor man både får den gymnasiale uddannelse og landmandsuddannelsen i en pakke. Og på den måde behøver valget måske ikke at være enten eller. For så får du både den gymnasielle del, men du får samtidig også mulighed for at gøre det, som du har mest lyst til og få landbrugsdelen med. Uddannelsen tager 4 år, og der er både perioder med praktikforløb og skoleforløb. Så der en en god blanding af både noget tid på skolebænken og noget, hvor man får fingrene i jorden. 

Lav en liste over fordele og ulemper

Hvis du helst ikke vil kombinere de to forskellige uddannelser, men hellere beslutte, om det skal være enten rent gymnasie eller landbrugsskole, kan du lave en liste over fordele og ulemper ved begge dele. Sommetider kan det nemlig være rart at få tankerne ud af hovedet. For når man går med alle tankerne og overvejelserne inde i hovedet, kan det godt være svært at overskue og skille dem ad. Derfor er der også rigtig mange som oplever, at det at få lavet en liste er rart, og hjælper dem med at få truffet den beslutning. som er rigtig for dem. Du kan både lave listen på din telefon eller skrive den ned på et papir. Og så den måde få mærket efter, hvad der er det rigtige for dig. 

Snak med en studievejleder 

Når man skal træffe en beslutning omkring uddannelse, kan det være rigtig rart lige at få vendt sine tanker med en anden. Og nogle af dem som er allerbedst at snakke med, når man er i tvivl omkring noget med uddannelse, er studievejledere. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du tog fat i studievejlederen på din uddannelse og fik en snak om, hvilke muligheder der er. Studievejledere snakker med rigtig mange unge om uddannelsesvalg, og derfor er de ofte også rigtig gode til at hjælpe og lytte, når man bøvler med noget uddannelsestvivl. 

Snak med dine forældre igen

Du skriver, at du kort har nævnt det med at skifte til landbrugsskolen for dine forældre. Dine forældre er måske nogle af dem, som er allertættest på dig. Og derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre igen, og måske får fortalt lidt mere dybdegående om dine overvejelser. De fleste forældre vil nemlig rigtig gerne have, at deres børn har det godt, og derfor tænker jeg også, at de gerne vil hjælpe og lytte, hvis du igen fortæller dem, om den tvivl, som du går med.

Hvis du synes at det er lidt svært at få åbnet op for en mere dybdegående snak med dine forældre, kan du tage et kig på vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan gribe det an. 

Det kan være hammersvært at skulle beslutte om man skal blive eller skifte kurs. Derfor håber jeg også at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber at du får mærket efter, hvad der er den rigtige beslutning for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper