Hejsa

Jeg er en pige på 19, som der går i 3.g. Jeg oplever min lærer behandler mig uretfærdigt og udviser ingen repekt, når jeg rækker hånden op i klassen… derudover føler jeg, at han giver mig en anden karakter end det jeg har fortjent. Hvad kan jeg gøre? Da alle andre elever i min klasse er fint tilfreds med ham, samt de karakter han giver dem. Jeg går bare med følelsen af, at blive uretfærdigt behandlet. Jeg bliver student til sommer, så denne karakter ødelægger mit snit gevaldigt…….

(19 år)


Kære Pige på 19

Det er ikke fedt, når man sidder med en følelse af, at ens lærer ikke behandler en retfærdigt. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Uretfærdighed

Du skriver, at du ikke synes, du får den karakter, du har fortjent, og at din lærer ikke behandler dig med respekt. Det kan virkelig være frustrerende, når man har det sådan. Og hvis man føler sig dårligt behandlet, er det helt normalt at blive vred.

Der er vildt meget forskel på lærere. Nogle svinger man super godt med, andre er bare neutrale, og så er der dem, som man bare ikke kan lide. Og tit vil det være sådan, at man i hvert fald prøver at have en af hver, på et tidspunkt. Men det kan være hammer træls, når den lærer, man måske ikke er så vild med også skal give en karakterer.

Tal med personen

Du skriver også, at der ikke er nogle af de andre i din klasse, som har et problem med læreren. Og derfor tænker jeg, at det bedste du kan gøre er, at prøve at tale med læreren om, hvordan du har det. 

Når man skal have sådan en snak, er det allerbedst at holde sig på egen banehalvdel. Det kan være rigtig svært, men sommetider kan det godt betale sig, at prøve at være lidt taktisk. For de fleste har det med at gå i forsvar, hvis man f.eks. fortæller dem, at de er uretfærdige eller ikke respektere en. 

Derfor tænker jeg også, at du kan prøve at overveje, om der er en anden måde, at gå til det på. Det kunne f.eks. være ved at hive læreren til side og sige, at du godt kunne tænke dig at forbedre dine karakterer i faget. Og så kan læreren fortælle dig, hvad du kan gøre. På den måde viser du både, at du gerne vil have en bedre karakter. Og hvis du så gør de ting, som læreren fortæller, bliver det også sværere for vedkommende, ikke også at give dig en højere karakter.

Studievejledningen

Hvis du ikke kan snakke med din lærer eller det ikke hjælper, så kan du også prøve at tale med studievejledningen. Sådan en har de fleste gymnasier. Og jeg tænker måske at de har nogle ideer til, hvad du kan gøre.

Tal med en ven

Når man går og er frustreret, kan det også lette at dele sine tanker med en anden. Så måske har du en god ven, som du kan snakke med? Ret mange unge har på et tidspunkt prøvet at have en lærer, som de ikke brød sig om, eller som de synes gav en uretfærdig karakter. Og så kan det vær meget fedt at tale om det, og få nogle af frustrationerne ud.

Det kan være mega træls, ikke at føle at man får den karakter man har fortjent. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper