Hej Mindhelper
Jeg går i 3.g og står har det virkeligt svært med uddannelsesvalg efter endt gymnasie. Jeg har ikke et særlig godt snit, men jeg har 2 karriere veje som jeg overvejer.
1. Medicin, jeg har altid drømt om at komme ind på Medicin, da jeg finder det utrolig fascinerende, og jeg virkelig bliver tiltrukket at arbejdsmulighederne efter eks. arbejde på en Hospital, og have kæmpe ansvar.
2. Økonomi, jeg er god til matematik, og tænkte derfor at økonomi gav en fin løn. Jeg er dog ikke ligesom tidligere nævnt uddannelse, tiltrukket af tanken om at arbejde på en kontor resten af mit liv. Fordi det virke vildt kedeligt. Kontra, at få lov til at operere og møde nye patienter hver dag.
Min familie siger at jeg skal lade være med at drømme (tro jeg kan blive læge), fordi jeg har dårlige karakter, og ikke tror at jeg vil komme igennem studiet fordi det er meget hårdt. Men inderst inde har jeg stadig noget i mig der virkelig gerne vil den vej.
Økonomi studiet (KU) tænker jeg mere realistisk for mig at gennemføre men så vil jeg altid komme til at ærge mig over at jeg ikke tog Medicin.
Man kan vel sige, at min hjerne (logisk) fortæller mig at jeg skal tage økonomi. Men hjertet siger medicin.
(19 år)
Kære Du
Det kan være mega svært, når man står og skal vælge, hvilken uddannelsesvej man skal tage. Derfor er jeg også glad for at du har skrevet herind, og delt dine tanker.
Et svært valg
Du skriver, at du står og vakler mellem to uddannelser. På den ene side medicin, som er dit drømmestudie. Og på den anden side økonomi, som du tænker kunne være et logisk valg, fordi medicinstudiet kræver høje karaktere. Jeg kan sagtens forstå, at det er et svært valg. Og jeg tror, at rigtig mange unge kan genkende det med, at tankerne omkring uddannelse fylder meget. For det er jo ens fremtid det handler om. Derfor giver det også god mening, at man gerne vil vælge det rigtige.
Men jeg tror også det kan være en godt at huske på, at der ikke kun behøves at være en uddannelse, som er den rigtige. Og selvom det kan føles helt vildt vigtigt at vælge det rigtige første gang. Så er der også altid mulighed for at ændre mening og skifte studie.
Tal med en studievejleder
Du skriver også, at din familie siger, at du ikke skal gå efter at læse medicin, da studiet er meget hårdt. Det kan være en ret træls besked at få. Og måske føles det lidt som en mavepuster, når det er noget, man gerne vil.
Jeg kan desværre ikke svare dig på, hvilken uddannelse du skal gå efter at komme ind på. For i sidste ende er det dit valg, hvad du vil gøre. Men nogle som kan være gode at snakke med, når man er i tvivl om uddannelse, er en studievejleder. En studievejleder ved nemlig en masse om forskellige uddannelser. Derfor kan de også være gode at tale med om ens muligheder for at komme ind på de forskellige studier.
En studievejleder kan sommetider også være god til at åbne ens øjne for nogle andre uddannelser. For tit er det sådan, at der er flere uddannelser, som handler om mange af de samme ting. Så når du f.eks. er interesseret i medicin, så er der måske også en håndfuld andre uddannelser, hvor du kan komme til at arbejde med mange af de samme ting. Og så kan det måske være værd, at tjekke dem ud. Så måske kan du tale med en studievejleder på dit gymnasium? Ellers kan du også hive fat i Uddannelsesguidens studievejledere.
Studerende for en dag
Jeg ved også at nogle studier har sådan en ordning, hvor man kan komme og være “studerende for en dag”. På den måde kan man få en fornemmelse af, hvordan det er at gå på studiet. Nogle gange kan man også komme til at tale med nogle af de studerende. Det kan være en god måde at blive mere klar på, hvad man gerne vil. Så måske kan du undersøge, om du kan komme ud til sådan en dag på medicin og økonomi-studiet, eller måske noget helt tredje?
Kvote 2 optagelse
Selvom man ikke har topkaraktere, så er der stadig mulighed for at søge kvote to. Er det noget som du har kigget på? Det er forskelligt fra universitet til universitet, hvad kvote to prøverne handler om. Men du kan prøve at google og læse om det, for at se, om det måske er noget, du kan se dig selv i. For så er det i hvert fald også en mulighed, hvis du ender med at beslutte, at prøve at komme ind på medicinstudiet.
Tal med dine venner
Jeg kommer også til at tænke på, om du har talt med dine venner, om dine tanker? Ellers kan det måske være rart for dig at gøre. For sommetider kan det lette lidt, at dele sine tanker om uddannelse med andre. Måske er der også nogle af dine venner, som er lidt i tvivl om alt det med uddannelse. Og selv hvis de ikke er, så vil de fleste tæt på en gerne lytte, når man går og bøvler med et svært valg.
Det er ikke altid let at finde ud af, hvilken uddannelse man skal gå efter at komme ind på. Derfor håber jeg også at der er noget i mit svar du kan bruge.
De bedste hilsner fra en Mindhelper