Hej Mindhelper

jeg skal på uddanelse næste år, men er i tvivl hvilket job jeg kan have at gøre med. Jeg elsker at lave mad, men har ikke et stort overblik, jeg kan ikke holde styr på en pande, så jeg fungere ikke under pres.

Jeg kan ikke lide at arbejde med mennesker, eller service arbejde, jeg vil gerne tage den rigtige vej, jeg kan også godt lide at bage, men inden jeg laver mine uddanelses ønsker, så ville jeg hører om at værer bager kræver meget overblik og skal jeg have noget af gøre med mennesker.

(Dreng, 16 år)


Hej Dreng på 16 år

Det kan være mega svært at finde ud af, hvilken uddannelse, der er den rigtige for en. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine bekymringer med os. 

Bagerjobbet

Jeg synes det lyder som en rigtig spændende idé at blive bager, når nu du godt kan lide at bage. For det er en god idé at vælge noget, man synes er sjovt, når det kommer til uddannelse. Men jeg må indrømme, jeg ikke ved særligt meget om arbejdet som bager. Derfor er jeg nok heller ikke den bedste til at svare på, om bagerjobbet kræver meget overblik, eller om man skal have meget at gøre med andre mennesker. Men du kan overveje at tage hen til en bagerforretning i nærheden af, hvor du bor og spørge, om du må snakke med bageren. For så kan du få af vide fra en rigtig bager, hvordan arbejdet ser ud, om det kræver meget overblik, og om der er meget menneskekontakt. Måske kunne det være en god idé for dig? 

Du kan læse mere om bagerjobbet her på uddannelsesguiden.dk. Hvis du har lyst, kan du også læse vores artikel om at være i tvivl om uddannelse. Der står nemlig nogle flere gode idéer til, hvad man kan gøre, hvis man ikke lige ved præcis, hvad man vil. 

Kontakt UU-vejlederen

Jeg tænker, det kunne være en god idé for dig at tage fat i UU-vejlederen i din by. UU-vejlederen er en uddannelsesvejleder, hvis job er at hjælpe unge med at finde en uddannelse, som passer godt til dem. Måske har du allerede mødt UU-vejlederen på din skole? Og ellers kan du prøve at snakke med din lærer om, hvordan du kommer i kontakt med UU-vejlederen. Eller du kan selv kontakte uu-vejlederen her på borger.dk. 

Snak med dine forældre om det 

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om uddannelsesvalg? For ofte kender ens forældre en rigtig godt, og har måske nogle gode idéer til, hvad der kunne være en god uddannelse for en. Det kan også være, at dine forældre selv har prøvet, at være i tvivl om, hvilken uddannelse de skulle vælge? 

Jeg ved desværre ikke så meget om jobbet som bager. Men jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og husk på, at selv hvis du ikke vælger den rigtige uddannelse første gang, så kan du altid vælge om igen. Det er helt okay at skifte mening. Held og lykke herfra.

De bedste hilsner fra en Mindhelper