Hej Mindhelper
Til sommer bliver jeg student og jeg ved ikke om skal søge ind på en videregående uddannelse eller holde sabbatår. Jeg er ikke særlig selvstændig og tør ikke at gøre så meget selv. Jeg føler mig heller ikke så voksen, selvom jeg er 18 år. Jeg havde også en virkelig dårlig start på gymnasiet, hvor jeg startede lige efter 9. klasse. Alle var så voksne og modne, og jeg var bare en lille pige, derfor er jeg ret bange for at jeg også får en dårlig start på universitetet.
Jeg er bange for at jeg ikke kan følge med hvis jeg holder pause, og at jeg glemmer det jeg har lært. Derfor vil mine forældre heller ikke have jeg holder sabbatår, derfor er det også svært at snakke med dem og de forstår det heller ikke fordi de ikke selv har prøvet det.
Jeg ved heller ikke hvilken uddannelse jeg vil starte på og det er også snart tid til at vælge hvad man vil og det gør mig virkelig nervøs og jeg får helt ondt i maven.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal finde ud af hvad jeg vil. Håber I kan hjælpe 🙂
Jeg havde skrevet et andet brev til jer før og jeres svar hjalp mig rigtig meget. Tak for det og på forhånd tak for svaret til dette brev.
(Pige, 18 år)
Hej Pige på 18 år
Det lyder til, at du går med en masse tanker om, du skal holde sabbatår eller starte direkte på universitetet. Det kan være hammersvært at gå med en masse tvivl i maven. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det er normalt ikke at føle sig voksen når man er 18 år
Først og fremmest vil jeg starte med at sige til dig, at du langt fra er den eneste som går med følelsen af ikke helt at føle sig voksen, selvom man er 18 år. Det er en følelse som rigtig mange unge kan nikke genkendende til. Det er ofte sådan, at når man er yngre, så gør man sig en hel masse tanker om, at man nok vil føle sig voksen, når man når en bestemt alder. Men ofte stemmer vores tidligere forventninger slet ikke overens med, hvordan det så egentlig opleves at være 18 eller voksen. Det er også meget forskelligt, hvornår man egentlig føler sig voksen. Nogle føler sig måske voksne når de er 18, andre når de er 25 og nogle helt tredje føler sig måske først voksne når de rammer 50. Og der er helt okay, for der er ingen opskrift på, hvornår man skal have det sådan.
Ofte er det faktisk også sådan, at selv dem som man tænker er voksne og har styr på det hele også sidder med samme følelse som dig. Der er nemlig ingen mennesker som har styr på det hele – heller ikke selvom det måske godt kan se sådan ud. Vi mennesker har nemlig en tendens til kun at vise alle de perfekte ting frem i udstillingsvinduet og så gemme al vores tvivl og usikkerhed væk. Så selvom det måske kan virke til, at alle andre er meget mere voksne end dig, så tror jeg måske også følelsen af ikke at være voksen også popper frem hos dem en gang imellem.
Der er rigtig mange som tager et sabbatår
Når man har gået i skole i en hel masse år, er det helt naturligt, at man lige har brug for en pause. Derfor er det også helt normalt at tage et sabbatår, inden man fortsætter på universitetet. faktisk har 86% af dem som går på en videregående uddannelse holdt et eller flere sabbatår. Derfor er det også et stort aldersspænd på universitetet. Nogle vil være gået lige igennem og være 18 ligesom dig. Og andre vil måske være ældre med børn og familie. Det betyder ikke altid så meget. Derfor kan du også sagtens følge med, selvom du tager et sabbatår.
Der kan være mange grunde til at tage et sabbatår. Det kan være, at man man gerne vil arbejde, rejse eller bare har brug for en pause fra skolebænken. Og det er helt okay. For et sabbatår kan hjælpe en med flere forskellige ting. Det kan både være med til at gøre en mere selvstændig. Det kan også give en lidt tid til at mærke efter, hvad det egentlig er, som man har lyst til at arbejde med. Og måske man også kan prøve nogle forskellige ting og arbejde af, som også kan hjælpe en med at finde ud af, hvilken retning som er den rigtig for en.
Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide for dig, at tage et sabbatår. For du har masser af tid til at komme på universitetet, Og måske det også kunne være lidt rart for dig at have lidt mere tid til at mærke efter, hvilken uddannelse som er den rigtige for dig. Så du ikke også skal gå have ondt i maven over at skulle vælge.
Snak med en studievejleder
Du kan også tag fat i en studievejleder og få snakket om dine bekymringer. Studievejledere ved nemlig en hel masse om de forskellige uddannelser. Og de møder rigtig mange unge, som er i tvivl om, hvad det rigtige for dem er. Derfor er de som regel også rigtig gode til at lytte og hjælpe, når man tager fat i dem. Så du kan trygt tage fat i en studievejleder på din skole.
Snak med veninder
Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har nogle veninder, som du kan snakke med om det? Det med ikke at føle sig helt voksen og være i tvivl om, hvilken uddannelse som er den rigtige for en, er noget som rigtig mange unge oplever. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine veninder, som har prøvet at have det sådan. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det. Det kan nemlig være rigtig rart lige at få luftet sine tanker, så man ikke skal gå med dem helt alene.
Tag fat i Headspace
Hvis du tænker, at du godt kunne tænke dig at snakke med nogle helt andre om det, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse super søde frivillige klar, som altid gerne vil hjælpe og lytte. Det er helt gratis at komme i Headspace og du kan også sagtens være anonym. Lige nu tilbyder de også videosamtaler, hvis du synes at det er rarere.
Det kan være rigtig svært lige at finde ud af, om man skal holde sabbatår eller ej. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt. Jeg sender dig de varmeste tanker og husk på, at det er helt normalt at tage et sabbatår.
De bedste hilsner fra en Mindhelper