Kære brevkasse
Jeg er 17 år gammel og er i gang med en EUX Business. Det hænger sammen af 2 år skole og 2 år elevplads, hvor man også får elevløn. Jeg valgte en EUX da jeg var bange for ”ikke at have penge nok til at leve” derfor ville jeg gerne have elevløn. Men de her dage har jeg haft et dilemma. Jeg ved ikke hvad jeg vil. Alting virker bare kedeligt. Jeg får rene 12-taller i skolen og mine lærere vil gerne have mig overført til en HHX, da de mener jeg er en af de klogeste på vores skole.
Det er ikke for at virke snobbet eller forkælet, men det hele virker så nemt. Et 12 tal giver ingen glæde eller belønning mere. Jeg føler jeg gør det minimale og får for meget igen.
Har kigget på Jura, erhvervsøkonomi osv. da jeg har mulighed for at stoppe efter mit studieår og tage en bachelor, men så er der enkelte adgangskrav jeg ikke overholder. F.eks. at vi ikke har Samf B på en EUX.
Ved ikke om jeg helt skal skifte retning til en HHX, gøre min EUX færdig eller om jeg skal søge efter enkelte fag på højere niveauer. For jeg elsker at studere, men tanken om ikke at have en indkomst gør mig utrolig nervøs.
Mvh den lidt for høje næse
(17 år)
Kære Du
Det lyder som om, at du går rundt med en hel del tanker omkring din uddannelse for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det er normalt
Først vil jeg starte med at sige, at det er helt normalt at blive i tvivl, om ens uddannelse nu også er den rigtige. Det tror jeg, at mange unge kan genkende. Tvivl er nemlig en helt naturlig del af livet. Og når vi træffer større valg, som for eksempel hvilken uddannelse vi vil læse, kan tvivlen godt dukke op fra tid til anden.
Men det kan også være en rigtig god ide, at mærke efter når tvivlen dukker op. For selvom der bestemt ikke er noget galt med, at kede sig lidt over ens skole. Så kan det nogen gange også være et tegn på, at man egentlig gerne vil noget andet. Og det er også helt okay – der skal også være plads til at sadle om, og gøre noget andet, end man måske havde troet var det rigtige til at starte med.
Hvis du gerne vil udfordres
Du skriver i dit brev, at du synes, det du laver ovre i skolen er meget nemt. Og at du ikke behøves at anstrenge dig særlig meget, for at få gode karakterer. Det kan være mega fedt, når man klare sig godt i skolen. Men sommetider kan det måske også godt føles lidt umotiverende, hvis ikke man føler sig udfordret af det, man laver. Derfor giver det også god mening, at du kan komme til at synes det er lidt kedeligt.
Jeg kommer derfor til at tænke på, om det måske kunne være en mulighed, at få nogle ekstra opgaver af nogle af dine lærere? Eller måske kan du studere lidt på egen hånd, hvis du gerne vil lære mere indenfor de fag du godt kan lide. Man kan nemlig sagtens lære en masse ting på egen hånd, for eksempel ved at læse bøger, eller finde information på nettet. Og måske kunne det være med til at gøre det hele lidt mere interessant for dig.
HHX
Hvis du alligevel kan mærke, at det trækker mere i dig at læse på HHX, så kan du måske overveje om du kan finde et job ved siden af skolen. Jeg kan nemlig sagtens forstå, at du gerne vil have styr på økonomien. Livet er bare lige det federer, når man ikke skal bekymre sig alt for meget om, hvor meget der står på kontoen. Og rigtig mange unge der læser på gym, har et fritidsjob ved siden af, så det hele kan hænge sammen. Så måske kunne det også være en mulighed for dig?
Snak med en studievejleder
Hvis man går og er i tvivl om noget der har med uddannelse at gøre, så kan det være rigtig godt at hive fat i en studievejleder. Sådan en har de fleste skoler nemlig tilknyttet. De ved som regel en helt masse om forskellige uddannelser. Og hvad ens muligheder er både når man er i gang og når man har færdiggjort skolen. Så er der mon en studievejleder du kan tale med på EUX?
Skriv en liste
Hvis man er lidt i tvivl om, hvad der ville være bedst at gøre, kan det også være en god ide, at skrive en liste med for og imod. For når man får skrevet tingene ned sort på hvidt, kan det sommetider give en et bedre overblik. Og måske får man en lidt bedre fornemmelse af, hvad man egentlig vil. Og hvad der vægter højest. Så hvis du har lyst, kan du prøve at skrive ned, hvad fordelene og ulemperne ville være, ved at blive på EUX eller skifte til HHX.
Snak med dine venner
Det kan måske også være en hjælp for dig, at tale med nogen, om de tanker du går rundt med for tiden. Måske er der for eksempel nogle af dine venner der kender til det der med, at være lidt i tvivl, om man nu også er på den rigtige uddannelse. Og selv hvis de ikke gør, så vil de fleste gerne lytte til en, hvis man går og grubler over nogle ting. Og så kan det også bare være rart, at få nogle af tankerne ud af hovedet, så man ikke går med dem alene.
Det kan være super svært at finde ud af, hvad det rigtige er at gøre, hvis man er blevet i tvivl om sin uddannelse. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og at du snart finder ud af, hvad der føles mest rigtigt for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper