Hej.

Jeg er en dreng på 17 år. Jeg går I 2.g på gymnasiet men jeg overvejer at droppe ud. Jeg har mistet lysten til at gå der. Jeg er for det meste trist fordi jeg går der. Jeg har en stor interesse for musik og har hele mit liv vidst at jeg vil være musiker. Så jeg overvejer at droppe ud og begynde min karriere som musiker.
Men jeg ved ikke om jeg faktisk skal gøre det.
Hvad tænker I?

(17 år)


Hej 17 årig

Det er super træls, når man mister lysten til at tage af sted i skole. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Skoletræthed er meget normalt 

Det lyder som om, du er blevet ramt af det, man nogle gange kalder for skoletræthed. Det vil sige, at man er ramlet ind i en periode af sit liv, hvor man er træt af at være i skole og har mistet lysten og motivationen til at gå i skole. Når man har det sådan, så kan man nemt komme til at føle sig trist og ked af det. For det er ikke rart at være et sted, som man er træt af, og som man måske egentligt bare gerne vil væk fra. 

Men det med at blive skoletræt er også noget, som de fleste unge oplever på et tidspunkt i deres liv. Og rigtigt mange gange er det med at være skoletræt noget, der kommer og går i perioder. Nogle perioder fylder det måske ikke så meget, mens det andre perioder nærmest fylder det hele.

Jeg ved, at der er rigtigt mange unge, der bliver ramt af skoletræthed i 2.g. For det er for mange et hårdt år, hvor man har mange fag, og gymnasiet er måske heller ikke længere nyt og spændende på samme måde, som det var i 1.g. Men der er også stadig så lang tid igen, at man heller ikke rigtigt kan sige til sig selv, at det i det mindste er slut lige om lidt. Og så er det nemt at miste motivationen og lysten til at gå i skole. Men det behøver ikke betyde, at det kommer til at være sådan resten af den tid, man går i skole.   

Udelukker det ene det andet?

Du har en stor interesse for musik. Og derfor kan jeg sagtens forstå, at det trækker i dig for at få lov til at komme ud at dyrke musikken og prøve på at leve af den. For der er intet, der er federe end tanken om at kunne leve af det, som man er allermest glad for at bruge sin tid på. Men jeg kommer til at tænke på, om du mon kunne lave en mellemvej? Hvor du på den ene side bruger mere tid på musikken og din drøm om at komme til at leve af den, end du gør lige nu. Men du på den anden side fortsætter i gymnasiet samtidigt med. 

Jeg vil gerne indrømme, at jeg ikke ved så meget om musik. Men jeg forestiller mig alligevel, at der er et stykke vej fra at have besluttet sig for, at man gerne vil leve af musik til, at man kan komme til det. Så måske kan du bruge noget tid på at skrive noget musik og indspille det. Eller du kan måske bruge noget tid på at overveje, hvordan du kan komme til at leve af at være musiker. Hvad skal der til? Vil du have en uddannelse indenfor musikken, som for eksempel en uddannelse fra konservatoriet? Eller vil du bare kaste dig ud i det og sende nogle demoer af sted til nogle pladeselskaber? På den måde er du mere forberedt, når du er færdig med at gå i gymnasiet og klar til at kaste dig ud i det. 

Lav en liste

I sidste ende så er du, den eneste der kan mærke, hvad der er det rigtige for det. Om det er at gøre gymnasiet færdig, selvom du er skoletræt lige nu, eller om det er at droppe ud. For man behøver heller ikke for alt i verden at gå i gymnasiet, hvis man bliver deprimeret og trist af at være der. Og hvis man dropper ud og finder ud af senere, at man har brug for en gymnasial uddannelse, så kan man sagtens tage gymnasiet på det tidspunkt. 

Hvis du har svært ved at finde ud af, hvad der er op og ned i, hvad du gerne vil. Så kan du prøve at lave en liste med fordele og ulemper ved at droppe ud af gymnasiet, som du skriver på din telefon, computer eller et stykke papir. Det mega smarte ved lister er nemlig, at man har det hele foran sig, sort på hvidt. Og så bliver det meget lettere at finde ud af, hvad der egentligt fylder mest. 

Snak med en studievejleder

Når man går med tanker om at droppe ud af gymnasiet, fordi man har mistet lysten til at gå der. Så kan det være en rigtigt god idé at snakke med en studievejleder. Studievejledere er nemlig uddannede til at hjælpe en med at finde ud af, hvad der er op og ned i de tanker, som man går med omkring at droppe ud. Samtidigt så kan de også hjælpe en med at finde ud af, hvad man har af muligheder for at komme til at lave det, man gerne vil. Og hvad man kan gøre, hvis man dropper ud. 

Snak med dem omkring dig

Jeg tænker på, om du mon har prøvet at snakke med dem omkring dig omkring dine tanker om at have mistet lysten til gymnasiet og droppe ud? Når man står i en situation, hvor man ikke helt ved, hvad man skal gøre. Så kan det være rigtigt rart at snakke med nogen omkring sig om det. For de kan nemlig tit se situationen lidt mere udefra. Derfor kan de også mange gange se nogle andre ting i det, som man fortæller, end man selv kan. 

Du kunne for eksempel prøve at snakke med dine venner om det. Som jeg skrev, er der mange, der på et tidspunkt i deres liv bliver skoletrætte. Så jeg tænker, at der nok er nogle af dine venner, der kan genkende nogle de tanker, du har. Og det kan være rigtigt rart at vide, at man ikke er den eneste. Du kan også prøve at snakke med dine forældre. De fleste forældre vil nemlig gerne lytte og hjælpe, hvis man er i en situation, hvor man ikke helt ved, hvad man skal stille op. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvad du skal gøre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper