Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 17 år, som er startet i 2.g år. Jeg har lige siden første uge af skoleåret følt at jeg ikke har noget motivation og faktisk ikke har lyst til at fortsætte. Det her med corona-nedlukningen sidste år har gjort det svært for mig at finde koncentrationen igen – det gælder de fleste fag, dog mest matematik.

Jeg har ikke nogle problemer med min klasse eller noget, for vi har et rigtig godt fællesskab, men jeg ved simplethen ikke hvad jeg skal. Jeg følger lidt at jeg har brug for en ny start på noget andet og har derfor gået med tanken om næste skoleår at skifte til en anden form for uddannelse til næste år. Problemet er at jeg ikke helt ved om det kan lade sig gøre, og hvis jeg så ”dropper ud” hvad skal jeg så lave det næste halve år?…

Håber I kan hjælpe mig!

(17 år)


Hej Pige på 17 år

Det kan være rigtig hårdt, når man oplever, at ens motivation for skolen er i bund, og man har svært ved at koncentrere sig. Og det lyder til, at det fylder en del hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os. 

Det kan være svært at finde koncentrationen efter corona 

Du skriver, at du har følt, at du ikke rigtig har kunne finde motivationen efter at være kommet tilbage fra coronanedlukningen. Det kan være mega svært, når man oplever at motivationen mangler, og det dræner ens energi rigtig meget. For når man ikke er motiveret, skal man måske slæbe sig selv afsted og det kræver bare meget mere energi, end når man er fuld af motivation og synes, det man laver er helt vildt fedt. Men du skal vide, at det er helt normalt at have perioder, hvor man ikke føler sig særlig motiveret. For vores motivation kan blive påvirket af rigtig mange ting. Og lige netop 2.g, som du går i, kan være et rigtig hårdt år, for man har mange fag, mange lektier og afleveringer. Der er også en del unge, som går i 2.G, der skriver ind til os, at de er skoletrætte og mangler motivation. Så du er langt fra alene om at have det sådan. 

Særligt efter corona er der mange unge, som har svært ved at finde koncentrationen og motivationen igen. For man skal lige vænne sig til bl.a. at være ude blandt mennesker igen og have transporttid til og fra skole. Derfor er det også helt naturligt, at det kan være lidt svært at grave motivationen frem igen. Men heldigvis oplever langt de fleste at motivationen ligeså stille kommer snigende igen. Lidt ligesom med vores følelser. Når man er mega trist og ked af det, kan det måske føles som om, at det hele er noget møg, men som regel bliver vi ikke ved med at være triste, men bliver langsomt gladere igen. 

Græsset er ikke altid grønnere på den anden side

Når man står midt i det, og synes at det med skolen er noget møg, og man har svært ved at koncentrere sig og finde motivationen, kan tanken om at det nok ville blive meget bedre, hvis man skiftede til noget andet godt dukke op. Og det er helt naturligt, for når vi mennesker har det svært, har vi en tendens til at føle, at græsset er grønnere på den anden side. Men det er ofte alle de negative og svære følelser, som taler. Derfor er det heller ikke sikkert at det bliver bedre, selvom man starter på noget nyt. Måske kender du udtrykket “nissen flytter med”?. Altså det med, at vores problemer og de svære følelser bliver ved med at ulme i maven, selvom man får en ny start. Du skriver også, at du har det godt i klassen, og har et godt fællesskab der. 

Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en god ide, at du så tiden lidt an og fik snakket med nogen om, hvordan du har det. For så kan det også være, at din motivation og koncentration kommer tilbage igen. 

Koncentration er lidt ligesom en muskel der skal trænes 

Du skriver, at du generelt har svært ved at koncentrere dig i skolen. Det kan være hammerfrustrerede, når ens tanker hele tiden flakker, og man har svært ved at samle sig om det, som foregår i undervisningen. Men heldigvis kan man godt træne sin koncentration. Det er nemlig sådan med vores koncentration at den er lidt ligesom en muskel, som skal trænes. Og her efter corona kan koncentrationen godt være lidt ude af form. I vores artikel Når koncentrationen svigter, kan du finde en masse gode råd til, hvordan man kan træne sin koncentration og få den tilbage i topform. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som er hjælpsomt for dig. 

Snak med en studievejleder

Nogle af dem, som er rigtig gode til at hjælpe, når man mangler motivation og har svært ved at koncentrere sig i skolen, er studievejledere. De ved nemlig en hel masse om, hvordan det er at gå i gymnasiet. Både i forhold til det faglige, men også i forhold til trivsel. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du tog fat i en studievejleder og fik en snak om, hvordan du har det. Du kan også snakke med studievejlederen omkring det med at skifte til en anden form for uddannelse. For så kan det også være, at dig og studievejlederen sammen kan finde ud af, hvad der er det rigtige for dig. 

Snak med dine forældre 

Når man har det svært og bøvler med nogle ting, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det. For dine forældre er måske nogle af de voksne som er tættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem at man bøvler med nogle ting. Hvis du synes, at det er lidt svært at få taget hul på snakken, kan jeg anbefale dig at tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvordan man får åbnet op for snakken. 

Snak med dine venner 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine venner om, hvordan du har det. 

For det med at mangle motivation og have svært ved at koncentrere sig i skolen, er noget som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som også har prøvet at have det sådan. Og så kan det være at I kan snakke lidt om det. Måske de også har nogle gode råd, som har virket for dem, som du kan prøve af. Og uanset om de har det eller ej, så vil de fleste venner rigtig gerne lytte. Og det kan være mega rart at kunne dele sine tanker og følelser med nogen, for så fylder det svære ofte lidt mindre. 

Det kan være mega hårdt, når man oplever at motivation og koncentrationen er væk. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper