Hej Mindhelper

Jeg har valgt at skrive herind da jeg lige er startet på en stx uddannelse. Jeg kan allerede mærke presset, og jeg syntes niveauet er ekstremt højt. Jeg har altid klaret mig fint i folkeskolen, har fået fine karakterer haft det godt socialt. og har enlig bare været en glad pige.
Men har klaret mig ekstremt dårligt, i de teste, og screeninger vi har taget på gymnasiet. Nu føler jeg mig virkelig på bar bund, og er blevet meget i tvivl om jeg kan klarer gym. Selv de fag jeg førhen følte mig stærk i ”dansk, engelsk, biologi” følles nu som helt fremmede fag for mig. Matematik og fransk, er jeg er bange for jeg vil dumpe i.
Har ikke kunne sove ordentlig og har fuldstændigt mistet min appetit. Jeg bekymrer mig ekstremt meget, om hvad der skal blive af mig, hvad min snit mon bliver. Og om jeg overhovedet kommer til at kunne bruge mit snit til noget ift. uddannelse. Når jeg snakker med lærer, venner og familie om det for jeg af vide at det hele nok skal gå. Men kan ikke se hvordan det skal komme til at ske, når jeg allerede nu har det som jeg har det. Ved godt det hele måske lyder lidt dramatiskt, men det er virkelig sådan jeg har det. Kan nærmest ikke genkende mig selv mere, alle de negative tanker jeg går rundt med, gør at mit humør er helt i bund. Kan mærke at det smitter af på min familie og venner, som virkelig prøver at hjælpe og forstå mig. Men i sidste ende ikke kan gøre noget.

(Pige, 16 år)


Hej Pige på 16 år

Det lyder godt nok til, at dine bekymringer omkring gymnasiet fylder rigtig meget. Og det kan altså bare være rigtig svært at gå rundt og have det sådan. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Mange oplever at det er svært at gå fra folkeskolen til gymnasiet 

Når man starter på noget nyt som gymnasiet, kan det være rigtig hårdt og overvældende. Det er helt normalt at have det sådan. Mange unge oplever nemlig, at det kan være svært, fordi det er noget helt andet end folkeskolen. Og det er et stort spring at tage. Det er et nyt sted, nye mennesker og en helt anden slags undervisning. Så derfor er det også helt naturligt, at det lige tager lidt tid inden, at man har fundet fodfæste i det. Det er heller ikke unormalt, at man kan komme til at føle sig presset over niveauet i gymnasiet. Og det er rigtig svært, når man oplever, at de fag man tidligere har været god til, lige pludselig er meget svære for en. 

Men det er en helt almindelig oplevelse at have, når man går fra folkeskolen til gymnasiet. Det er rigtig træls, når man står midt i det og det kan være svært lige at se sig ud af det. Men heldigvis oplever de fleste, at det bliver lidt bedre efter lidt tid, når man lige er faldet til og er blevet vant til undervisningen. Du har ikke gået i gymnasiet så længe endnu og derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, hvis du gav det lidt tid. Det kan jo være, at det bliver nemmere at følge mede i de faglige, når der er faldet lidt mere ro på. Hvad tænker du om det? 

På langt de fleste uddannelser behøver man ikke topkarakterer for at komme ind

Du skriver, at det særligt er dine karakter der fylder meget, og sådan tror jeg, der er rigtig mange unge der har det. Så du er ikke alene om at bekymre dig om det, men det er rigtig træls, når bekymringerne fylder alt for meget. Men der findes faktisk rigtig, rigtig mange forskellige uddannelser. Og på langt de fleste behøver man slet ikke at have topkarakter for at komme ind. Det kan bare godt komme til at føles sådan, fordi man kun hører om alle de uddannelser, der kræver ene 12-taller for, at man kan komme ind. 

Samtidigt så er det heldigvis også sådan, at de fleste uddannelser også tager folk ind på kvote 2, hvor der tit bliver målt på nogle helt andre ting end karakterer. Så alt håb er ikke ude, hvis man ikke lige får det snit, man skal bruge for at komme ind på den uddannelse, man gerne vil læse på. For universiteterne ved også godt, at langt de fleste får en masse forskellige karakter, når de går i gymnasiet. Det er helt naturligt, for der er ingen af os som er gode til det hele. 

Vi er mere end vores karakterer 

Det er også vigtigt at huske på, at vi er mere end vores karakterer. Dine karakter siger f.eks ikke noget om, hvor omsorgsfuld du er. Og selvom det kan være rigtig svært, fordi karakter generelt fylder meget, når man går i gymnasiet, så kan det være en rigtig god ide at prøve huske på alle de andre ting, som man er god til udover det faglige. Det kan man for eksempel gøre ved at øve sig i at sige 3 ting til sig selv hver dag, som man er glad for ved sig selv, eller som man er god til. For så øver man nemlig også tankerne i huske på alle de gode og positive der også er. Nogle synes også at det kan være rigtig rart at skrive tingene ned, så man kan tage listen frem og kigge på den igen senere. 

Godt at du snakker med dine forældre og venner

Det kan være rigtig tungt at gå og bære rundt på alle sine bekymringer alene, og derfor er det også hammer godt, at du allerede snakker med dine forældre og venner om, hvordan du har det. Også selvom de måske ikke direkte kan gøre noget ved det. Så er det bare rigtig godt, for det er nemlig sådan med os mennesker, at vi har brug for at blive lyttet til og få delt vores bekymringer. For på den lange bane er det meget lettere at klare tingene, når man har andre at støtte sig til og dele sine bekymringer med. Så super sejt og bliv endelig ved med at snakke med dem om, hvordan du har det, også selvom du måske ikke føler, det hjælper så meget lige nu.

Tag fat i Headspace 

Du kan også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Hos headspace kan du også sagtens være anonym, hvis du synes at det er rarere. De frivillige i Headspace er vant til at snakke med unge om svære ting og derfor søger de også altid for, at det foregår på en måde som er rar for dig. Så I kan få snakket om lige præcis de de ting, som du bøvler med. 

Jeg håber at mit svar har hjulpet dig og husk på, at det er helt almindeligt at blive lidt overvældet når man går fra folkeskole til gymnasiet.

De bedste hilsner fra en Mindhelper