Hej Mindhelper
Jeg startede på universitetet i februar og fandt ret hurtigt en sød pige at læse til eksamener og lignende med. Men hun er meget dygtigere end mig og får meget bedre karakterer, og det påvirker meget mine tanker om mig selv. Jeg føler at jeg ikke er god nok sammenlignet med hende. Hun har også allerede fundet studierelevant arbejde og virker bare som om alting kører for hende. Jeg arbejder bare som bartender.
Jeg kan ikke finde ud af om det er skidt for mig at arbejde sammen med hende? Jeg får det skidt med mig selv, men synes jo også at hun er en god veninde.
Det skal også lige nævnes at jeg selv kæmper med en depression, så jeg har heller ikke helt haft overskuddet til at få så gode karakterer til eksamen. Men jeg slår bare mig selv oven i hovedet alligevel.
Er også bange for at hun ikke vil arbejde sammen med mig når jeg ikke er ”bedre”.
Det er meget frustrerende og jeg tvivler helt på om jeg egentlig er egnet til at gå på universitetet. Og jeg er også bange for om jeg kan få job når jeg er færdig når nu jeg ikke har et studierelevant arbejde endnu. Føler mig helt stresset.
(Pige, 20 år)
Hej Pige på 20 år
Det lyder til, at det er rigtigt svært at være dig i øjeblikket og at universitet frustrerer dig. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Du er helt normal
Jeg tror der er rigtigt mange unge, som kan nikke genkende de ting, som du beskriver i dit brev. For det kan være rigtigt hårdt at begynde på universitetet og prøve at vænne sig til den nye måde, at leve sit liv på. Du skriver, at du er nervøs, fordi du ikke har fundet studierelevant arbejde endnu og fordi, din veninde virker til, at have super godt styr på det hele. Men jeg tænker også, at det er helt normalt at sidde med den oplevelse, især de første par år på universitetet.
Pas på med, hvem du sammenligner dig med
De fleste finder ikke studierelevant arbejde så hurtigt som din veninde. Men det kan sagtens føles som om, at man skal skynde sig rigtigt rigtigt meget med at komme i gang, når man kan se, at der er nogle andre, som gør det. Men her kan en god tommelfingerregel være, at lægge mærke til, hvem man sammenligner sig med. Sammenligner man sig med de der få stykker, som bare virker til at have styr på alt? Eller sammenligner man sig med alle dem, som ligger på midten og i bunden, altså alle de ‘normale’? For ofte kan vi godt komme til at sammenligne os med de der enkelte, som ligger helt i toppen. Men det betyder ikke, at andre behøver at være ligesom dem, for at være god nok. De fleste ligger et sted i midten og det er mere end godt nok. Egentligt kan man sige, at hvis man bare kan bestå sine eksamener, så har man klaret sig godt nok for at gå på universitet. Og klarer man ikke dem i 1. forsøg, så gør man nok i et af de andre forsøg.
Du er startet i februar. Det er ikke særligt længe siden, tænker jeg. For nogen kan det være en god idé, at beslutte sig for, at man ikke vil finde noget studierelevant arbejde i det første år (mindst). Simpelthen for at give sig selv ro til, at falde til på universitetet og bare vænne sig til det nye liv. For det er en kæmpe omvæltning og så har man måske bare brug for, at prøve at finde sig til rette i det liv, uden at skulle ud og prøve at finde en masse studierelevant arbejde. De fleste arbejdsgivere elsker alligevel, når de kan se, at deres jobansøgere har haft ‘almindeligt’ arbejde og været vant til at indgå på forskellige slags arbejdspladser. Så at være bartender er ikke nødvendigvis en dårlig idé under ens universitetstid. Så kan du altid senere på uddannelsen begynde at kigge efter studierelevant arbejde.
I bidrager med noget forskelligt
Du skriver, at du er i tvivl om, om det er godt for dig at arbejde sammen med din veninde. Og at du er nervøs for, om hun vil blive ved med at arbejde sammen med dig. Men når man arbejder sammen, så bidrager man med rigtigt mange ting – ikke kun fagligt niveau. Bare det at kunne sidde sammen med nogle og læse op kan være en kæmpe hjælp for din veninde også. Hen ad vejen vil du sikkert også opdage, at der er nogle ting, som du er bedre til end hende. Og det virker jo til, at i er gode veninder og godt kan lide at læse op sammen, så din veninde er sikkert rigtigt glad for, at have dig at studere med og til at prøve at finde hoved og hale i alt det faglige.
Det lyder også til, at du faktisk er rigtigt glad for din veninde, men du bliver ramt af en masse usikkerhed på dig selv, som spænder ben for dig. Og jeg tror også de fleste af os kender den der følelse af, at man kigger på en anden i klassen og tænker “Hvorfor er du så skidedygtig til det hele?”. Men du kan prøve at overveje, hvad fordelen også er ved at arbejde sammen med en, som er fagligt dygtig. For det kan være en kæmpe hjælp og rigtigt lærerigt, at arbejde sammen med nogen, som måske er lidt bedre end en selv til det med fagbøger og eksamener. Og der er ikke nogen regel som siger, at man skal være lige dygtige eller få sammen karakterer, bare fordi man arbejder godt sammen. Hvis man hygger sig sammen og har et godt samarbejde, så er det det allervigtigste.
Depressionen farver ens syn
Det lyder til, at du kæmper med depression, samtidigt med, at der også er alt det her med studielivet. Hvis man oplever depression, så er det desværre helt normalt, at man kan komme til at slå sig selv alt for meget i hovedet. Hvis man har en depression, så kan det godt føles lidt som om, at man får nogle negativitets-briller på. Så ser man pludseligt alle de dårlige ting, fremfor alle de gode. Og det er hammer-svært at kæmpe med, men det kan sagtens blive bedre igen. Nogle gange har man bare brug for en hjælpende hånd.
Jeg kommer til at tænke på, om du får noget hjælp til at håndtere depressionen? For hvis du ikke gør det, så kan det være en rigtig god idé, at tage en tur til lægen og snakke med ham/hende om, hvad der kan gøres. Det behøver du ikke kæmpe med helt alene. Det kan også være en rigtig god idé, at få snakket med nogle om depressionen, så du ikke behøver gå alene med de svære følelser. Hvis du vil vide mere om depression og hvad man selv kan gøre for at hjælpe sig, så kan du prøve at læse artiklerne i vores Tema om depression. Der står en masse gode råd og tips til dem, som oplever depression.
Tag fat i Studenterrådgivningen
Jeg tænker, at en godt tilbud til dig kunne være Studenterrådgivningen. Hos Studenterrådgivningen kan man nemlig komme og få samtaler, hvis man eksempelvis oplever depression og har svært ved at falde til i studielivet. De er super søde og dygtige og helt vant til at snakke med studerende, som synes det kan være en udfordring at gå på universitetet og kæmper med depression samtidigt. De har rigtigt mange gode tilbud, eksempelvis terapi, telefonrådgivning, workshops og en masse andet. Måske er det noget, som kunne være hjælpsomt for dig?
Snak med din veninde
Hvis ikke du allerede har gjort det, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god idé, at snakke med din studieveninde om, hvordan du har det. Det lyder til, at hun er en god veninde. Så hvis du fortæller hende om dine bekymringer og tanker, så kan hun måske godt forstå, hvordan du har det. Og det kan være rigtigt rart at få den støtte og det pusterum. På den måde kan i også få snakket lidt om, hvorfor hun er glad for at arbejde sammen med dig. Og hvordan i kan blive ved med at være gode læsemakkere. Måske kunne det være rart for dig?
Tag fat i nogle i din omgangskreds.
Nogle gange kan det også være rigtigt rart at snakke med nogle, som kender en godt og som måske ikke lige går på universitet sammen med. Det kunne være dine forældre, en anden veninde, en sød moster eller helt 4. person, du er tryg ved. Så kan du få lidt et pusterum fra det hele og snakke med dem om, hvordan det går med dig. Det kan være rigtigt befriende at have nogen, at snakke med. Så kan det føles som om, at stenen letter lidt fra ens hjerte.
At begynde på universitetet kan være en kæmpe udfordring. Men jeg håber, at mit svar har været hjælpsomt for dig. Og det kommer til at gå super godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper