Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16 år og har brug for hjælp. Jeg har et meget stort problem et problem det fylder i hele min hjerne. Jeg går i 1. g hhx, men her for 10 dage siden cirka gik jeg på stx, jeg var ikke så glad for at sex så valgte at skifte til hhx og er lige flyttet så var nød til at skifte skole da min gamle skole var 1 time og 45 minutter væk fra der hvor jeg bor nu. Har desværre slet ikke været glad for min nye skole fordi jeg føler mig meget alene og at jeg bliver holdt meget ude fordi jeg slet ikke kender nogen på skole og fordi jeg også er helt ny i området og er igennem en meget hård til på grund af mit privatliv, og føler jeg gerne vil droppe ud og finde mig selv og derefter starte på en helt frisk efter sommer, men mit problem her er at jeg ikke er sikker på det her valg, min ene side siger hold ud i 2 år og 7 måneder og min anden halvdel siger jeg skal gøre det og finde mig selv indtil sommer.

(16 år)


Kære Pige på 16 år

Det kan være mega hårdt at skifte gym, og flytte samtidig. For så er der virkelig mange nye ting at forholde sig til. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Et skift

Når man skifter gym, skal man både lære den nye skole at kende og de mennesker, der går der. Det kan kræve en hel del energi og overskud. For når de andre fra ens gym er startet tidligere på året, så har de tit allerede vænnet sig til skolen, og er også blevet venner på kryds og tværs. Og så kan man hurtigt komme til at føle sig lidt usikker og alene, når man kommer der og er helt ny og ikke kender nogen. Det er ikke nogen særlig rare følelser at gå med, så det giver rigtig god mening, at man kan komme til at tænke på, om det ville være bedre at droppe ud. For på den måde kunne man komme væk fra de svære følelser.

Du skriver, at det er 10 dage siden du skiftede gym. Og derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, hvis du ikke er faldet helt til i den nye klasse endnu. Jeg tror, at rigtig mange unge der har prøvet at skifte skole, kender til, at den første tid kan være svær. Men langt de fleste oplever også, at de efter noget tid får nogle nye venner og bliver en del af den nye klasse. Så selvom jeg sagtens kan forstå, at du kan få lyst til at droppe ud, så tænker jeg alligevel, om det måske ville være værd at give det lidt længere tid, for at se om det bliver bedre på det nye gym?

Lær de nye at kende

Du skriver også, at du ikke kender nogen på din nye skole, og føler dig udenfor. Det giver god mening. For når man ikke kender nogen af de mennesker, der er omkring en, kan man hurtigt komme til at føle sig lidt udenfor og alene. Derfor tænker jeg på, om der mon er nogen fra dit gym, du tænker kunne være interessante at lære at kende? For så kan du for eksempel prøve at gå over til dem i et frikvarter. Eller måske kan du prøve at smalltalke, hvis i skal arbejde sammen om noget skolearbejde?

Det kan godt føles lidt svært at skulle tage initiativ, når man er den nye. Og sommetider kan man godt blive i tvivl om, hvad man lige skal lægge ud med at sige. Hvis du har det lidt på den måde, kan du prøve at kigge på denne her artikel om smalltalk. Der er lidt ideer til, hvad man kan starte med at tale om, når man møder nye mennesker.

En fritidsaktiviteter

Noget andet du måske kan overveje at prøve af, er at starte til en fritidsaktivitet det nye sted, du er flyttet hen. For når man er et nyt sted, kan det være en super god måde at møde nye mennesker på. Og det kan hjælpe en med at falde bedre til i byen og få nogle nye venner. Det kan for eksempel være en sport, noget kreativt, eller noget helt tredje. Så hvis du har lyst, kan du altid prøve at google lidt rundt, og se om der er noget i nærheden af dig, som kunne være interessant at starte til.

Lav en liste

Når man er i tvivl om et valg man skal tage, som for eksempel at droppe ud af gym, kan det hjælpe at lave en liste over, hvad der taler for og imod. Det kan nemlig være med til at få nogle af ens tanker ud af hovedet og give et bedre overblik over situationen. Du kan enten skrive en liste på telefonen, computeren, eller på papir – så det kan du altid prøve af, hvis du er i tvivl om, hvilket valg du skal tage.

Tal med en studievejleder

En anden ting jeg også tænker kunne være hjælpsomt for dig, er at hive fat i en studievejleder fra dit gym. For hos studievejlederen kan du både tale om det at droppe ud, og om din trivsel på skolen. Studievejlederne er der nemlig for at hjælpe dig, og de kan fortælle dig om, hvad dine muligheder er. Og jeg er næsten sikker på, at du ikke er den første, der sidder med de her tanker efter at være startet på et nyt gym.

Tal med nogle andre

Udover din tvivl i forhold til gym, så skriver du også, at du har det svært i dit privatliv. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du taler med nogen om, hvordan du har det? Når man går igennem noget som er svært, er det nemlig rigtig vigtigt ikke at gå med tingene selv. Det er vi mennesker slet ikke bygget til, og alle kan få brug for en hjælpende hånd, eller lyttende øre fra tid til anden. Så måske er der en forældre, en tante, eller en god ven, som kunne være god at tale med?

Headspace

Hvis du gerne vil tale med nogen ude fra, har du også altid mulighed for at tage i Headspace. I Headspace kan man komme og få samtaler, med de søde og dygtige frivillige. De er vant til at tale med unge, og er altid klar på at lytte, og prøve at hjælpe. Det er gratis, og du kan også vælge at være anonym. Hvis du gerne vil vide mere om Headspace, kan du også altid skrive til deres chat.

Det kan være et smadder svært valg, når man er blevet i tvivl, om man skal droppe ud af gym. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar du har kunne bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du snart får mere klarhed om, hvad der er det rigtige for dig at gøre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper