Hej Mindhelper

Jeg er startet i et gymnasie, som ikke var mit første prioritet. Da vi skulle vælge gymnasium, havde jeg interesse i et andet gymnasium, men da jeg så at mine to bedste veninder tog den anden skole, fulgte jeg efter flokken og valgte den gymnasie jeg ikke gider at gå på. Jeg er så kommet i klasse med en af mine bedste veninder, hvilket jeg er glad for, men jeg føler stadig ikke for skolen. Jeg har snakket med mine veninder om det, og den ene siger, at jeg skulle havde taget den skole jeg gider at gå på, og den anden siger at jeg ikke skal tage den, da der er mange der siger at den er dårlig. Jeg har også snakker med min mor og far om det, og det er den samme dilemma. Min far siger, at jeg skal tage den skole jeg vil, men min mor synes ikke at jeg skal flytte. Jeg går rundt med alt for mange tanker. På den ene side vil jeg rigtig gerne , men på den anden side tænker jeg over, at jeg kommer til at miste mine venner, som jeg har kendt siden vi gik med ble.

Mvh en pige der er forvirret

(Pige, 16 år)


Kære pige, der er forvirret

Det er lidt et dilemma, du er landet i omkring gymnasiet. Og jeg kan sagtens forstå, hvis du er rigtigt meget i tvivl. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Lav en for/imod liste

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du har gjort dig nogle rigtigt gode tanker om, hvilke fordele og ulemper, der kan være ved at skifte. Jeg vil anbefale dig at prøve at lave en for/imod liste over det at skulle skifte gymnasium. Så kan du skrive alle de ting, du overhovedet kan komme i tanke om, som kunne tale for og imod, at du skulle flytte skole. Og måske endda få dine veninder og forældre til at hjælpe med at udfylde den. På den måde vil du nemlig kunne få et godt overblik over, hvad der trækker i den ene og anden retning. Det kan være en rigtig god hjælp til at finde ud af, hvad der er den rigtige beslutning for dig. 

Kan du give det tid? 

Hvis du har lyst, kan du også prøve at sætte beslutningen lidt på pause. Nogle gange kan det være en god idé at give sig selv lidt tid til at falde ordentligt til på gymnasiet og vende sig til hele ens nye liv. Og jeg tænker, at det måske også kunne være med til at gøre dig mere afklaret, hvis du giver dig selv et par måneder mere til at mærke efter, før du tager beslutningen? Og jeg tænker, at der vel ikke er noget i vejen for, at du først skifter efter jul, hvis du kommer frem til, at det er den rigtige beslutning. 

Der er ikke nogen garanti

Jeg bider mærke i, at din ene veninde siger, at skolen er dårlig. Vi mennesker er super forskellige i forhold til, hvad vi synes er godt eller dårligt på en skole. Derfor er det heller ikke sikkert, at du vil opleve at den anden skole er dårlig. Samtidigt tænker jeg også, at der måske heller ikke nogen garanti for, at den nye skole er bedre for dig, end den du går på lige nu? Og det kan være en god tanke at have med sig i baghovedet, så man ikke kommer til at tænke, at græsset er grønnere på den anden side. Det ville i hvert fald være hammerærgerligt at skifte gymnasium for så at finde ud af, at det gamle var bedre. Hvis der er mulighed for det, så kan du måske prøve at besøge gymnasiet og mærke efter, om det virker til at være, ligesom du forventer det? 

Snak med en studievejleder

Et andet godt tip kunne være, at snakke med en studievejleder om dine tanker. Studievejlederens job er nemlig, at hjælpe unge som er i tvivl om uddannelse. De er eksperter i at hjælpe med netop det emne, og kan måske se nogle ting, som man ikke selv har kunnet. Hvis du tænker, det kunne være noget for dig, så kan du snakke med administrationen på dit gymnasium om, hvordan du kan bestille en tid hos studievejlederen. Der er sikkert tilknyttet en vejleder til gymnasiet. 

Der er en svær beslutning, du står med. Men jeg håber at der er noget i mit svar, som har kunne hjælpe dig lidt på vej i rigtig retning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper