Hej Mindhelper

Hvorfor har vi stadig tysk i folkeskolen? Nu hvor alle kan snakke engelsk, er det ikke længere nødvendigt, ofte ikke engang brugbart at kunne snakke tysk. Hvis man gerne vil have et sprogfag i skolen, kan det ikke være et tilvalg? Tysk som fag er et oldtidslevn, det er ikke længere relavant overhovedet!

(14 år)


Hejsa

Det kan godt være frustrerende at skulle have fag, man ikke gider

Det lyder til, at du er ret frustreret over, at du stadig skal have tysk. Sådan kan man godt nogle gange få det. Og rigtig mange unge oplever også, at de på et eller andet tidspunkt i deres skoletid støder på et fag, som bare virker hammer-åndssvagt. Nogle synes måske slet ikke, det giver mening, at man skal have naturfag, og andre synes det er mega langt ude, at man skal tæskes igennem en masse musiktimer. Og for dig er det simpelthen tysk, som virker som et oldtidslevn. Og det er helt okay. Der vil altid være nogle fag, som man bedre kan lide end andre. 

Og hvilke fag man skal have, og hvilke der er valgfag er noget som politikerne beslutter. Så nogle gange er det bare sådan det er. Også selvom man ikke synes, at det giver så meget mening for en. 

Del dine frustrationer 

Når der er noget som frustrerer en, kan det være en rigtig god ide at dele frustrationerne med nogen. Sådan så de ikke kommer til at ligge og ulme inde i en. Jeg tænker også, at der måske er nogle af dine venner, som kender til det med at synes, at det er mega træls at skulle have et bestemt fag. Så måske du kan snakke med dem om det? 

Nogle andre, som også kan være gode at snakke med, er ens forældre eller en anden voksen, som man er tryg ved. 

Det kan være frustrerende at skulle have et fag, som man ikke synes er relevant. Derfor er det også godt at du har luftet dine frustrationer her, og jeg håber at du også får snakket med nogle af dine venner om, hvordan du har det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper