Hej

Mine forældre blev skilt for nogle måneder siden, og jeg er stadig ved at vænne mig til at ting er anderledes. Jeg har fødselsdag indenfor den kommende måned og vil gerne holde den som jeg altid har – men min mor vil hverken have begge mine familier samlet eller bare være sammen med min far hele dagen
Jeg vil gerne have mine forældre samlet på min fødselsdag, men det ønsker min mor ikke
(Jeg kan ikke forestille mig at holde 2 fødselsdage eller ikke at have begge mine forældre samlet, det er jeg faktisk slet ikke interesseret i)

Det er en virkeligt rodet situration for mig, hvad kan jeg gøre??

(15 år)


Kære Dig

Det kan være en rigtig svær og rodet situation, når ens forældre lige er blevet skilt. Derfor er jeg også glad for at du har skrevet herind, og fortalt om dine tanker. For dem skal du ikke gå med alene.

Det er normalt

Det kan tage tid at vænne sig til, at ens forældre er blevet skilt. Det kan nemlig være en stor mundfuld, og der kan være mange nye ting man skal forholde sig til. Alt imens man måske også er ked af det, vred, eller noget helt tredje.

Svære følelser kan også især rumstere, når man rammer mærkedage, som f.eks. en fødselsdag eller juleaften. For det er tit netop de dage, som man forbinder med familien. Derfor er det også helt normalt, at man gerne vil have begge sine forældre med på ens fødselsdag. Og jeg tror at rigtig mange unge, hvis forældre er blevet skilt, kan genkende det med, at den første fødselsdag eller juleaften var ekstra svær. Så du er langt fra alene.

Vi har her på Mindhelper et par artikler om, at have skilte forældre. Dem linker jeg lige til dig, for jeg tænker måske, at der er noget i dem, som kunne være rart at læse. Den ene handler om Alt du skal vide om at have skilte forældre, og den anden er 7 gode råd til dig, som har skilte forældre.

Det med fødselsdagen

Du spørger også, hvad du kan gøre, nu når dine forældre ikke vil holde fødselsdag sammen. Og jeg kan sagtens forstå, at du kommer til at tænke på det. For hvis der var et eller andet som kunne fixe det, så de alligevel ville holde fødselsdag sammen, så kunne det være vildt rart. Men jeg tænker også at det lyder til, at du har snakket med dine forældre om det, og at de stadig vil holde fødselsdagen hver for sig. Er det rigtigt forstået?

Det kan godt være en kamel og sluge, og en ikke særlig sjov besked at få. Samtidig tænker jeg også, at du har gjort hvad du kunne. Og selvom det bliver en anderledes fødselsdag end det plejer, så kan det måske alligevel godt blive hyggeligt, eller som minimum bare okay. Nogle gange kan tanken om det nemlig være den værste, og så er det egentlig ikke så slemt som man havde frygtet, når man først er i det. Giver det mening?

Bliv ved med at tale om det

Når ens forældre er blevet skilt er det også rigtig vigtigt, at tale om det. Derfor er mit bedste råd til dig også, at blive ved med at fortælle dine forældre om, hvordan du har det. For du skal ikke gå med de trælse tanker eller følelser alene. Derfor synes jeg også du skal fortælle din mor eller far om det, du har skrevet herind. Og at du stadig synes det er svært at forestille dig at holde to fødselsdage.

Snak med dine venner

Jeg kommer også til at tænke på, om du har en god ven eller veninde som du kan snakke med? Det kan nemlig hjælpe at dele det som fylder med en anden. Måske er der også en du kender, som selv har skilte forældre. Og så kan det være meget fedt at snakke sammen om det. Måske kan de også fortælle om, hvordan det var for dem med fødseldage osv. da deres forældre blev skilt.

De sidder klar hos Skilsmissetelefonen

Til sidst vil jeg også lige tippe dig om Skilsmissetelefonen. Der kan man nemlig ringe ind helt gratis. Rådgiverne derinde er vant til at tale med børn og unge hvis forældre et skilte. Man kan både ringe ind med spørgsmål, men også bare, hvis man gerne vil tale om, hvordan man har det. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at hive fat i.

Den første fødselsdag efter ens forældre er gået fra hinanden, kan være svær. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper