Hej Mindhelper


Jeg plejede at være en glad frisk pige, men nu har jeg ikke overskud til noget, jeg er ked af det hver dag, føler ikke jeg duer til noget, og kan slet ikke se meningen med at fortsætte på noget, heller ikke livet.
Ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg kan ikke stå uden indtægt, men jeg kan heller ikke få mig selv til at tage på arbejde…

(18 år)


Hej du

Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at du er rigtigt udmattet i øjeblikket. Det hårdt at gå gennem perioder, hvor energien har forladt en, og det hele virker sort og håbløst. 

Men det er vigtigt du ved, at selvom det hele er uoverskueligt lige nu, så kommer det ikke til at blive ved sådan. Den glade og friske pige er stadig inde i dig, men i øjeblikket er hun lidt træt. 

Hvor længe har du haft det sådan? 

Du skriver ikke noget om, hvor længe du har haft det på den måde, som du har det lige nu. Men det er vigtigt, for der er forskel på, om du har haft det sådan her i 2 uger eller i 6 måneder fx. 

Det er normalt at have kortere perioder, hvor humøret forlader en og energien er helt i bund. Fx. hvis du er gået igennem en svær periode, hvor arbejde har været hårdt. Hvis du har haft en krise af en slags, et kærestebrud, sorg, skuffelse. Eller hvis du lider af vinterdepression. Så vil energien komme tilbage, når der er mere ro på livet igen. Du kan forestille dig, at dit humør er lidt et termometer for, hvordan dit liv går. Er der gråvejr og slud i dit liv, så falder humøret også i temperatur. 

Men hvis den manglende energi fortsætter i lang tid, uden at det begynder at blive bedre. Eller der rigtigt er nogen grund til, at du har det sådan her. Jamen så er det vigtigt, at du rækker ud. For energien skal komme tilbage igen – ellers kan det begynde at være tegn på, at der måske er mere end tristhed og udmattethed på spil. fx. depression eller stress. 

Tag et smut til lægen 

Jeg tænker, at hvis det her du fortæller har varet mere end et par uger, så vil det være en god idé for dig, at tage til lægen og fortælle om, hvordan det går. For en professionel vil kunne være med til at vurdere, om det her er en kortere øv-periode eller om du har brug for en hjælpende hånd til at komme ovenpå igen.

En læge kan også hjælpe dig til at blive sygemeldt fra arbejde, hvis det er nødvendigt. Det er en mulighed, hvis man har det så dårligt, at man ikke kan gå på arbejde i en periode. Og så mister man på den måde ikke sin indtægt, selvom man ikke kommer på arbejde. 

Lidt råd til at passe på dig på dig selv i øjeblikket 

Når du går igennem en periode som denne, så er det ekstra vigtigt, at du prøver at passe godt på dig selv. Det kan være svært at finde motivationen til det, men jeg håber, at du vil prøve alligevel. 

Det behøver ikke være noget stort. Men en lille ting eller to hver dag, som giver dig glæde. En lang gåtur, din yndlings ret til aftensmad, en film der altid gør dig glad, et telefonopkald til en god veninde. 

Du får også lige en artikel her med endnu flere tips til, hvordan man kan passe godt på sig selv. Selvomsorg: 7 tips til at blive din egen bedste ven

Er der nogle i dit netværk, som kan støtte dig 

Har du fortalt nogle andre om, hvordan det går? Det kan være svært at række ud, men de fleste vil rigtigt gerne hjælpe en, hvis man fortæller, at man ikke helt er på toppen. 

Måske du har en far, mor, god veninde eller en anden i din omgangskreds, som du er glad for at snakke med? Selvom det er svært, så kan det være en kæmpe lettelse at dele sine byrder med en anden. Vi har allesammen brug for et ekstra kram og en der lytter engang imellem.  

Headspace står klar til at lytte 

Hvis du har mere lyst til at snakke med nogle, som ikke lige kender dig, er du også altid velkommen hos headspace. Hos headspace kan unge komme og fortælle og få hjælp til det der lige fylder. Intet er for stort eller småt i headspace. De har også en chatfunktion, du kan skrive til. 

Jeg håber at mit svar har hjulpet dig lidt på vej. Du går igennem en svær periode lige nu, men jeg håber at det snart lysner lidt igen. Stort kram herfra. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper