Hej

Jeg er en ung pige på 16 år.
Gennem de sidste måneder har jeg døjet med urregelmæssig menstruation.

Jeg har haft en meget ubehagelige oplevelse hos min egen læge da vedkommende har podet mig vaginalt og taget en test for klamydia selvom jeg er jomfru og aldrig har haft sex før. Mit spørgsmål er om dette er normal procedure ?

(16 år)


Kære du

Selvom det altid er godt at tage til lægen, hvis man er i tvivl om noget, skal man gerne gå derfra med en god fornemmelse i maven. Derfor lyder det også til, at det var en rigtig ubehagelig oplevelse, du havde med den podning.

Uregelmæssig menstruation hos unge piger og kvinder

Du skriver, at du på det sidste har døjet med uregelmæssig menstruation. Selvom vi ikke er uddannet læger her hos Mindhelper, kan jeg læse på Sundhed.dk, at uregelmæssig menstruation er mest udbredt blandt unge piger og kvinder i overgangsalderen.

Derfor virker det også til, at der ikke nødvendigvis er noget unormalt i, at du har uregelmæssig menstruation lige nu. Men det er selvfølgelig noget, der er værd at få tjekket, og derfor var det også godt, at du tog til lægen.

Menstruation og klamydia 

Læser man videre om uregelmæssige blødninger inde på Sundhed.dk, står der også, at klamydia kan være en årsag til, at man døjer med uregelmæssig menstruation. 

Derfor tænker jeg også, at det måske er en normal procedure for lægen, at pode dig for klamydia. Men jeg ved det simpelthen ikke. Det er nødt til at være en læge, som besvarer det spørgsmål, og det har vi desværre ikke ansat hos Mindhelper.

Man skal føle sig tryg hos sin læge

Når vi bliver syge, dårlige eller har brug for hjælp til noget med kroppen, så tager vi til lægen. Det er dem, vi søger til for hjælp, fordi de har en lang uddannelse, der gør at de ved enormt meget om kroppen og hvordan man bliver rask igen. 

Mange synes, at det kan være enormt grænseoverskridende at tage til lægen. For selvom det er deres job at passe på os, kan det være, at det man skal have undersøgt eller snakke om, er det noget som man aldrig har snakket med nogen om før. 

Så selvom det giver mening at pode for klamydia ved uregelmæssig menstruation, forstår jeg godt, hvis du synes det var grænseoverskridende. 

Kan du ringe til lægen?

Hvis du har mod på det, synes jeg du skal prøve at ringe til din læge, og spørge hvorfor du blev podet. Og hvis du også har mod på det, kan det være en rigtig god ide, at fortælle lægen, at du synes det var ubehageligt.

Det kan være at de siger, at der er en regel om, at de skal pode, når man oplever, at der kommer uregelmæssig menstruation. 

Sådan skifter du læge

Hvis du ikke føler dig særlig tryg hos din læge mere, så er det helt okay. Man kan nemlig frit skifte læge, hvis man ikke har lyst til at være hos sin egen læge mere.

Måden du skifter læge på er, at du logger ind med MitID på den del af Borger.dk, hvor man skifter læge og klikker “start”.

Følg linket her, så kommer du ind på den del af Borger.dk, hvor du skifter læge.

Det koster 225kr at skifte læge.

Har du snakket med dine forældre om det?

Her til sidst kommer jeg til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om din oplevelse? Selvom det måske kan være lidt grænseoverskridende at snakke om, så virker det til, at det fylder meget hos dig.

Og når der er noget som fylder, er det vigtigt at man får snakket med nogen om det. For jo længere tid du går med det alene, jo mere kan det begynde at fylde. 

Det kan være ubehageligt at få lavet en undersøgelse hos lægen, når det ikke er noget som man er forberedt på. Derfor håber jeg også, at mit svar har været med til at gøre dig klog på, hvad du eventuelt kan gøre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper