Hej
En jeg har skrevet med har nogle upassende billeder af mig, hvor jeg ikke har tøj på. På billederne kan man ikke se mit ansigt ret meget, men er bange for at de bliver sendt videre eller ender på nettet og kan kobles til mig. Jeg fortryder meget at have sendt dem. Nu skriver vi ikke sammen mere, da vi er blevet uvenner. Har bedt om at få dem fjernet, men ved ikke om de er slettet. Det bekymrer mig, om det kan have en negativ betydning for min fremtidige karriere selvom det ikke er sikkert at de overhovedet bliver delt.
Jeg ville derfor høre om lækkede nøgenbilleder kan få konsekvenser i fremtiden og påvirke ens karriere eller jobmuligheder, da jeg planlægger at søge ind på sygeplejerske uddannelsen, medicinuddannelsen eller psykologiuddannelsen. Kan det påvirke ens ry, og er det noget man bliver vurderet ud fra i tilfælde af at billederne kommer ud på nettet på et tidspunkt?

(17 år)


Kære du,

Jeg kan godt forstå, at du går rundt med tanker om, om de her billeder kan have konsekvenser for dig i fremtiden. Men jeg er virkelig glad for, at du har skrevet til os, for du skal ikke gå med de tanker alene! 

Du er ikke alene  

Du er absolut ikke den eneste, som har stået i den situation, du står i. Det kan føles spændende at udveksle billeder med en, man synes er sød. Det er faktisk ret normalt, at folk gør det.  

Det betyder dog ikke, at det er mindre ubehageligt når man ikke har samme tillid til den person, som har modtaget billeder af en, som man havde da man sendte dem.  

Pludselig er man ikke selv i kontrol over, om ens private billeder forbliver private, og det kan føles ekstremt grænseoverskridende.  

Men du har altså ikke gjort noget mærkeligt eller forkert.  

Det er ikke din skyld! 

Det er mega vigtigt for mig at sige til dig, at hvis dine billeder bliver delt, så er det ikke din skyld. For når man sender nøgenbilleder til en anden person, så gør man det i fortrolighed med kun den person.  

Og derfor er det heller ikke okay, eller lovligt, for den anden person at dele private billeder af en med andre.  

Så selvom jeg godt kan forstå, at du går med en følelse af fortrydelse, fordi du frygter, hvad der kan ske med billederne, så skal du bare vide, at du ikke har gjort noget forkert, og at det ikke er din skyld.  

Frygten for tillidsbrud  

Lige nu virker det til, at du går med en stor frygt for, om vedkommende kunne finde på at dele billederne. Den frygt kan jeg godt forstå er rigtig ubehagelig at gå med, for du har ingen kontrol over, hvad der sker.  

Men det lyder også som om, at du har taget alle de rigtige beslutninger ift. at prøve at sikre dig mod, at de bliver delt.  

I vores guide til, hvad man kan gøre, hvis man fortryder at have sendt nøgenbilleder, kommer vi nemlig ind på de vigtigste ting, du kan gøre, hvis det er sket.  

Og et af de første er nemlig at skrive til personen, som har fået billederne, at man gerne vil have dem slettet. Derudover kan du fortælle vedkommende, at det faktisk er ulovligt, hvis ikke de sletter dem.  

Fordi I begge er under 18 år, betragtes det nemlig som børneporno, og det er både ulovligt at dele, men også blot at have liggende på sin telefon eller computer. Og hvis du ikke allerede har gjort det, så husk, at det også er vigtigt, at du selv sletter billederne fra din egen telefon eller computer.  

Kan det få konsekvenser for dig? 

Jeg kan godt forstå, at du går med en frygt for, om de her billeder kan ende steder, som ikke er okay. Det er helt naturligt, at du tænker over det.  

Og jeg kan også godt forstå, at du som led i det tænker: Kan det ramme min fremtid? 

Helt konkret skal du vide, at det ikke kan påvirke, om du kan komme ind på en uddannelse eller ej. Dit privatliv har nemlig intet at gøre med, om kan blive en dygtig læge, sygeplejerske eller psykolog.  

Samtidig må en arbejdsgiver heller ikke vælge dig fra som kandidat til et job pga. dit privatliv. Det står i lovgivningen.  

Jeg håber, at det kan give dig lidt ro i sjælden at vide, at loven er helt på din side i den her sag.  

SletDet Rådgivningen 

Du skal også vide, at hvis dine billeder skulle komme på nettet, så er det noget politiet og myndighederne tager meget alvorligt. Og der er mange steder, hvor du kan få hjælp og rådgivning.  

Allerede nu kan du skrive til SletDet Rådgivningen, hvis du har brug for flere gode råd til, hvad du kan gøre. Men de kan også hjælpe dig med rådgivning, hvis dine billeder bliver delt.  

Vid, at du ikke er alene om det her. Der er desværre andre der har prøvet det før, men det betyder også, at der står en masse mennesker klar til at hjælpe dig, hvis du får brug for det. 

Sig det højt 

Måske kan det her råd føles lidt angstprovokerende: at tale om situationen. Det er jo præcis det, man et eller andet sted forsøger at undgå.  

Men husk på hvad vi har fortalt dig indtil nu: det er normalt at sende billeder til nogen, man ses med. Langt de fleste vil kunne genkende følelsen af at være blevet usikker på situationen efter at have sendt nogle intime billeder til en person.  

Jeg håber, at du kan hvile nok i, at der ikke er noget galt med dine handlinger til, at du kan tale med folk omkring dig om det.  

Det er en måde, at tage ejerskab over situationen og ikke længere lade personen, som er i besiddelse af billederne, have alt kontrollen.  

Du kan egentlig tage noget af kontrollen tilbage ved f.eks. at fortælle dine forældre om, hvad der er sket eller dele det med nogle venner, som du måske vil finde ud af har oplevet noget lignende.  

Kan du give slip på det? 

Selvom det er en møgubehagelig følelse, at en anden person potentielt kunne dele dine billeder med andre, så håber jeg, at du kan give lidt slip på frygten. Du har nemlig gjort alt det, du kan gøre.  

At kontakte personen, at skrive til os og at eventuelt følge nogle af vores råd og tale med folk i dit liv om situationen, er præcis de skridt, du kan tage lige nu.  

At forsætte med at bekymre dig om det hele tiden, vil bare blive mega udmattende for dig. Det er jo slet ikke sikkert, at det, du frygter, sker! Faktisk er det meget sjældent, at folk deler andres billeder.  

Så prøv at fortæl dig selv, at du har gjort alt, hvad du kan, og se om du kan finde lidt ro i at give slip på det.  

Vi sender dig en masse positiv energi, og håber, at svaret kan hjælpe dig på vej. 

De kærligste hilsner fra Aske og Stephanie