Spring til hovedindhold
Udgivet: 22/10/2026

Hej Mindhelper

Jeg havde et godt øje til en fra min teatergruppe og han fandt ud af det mens han var ude i byen. Han ringer så til mig midt om natten samme aften og spørger om han ikke må overnatte hos mig. Jeg siger ja, men at der ikke skal ske noget fordi han er fuld. Jeg havde forventet at han bare ville have et sikkert sted at sove, men det viste sig at han prøvede at få sex ud af mig og overskred mine grænser ved at røre mig på brysterne og skridtet adskillelige gange trods jeg sagde nej flere gange. Jeg smed ham hurtigt ud da han vågnede dagen efter, da han fortsatte sin ubehagelige opførsel. Jeg føler at det er min egen skyld og jeg er bange for hvordan de næste teatermøder bliver med ham. Jeg har ikke nogen at fortælle det til. Jeg er bange for at blive dømt. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 22 år)


Kæreste du,

Shit en ubehagelig oplevelse… det er på ingen måde din skyld.  

Man bør kunne udvise interesse i et menneske, uden det automatisk er udtryk for, at man vil have sex med dem, og uden at man får sine grænser overskredet… 

Jeg kan virkelig godt forstå, at dine grænser er blevet overtrådt her.  

Skylden er ikke din 

Jeg synes det er enormt vigtigt at understrege i uendeligheden, hvor lidt det her er din skyld.  

Desværre er det ikke unormalt, at man kan få en følelse af at være skyldig efter at have oplevet at en anden har overskredet ens grænser og gjort noget, som ikke er okay.. 

Men her er det virkelig vigtigt for mig at fortælle dig, at du intet har gjort forkert, og at du ingen skyld har i den her situation. 

At give en ven lov til at overnatte i din lejlighed, er ikke sammenligneligt med at ligge op til noget som helst. At du gentagende gange har sagt nej til hans tilnærmelser gør blot situationen endnu tydeligere.  

Han har 100% selv ansvaret for at aflæse situationen, lytte efter hvad du siger, generelt opføre sig på en ordentlig måde. Alle de ting har han ikke formået. Det er ikke din skyld.  

Hvad så nu?  

Desværre er situationen lige nu, at I to går på samme teaterhold. Og at I formentlig kommer til at se hinanden igen. 

Jeg håber, til en start, at du ikke lader det holde dig væk fra teatergruppen. Det ville være enormt ærgerligt at skulle afgive noget, fordi en anden person har gjort en ubehageligt tilpas.  

Derfra skal du selv mærke efter, hvad der er det rigtige for dig. Nogen ønsker at tale med personen og fortælle dem, hvordan de oplevede situationen, men det er ikke alle, som har lyst til det.  

For at finde din egen vej i det, kan det være en rigtig god idé med noget konkret rådgivning.  

Det kan hjælpe utroligt meget at tale højt om det 

Jeg kan sagtens forstå din tvivl om at fortælle andre, om den episode du har været udsat for.  

Utroligt mange som oplever grænseoverskridende adfærd eller overgreb beskriver, at de i perioden efter går med meget tvivl og skam, og har svært ved at dele det med andre.  

Og den reaktion og tanke er fuldstændig forståelig og okay. Men du skal vide, at det kan hjælpe rigtig meget at tale højt om det som er sket. Og du skal vide, at der er flere steder, hvor du kan få hjælp.  

Hvis du har brug for at sige eller skrive det højt til nogen, så kan jeg virkelig anbefale Girltalk eller headspace. De er nemlig vant til at tale med unge, og deres rådgivere er så søde og dygtige.  

Men hvis nu, at du finder ud af, at den her grænseoverskridende episode faktisk fylder ret meget, så skal du ikke tøve med at tage fat i Center for voldtægtsofre eller din egen læge.  

For når ens grænser bliver overtrådt, så kan det godt være noget man først reagerer på senere. Men så er det vigtigt, at man får hjælp! 

Har du en du stoler på? 

Selvom du siger, at du ikke føler, at du har nogen, som du kan dele det her med. Så kommer jeg alligevel til at tænke på, om du har en ven, veninde eller et familiemedlem, som du er tæt med og stoler på?  

Og om der måske kunne være en af dem, som du kunne overveje at fortælle, hvad der er sket.  

Når du frygter, hvad andre kan tænke, og du frygter at blive dømt, så prøv at vend situationen rundt. 

Hvis en af dine gode veninder kom og fortalte, at det samme var sket for hende, ville du så dømme hende? 

Jeg kan i hvert fald fortælle dig, at det ville jeg ikke. Og jeg dømmer bestemt heller ikke dig. Jeg er så ked af at høre, at du har fået dine grænser overtrådt. Og jeg synes du er så sej, at du rækker ud efter hjælp <3  

Du er sej  

Jeg er virkelig glad for, du har skrevet ind. Det udviser meget mod og styrke at tage fat i sådan en situation her og få den processeret og afviklet.  

Jeg ønsker for dig, at du får fat i noget mere rådgivning så du kan få støtte i den her situation. Og så du kan blive bekræftet i, at du intet har gjort forkert.  

Jeg sender dig alverdens trygge og gode energi, og håber, at du finder en god person at tale med om det hele <3  

De allerkærligste hilsner fra Stephanie

Var svaret nyttigt for dig?