Hej

jeg er en pige på 15 år. Jeg har haft en bedste ven da jeg var lille og vi var hele tiden sammen. Vores forældre er bedste venner så vi har været på ferie sammen og spiser meget sammen
Da vi blev ældre var vi stadig fint nok venner men det var ikke noget særligt. I starten af 8 klasse ændret jeg mig og fik et “glow up” hvilket os betyder at “han” virket mere interesseret i mig. Han begyndte at flirte rigtig meget og jeg blev vild med ham. Han var noget af en player og spillede på mange piger. Og han flirtet med den her anden pige fra min klasse. Hvilket gjorde mig virkelig ked af det. Jeg tvang mig selv til at komme over ham og han flytted skole fordi at han skulle på efterskole i 9 klasse. I starten af 9 klasse gik de ret godt jeg følte jeg var over ham og det var så rart. Men så holdt min veninde en fest og “han” var inviteret han flirted totalt meget med mig og det endte med at vi kysset flere gange. Og flirted rigtig meget. Det var mit første kys så jeg var virkelig glad. Dagen efter hørte jeg ikke noget fra ham. Han skrev ikke eller sagde noget til mig det hele var bare som om intet var sket. Jeg så at han var til fest. Det betyd intet for ham. Hvad skal Jeg gøre.

(15 år)


Kære Du

Det kan godt gøre ret ondt, når fyren, som man er vild med flirter og kysser med en, og så bagefter slet ikke skriver eller noget. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt det. 

Det er naturligt 

Du skriver, at du har kendt ham fyren siden I var små, og at I begyndte at flirte i starten af 8. klasse. Du skriver også, at du i starten af 9. klasse følte dig helt over ham, men at I mødtes igen til en fest, hvor I flirtede og kyssede. Det lyder som en rodet og forvirrende situation. Derfor kan jeg også godt forstå, at du synes det er svært at finde ud af, hvad du skal gøre. For når man pludselig støder ind i en, som man tidligere har været vild med og flirter og kysser, er det normalt, at det kan bringe følelserne frem igen. Og på den ene side er man måske mega glad for at have fået sit første kys, men på den anden side, kan det også godt være noget af en mavepuster, når fyren ikke skriver efter man har kysset. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at det gør dig forvirret og ked af det. 

Det kan godt blive bedre 

Du skal vide, at selvom det gør ondt og føles svært og forvirrende lige nu, så kan det godt blive bedre. Lige med kærestesorger er tiden ofte ens bedste ven. Derfor oplever de fleste også, at tankerne og følelserne for den anden med tiden begynder at fylde mindre og mindre. Ligesom det lyder til, at du også oplevede i starten af 9. klasse, hvor du følte dig helt over fyren. Og der skal du nok nå til igen. Der går måske bare lidt tid, fordi kysset og flirteriet har bragt alle de gamle følelser tilbage igen. 

Og selvom tiden gør en stor del af arbejdet, er der heldigvis også andre ting, som man kan gøre, for at komme over en fyr. I vores artikel om kærestesorger kan du læse lidt mere om, hvad man kan gøre, for at komme videre. Og rådene kan også sagtens bruges selvom det ikke er en kæreste, som man skal over. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med dine venner om det 

Når man går og tumler med nogle svære tanker og følelser, kan det være en rigtig god ide at tale med nogen om det. For det kan være rigtig rart og lettende. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogle af de venner om, hvordan du har det. Måske der også er nogle af dem, som har prøvet at kysse og flirte med en, som ikke skrev til dem bagefter. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det, og om hvad de gjorde i den situation. Og uanset om de har eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at der er nogle ting som fylder og er svære. 

Girltalk 

Jeg kommer også til at tænke på, om du kender til Girltalk? Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare rådgivere, som er vant til at skrive med unge piger, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig rare at chatte med, når den fyr, man har kysset med, ikke skriver til en. Det er helt gratis og anonymt. Du kan både chatte med dem eller sende dem en SMS. Så dem kan jeg varmt anbefale dig. 

Det kan være mega hårdt, når den fyr man har kysset med ikke skriver eller kontakter en bagefter. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper