Hey.
Jeg rækker ud, fordi jeg har brug for nogle tips eller lidt hjælp. Jeg har på det sidste været i et ’situationship’ med en, der har borderline. Det føltes utrolig intenst og godt i starten, men fra den ene uge til den anden gik det ned ad bakke, og vi endte med at gå fra hinanden en søndag aften.Jeg har i mellemtiden læst op på, hvad borderline er, men jeg havde ikke regnet med, at det ville være så voldsomt. Siden bruddet har jeg følt mig følelsesmæssigt tom. Det er, som om jeg er helt paf og befinder mig i en form for indre tåge, som er svær at kæmpe sig ud af for at komme videre. Vi afsluttede forholdet på en god måde, hvor vi skrev om hendes følelser, og hvad hun mente var bedst. Alligevel er jeg stadig forvirret og føler mig ikke som den samme person som før. Det har været en hård kamp, selvom det nu er to uger siden, vi slog op.

(Dreng, 20 år)


Kære dig,

Det kan gøre helt sindssygt ondt, når det forhold man havde med en anden person går itu. Så jeg kan godt forstå, at du er i vildrede og føler dig forvirret og ‘anderledes’, end inden bruddet. 

Har du skrevet ind før? 

Når jeg læser dit spørgsmål, så kommer jeg til at tænke på, om du har skrevet til os før?  

I sidste uge udgav vi nemlig brevkassespørgsmålet: Hun skrev, at hendes følelser var forsvundet. Der er mange ligheder mellem det spørgsmål, og de ting du spørger om her.  

Derfor tænker jeg, at det måske også er et spørgsmål, du har skrevet ind med? 

I dét svar kommer vi med bud på, hvordan du kan håndtere de svære følelser, du går igennem lige nu. De bud tænker jeg stadig er super relevante for dig nu. Derfor tænker jeg, at det giver god mening, hvis du også lige læser det svar igennem.  

I mit svar til dig her vil jeg mere fokusere på nogle af de nye informationer, som du skriver til os med 🙂  

Det kan tage lang tid at komme sig efter et brud 

Først og fremmest så bider jeg mærke i, at det er to uger siden i slog op.  

Når man slår op, så kan to uger både føles som de længste to uger i ens liv, men det kan også føles som to uger, hvor man bare har det helt forfærdeligt. Og begge dele er helt normalt.  

Jeg kan huske da min første kæreste slog op med mig. Der brugte jeg de første 14 dage i sengen og græd utroligt meget. Og jeg kan huske, at jeg også havde en følelse af at være helt vildt forvirret, ked af det og tom.  

Så det jeg egentlig bare prøver på at sige er, at dine følelser er helt forståelige og normale. Også selvom de kan være vildt ubehagelige. 

Hvordan kan borderline påvirke ens forhold? 

I det andet spørgsmål, som vi udgav i sidste uge, og i det du skriver her, der nævner du, at hun har emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse af borderline type.  

Du skriver ikke så meget mere om det, andet end at du nu har læst lidt op på det, og at det er mere voldsomt, end du havde regnet med.  

Og jeg kan faktisk virkelig godt forstå, at det er de følelser du sidder tilbage med.  

For en af karakteristikkerne ved borderline kan blandt andet være, at relationer kan blive meget intense på kort tid.  

Og måske kan du genkende følelsen af, at man virkelig kan føle sig set, og føle at man har en meget dyb og intens relation?  

Gulvtæppet bliver revet væk under én 

Og hvis man har den følelse med et menneske, så giver det jo rigtig god mening, at man kan føle, at gulvtæppet bliver trukket væk under en, når de så pludseligt bryder relationen.  

Måske kan du genkende, at man kan sidde tilbage med en følelse af at være i tvivl om, hvad der så overhovedet var sandt i relationen? For hvis man virkelig kan lide en person så meget, hvordan kan følelserne så bare forsvinde fra den ene dag til den anden?  

Når jeg læser dit brev, så lyder det lidt til, at det måske også er nogle af de følelser, du sidder tilbage med.  

Og så giver det utroligt god mening, at du egentlig går med følelsen af at være forvirret og tom.  

Men du skal vide, at det bliver bedre med tiden. Det skriver jeg ikke, for at ignorere dine følelser lige nu, men jeg skriver det, fordi jeg håber det kan være et lille lyspunkt for dig, lige nu hvor det hele er svært. 🙂  

Har du fået afklaring på dine egne følelser og ønsker? 

Du skriver, at I fik afsluttet det på en god måde, og at I fik talt meget om hendes følelser.  

Men her kommer jeg til at tænke på, om I også fik snakket om dine følelser og ønsker? 

Jeg er helt med på, at man ikke kan tvinge nogen til at blive sammen med én, hvis de ikke ønsker det. Men derfor kan det stadig være rart at få sagt det højt, hvis man virkelig ikke har det på samme måde.  

Jeg håber, at jeg læser dine spørgsmål på den rigtige måde, for jeg synes det lyder til, at du egentlig var glad for jeres forhold? Er det rigtigt forstået?  

Hvis jeg har misforstået det, så skriv endelig til os igen.  

Så det jeg egentlig bare tænker på, er, om det vil hjælpe dig, hvis du kunne have en samtale, enten med hende eller med en anden du stoler på, om hvordan DU har det?  

For det er også virkelig vigtigt, at du får lov at være i det her brud, med de følelser og tanker du har. Også selv hvis de er anderledes, end den måde hun har det på.  

Få talt højt om det! 

Så det vigtigste jeg tænker, at du kan gøre lige nu herfra er at få sagt det højt, hvordan du har det, og hvad du har brug for.  

For du skal ikke gå med de følelser og tanker alene. Det er megadejligt, at du skriver herind til os, det synes jeg virkelig er sejt gået.  

Nu tænker jeg, at det er vigtigt, at du får delt det med nogen, som du stoler på.  

Du kan fx vise dem det, du har skrevet til os. For her synes jeg faktisk, at du beskriver din situation helt vildt godt.  

Uanset hvad, så synes jeg det er megagodt gået, at du tager ansvar for dine følelser. Jeg hepper på dig og håber, at du snart får det bedre.

De allerkærligste hilsner fra Stephanie