Hej Mindhelper.
Jeg skiftede skole her i sommers. På min nye skole, i min klasse blev jeg hurtigt venner med den her dreng. Han er super sød, og jeg er blevet vanvittigt forelsket i ham. Jeg har haft to kærester i mellem tiden – de har dog ikke holdt så længe.
Jeg har prøvet alt hvad jeg kan for at glemme ham, men jeg kan ikke. Han er i mine drømme. Når jeg ikke ved hvad jeg skal tegne, begynder jeg automatisk at tegne ham. Jeg har altid været i tvivl om hans følser, fordi han skal altid skrive til mig, og kalde mig kælenavne, drille lidt på en sød måde. Han sætter sig altid ved siden af mig. Han prøver altid at komme i kontakt med mig. Han skal også altid puffe til mig. Lidt ligesom det 15-årige drenge normalt gør når de er forelsket i en.
Jeg fortalte ham det til skolens galla. Han sagde at han ikke ville, han siger også at han ikke vil tage stilling til hans følelser, fordi at han føler det er for tideligt at være i et med nogen som helst. Jeg ved ikke om det er en ulykkelig forelskelse eller om han faktisk føler noget, men at han er bange for at satse. Hver gang jeg taler om en dreng, så bliver han tavs.
Kh Ulykkelig Pige
(Pige, 15 år)
Hej Ulykkelige Pige
Du lider som en rigtig modig pige. At du fortæller om dine følelser til en dreng til skolens galla, synes jeg er rigtig flot gjort. For det er ikke altid let at håndtere en forelskelse. Måske er du god til at tale om følelser?
Jeg forstår godt, hvis du synes hans svar er lidt svært at tackle. For hvad skal du så stille op nu?
Mange har svært ved at tale om følelser
Ikke alle er lige trænede i at kende deres følelser og i at tale om dem som du måske er. Du skriver, at du har haft to kærester før. Hvis ham du er forelsket i fx aldrig har haft en kæreste, har han måske ikke været vant til at tale om følelser. Og det kan være, at drengen du er forelsket i simpelthen ikke ved, om han har følelser for dig eller ej endnu. Måske har han heller ikke været forelsket før. Derfor kan være svært for ham at tale om jer to, hvis han ikke ved, hvor han selv står i det hele. Giver det mening?
Udforsk det lige så stille
Hvis han er interesseret i dig, men ikke helt ved, hvor meget eller hvor lidt, kan du prøve at udforske det lige så stille. Han er måske ikke klar til at tale om de samme ting som dig lige nu. Derfor kan du prøve at finde ud af, om han er interesseret i dig uden at snakke om det – i hvert fald i starten. Hvad med at spørge, om han har lyst til at lave noget sammen? Gå en tur, drikke en kop te, tage i biografen eller noget helt fjerde. Hvor I bare taler om hverdagsting og finder ud af, om der er kemi. Gentag det evt. et par gange, hvis det går godt.
Det er naturligt for dig gerne at ville vide, hvad der sker inde i hans hoved. Specielt når du er forelsket i ham. Men nogle gange kan det være værd at holde lidt og lige se tiden an.
Tal med din veninder
Jeg synes altid, at man skal tale om det, der fylder inde i en med andre. Har du en god veninde, som du kan snakke med? Eller måske din mor? Prøv at høre dem om, hvad de synes du skal gøre. Nogle gange er de nærmeste dem der kan give de bedste råd.
Med venlig hilsen Mindhelper