Hej Mindhelper

Jeg er en pige på 16 år og jeg har i lang tid gået rundt og tænkt over at slå op med min kæreste uden virkelig at have en grund til det for han er så perfekt for mig og forstår mig så godt og vi har det virkelig godt sammen og så idag valgte jeg så at sige det til ham og vi snakkede om hvorfor osv men vi valgte ikke at slå op alligevel. Jeg har ingen ide om hvorfor jeg har de her følelser her det er mega træls og jeg er bange for at hvis vores forhold ender finder jeg aldrig en ligesom god for mig som ham plus jeg tror også jeg har et crush på en fra mit arbejde ved heller ikke lige hvad jeg skal stille op med det. Ps vi har været sammen i et halvt år

(16 år)


Kære dig,

Det lyder til at være en svær situation, du står i. Kærlighed kan virkelig være svært nogle gange. På den ene side kan du synes din kæreste er fantastisk og perfekt for dig, og på den anden side føle, at det ikke skal være jer to alligevel. Og når man så også får et crush på en fra arbejdet, hvad gør man så? 

Jeg kan virkelig godt forstå, at det er en forvirrende og svær situation at stå i. 

Tvivl i et forhold er naturligt 

Det er vigtigt for mig at sige, at tvivl i et forhold er helt naturligt. Det er noget, næsten alle par oplever på et eller andet tidspunkt i deres forhold. 

Det er også normalt, at man kan synes, at en anden person, fx én på ens arbejde, er pæn eller sød og måske får et lille crush på dem. Det betyder ikke nødvendigvis, at man ikke skal være sammen med sin kæreste. 

Men selvom tvivlen kan komme og gå, så skal det selvfølgelig helst være rart for begge parter at være i forholdet det meste af tiden. 

Når jeg læser dit brevkassespørgsmål, så lyder det til, at du er i tvivl om, hvorvidt du skal blive i forholdet med din kæreste. Jeg har desværre ikke en opskrift på, hvad du skal gøre, det er nemlig kun dig, som ved hvad der føles rigtigt. 

Mærk efter 

Det bedste råd jeg kan give dig, for at du kan finde ud af, hvad du skal gøre, er at mærke godt efter i maven, hvad der føles mest rigtigt. 

Du kan for eksempel prøve at forestille dig, at I bliver sammen, eller at I går fra hinanden, hvordan føles det, når du overvejer de to scenarier? Hvad er godt og hvad er skidt ved begge dele. 

Du kan for eksempel skrive dine tanker om det ned på din telefon. Når vi skriver ting ned, så kan det blive mere konkret og virkeligt for os, og det kan også gøre det nemmere at tage en beslutning. 

Så du kan for eksempel lave en note på din telefon, hvor du skriver ned, hvordan du ville føle, hvis I blev sammen; Hvad er fordelene, og hvad er ulemperne? Og modsat, hvad hvis I slog op? 

Tal med dine venner 

En anden god ting man kan gøre for at finde ud af, hvad der føles bedst at gøre, er at tale med sine veninder om, hvordan man har det. Dine veninder kender dig, og måske kender de også din kæreste, derfor kan det være, at de kan hjælpe dig med at tage en beslutning. 

Venskabet behøver ikke slutte 

Nogle gange kan det føles helt forkert og overvældende ikke at være sammen med sin kæreste, fordi man ikke kan forestille sig et liv uden dem. Men der er ingen regler for, hvad man skal gøre, selvom man slår op. 

Derfor behøver det ikke at betyde, at du og din kæreste slet ikke kan se hinanden eller være venner, selvom I slår op. Nogle par finder ud af, at de faktisk er bedre som venner end som kærester. Det er helt okay. 

Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej, og jeg sender dig en masse god energi.

De bedste hilsner fra en Mindhelper