Hej Mindhelper

Jeg har gået frem og tilbage til min eks 5-6 gange de sidste tre år. Vi har maks haft 6 måneders pause. Når det gik godt, som hvis jeg datede en sød fyr eller hvis jeg bare var i et godt sted i mit liv, skænkede jeg ham slet ikke en tanke. Men hvis livet begyndte at køre skævt, kunne jeg ikke tænke på andet og torturerede mig selv over vores brud. Så endte jeg altid med at skrive til ham og spørge om vi skal finde sammen igen.. han går altid med til det og vi er ligesom med til at fodre det her usunde mønster. Men nu har vi været sammen i over et år, vi står i den situation igen, hvor jeg gerne vil videre med mit liv og lukke det her kapitel. Jeg har tanker i baghovedet som frygter, at hvis jeg går fra ham, så ender jeg alene og får ikke de børn eller den fremtid som jeg ønsker mig, selvom jeg inderst inde nok ved at han ikke bliver faren til mine børn. Så jeg er i tivl om hvad der holder os sammen og om det overhovedet er kærlighed, eller frygten for at være alene. Jeg vil nødig fortryde i fremtiden, at jeg ikke brød kontakten som 23 årig og valgte mig til fremfor den frygt som lurer i mit baghoved. Jeg vil ikke om 6 måneder skrive til ham igen, så hvad bør jeg gøre?

(23 år)


Kære dig,

Det lyder som en kompliceret situation, du står i. Du er gået fra og tilbage til din kæreste de seneste tre år. Og nu har du igen følelsen af, at du vil lukke kapitlet. Men hvad er det rigtige så at gøre?

Jeg er glad for du har skrevet herind og delt dine tanker med os, for jeg kan godt forstå, at det er en svær situation. 

Det usunde mønster 

Du skriver selv, at den måde tingene har været på, ikke har været sundt. Altså, at du går fra ham, for så at søge tilbage, når tingene går skævt i livet. 

På den ene side giver det god mening, at du søger tilbage til noget du kender, når dit liv bliver usikkert. For vi mennesker har brug for tryghed, og vi finder tryghed i det vi kender. 

Men som du selv skriver, så kan det være en situation som er svær at være i. Både for dig, men også for din kæreste. For når man bliver ved med at slå op, og så blive kærester igen, så kan det føles meget usikkert, når man så er sammen. 

Og nu kan du igen mærke, at du har brug for at komme videre og lukke kapitlet. Men samtidig er du også i tvivl om, hvad du skal gøre. 

Mærk efter og tag en beslutning 

Jeg kan desværre ikke fortælle dig, hvad der er det rigtige at gøre. Men jeg vil gerne give dig råd til, hvad du kan overveje. 

Først og fremmest tænker jeg, at det er vigtigt, du får mærket efter i maven. Du skriver, at du på den ene side føler, at det er et kapitel, der skal lukkes, men samtidig er du i tvivl. 

En god måde at finde ud af, hvad det rette at gøre er, er at skrive ned. Skriv dine tanker og følelser omkring situationen ned. Hvad får dig til at føle, at du skal blive? Hvad får dig til at føle, at du skal gå? 

Lav en liste for og imod. Og overvej derefter hvad der føles som det mest rigtige at gøre. 

I vores artikel: Svært ved at træffe et valg? Her får du en effektiv 5-trins guide, giver vi gode råd til, hvordan du kan komme en beslutning nærmere. 

Tal med dine venner 

Udover selv at tænke over, hvad der er rigtigt at gøre, så kan det være en rigtig god ide at tale med dine venner. 

Dine venner kender dig, og måske også din kæreste. Derfor kan de måske også komme med nogle nye perspektiver og ting, du kan overveje. Det kan også være de har et godt råd til, hvordan du kan tage en beslutning. 

Uanset hvad, så kan det være mega rart at få sat ord på sine tanker og følelser. Især når de fylder meget indeni én. 

Stå ved din beslutning 

Når du tager en beslutning, så er det vigtigt at du står ved den. Din kæreste og dig har skiftet mellem at være sammen og hver for sig i flere år nu. Men det virker også til, at du har brug for, at der kommer en afklaring på det hele. 

Derfor tænker jeg, at det ville være godt, hvis du står ved den beslutning, du tager. Hvis du vælger at gå fra ham, så fokuser på dig selv, og find en måde at håndtere modgang på, som ikke involverer at gå tilbage til ham. 

Og omvendt, hvis du kan mærke at det rigtige er at blive sammen, så fokuser på at skabe et godt og trygt forhold. Og når jeg siger stå ved din beslutning, kan det lyde meget sort/hvidt. Det vigtige her er, at du respekterer dine egne følelser og beslutninger. 

Headspace har fantastisk rådgivning 

Nogle gange kan det være rart at tale med nogen, som ikke kender én eller ens situation. Her kan jeg varmt anbefale Headspace. Headspace er en organisation der hver dag hjælper unge, som har det svært. 

De har afdelinger i de fleste større byer i Danmark. De tilbyder både fysisk eller online rådgivning, og så kan man være helt anonym, hvis man har brug for det. 

Det kan være rigtig svært, når man ikke ved, hvilken beslutning der er den rette. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du ikke er sikker på, hvad du skal gøre. Men det kan hjælpe rigtig meget at tale med nogen om det. 

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig godt på vej, så du kan få taget en beslutning.

De bedste hilsner fra en Mindhelper