Min kæreste begynder nogle gange at græde helt uden nogen grund. Og hun er også tit træt for tiden. Skal jeg være bekymret for hende?

Hey brevkassen…

Min kæreste græder nogen gange helt uden grund. Hun ved ikke hvorfor… Hun er også tit træt for tiden… Skal jeg være bekymret?

(Dreng, 14 år)


Kære 14-årige dreng.

Det lyder, som om du er en rigtigt god kæreste, der er opmærksom på, om din kæreste har det godt. Det er super dejligt at læse. Og jeg kan godt forstå, hvis du er bekymret for din kæreste. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Der kan være mange grunde
Der er rigtigt mange forskellige grunde til, at man begynder at græde uden, at der lige er en åbenlys grund til det. Det kan for eksempel være, at man har rigtigt mange ting, man skal nå, og derfor hurtigere bliver ked af det. Det kan også være humørsvingninger, som man tit oplever, når man er teenager. Eller nogen kan opleve at græde uden nogen grund, fordi de har en depression.

Hvis man har en depression oplever man at gå rundt og være ked af det meget af tiden. Og man har tit nemmere ved at begynde at græde end normalt. Ligesom man kan føle sig rigtigt træt og energiløs. Lidt ligesom nogle af de ting, du beskriver hos din kæreste. Men det behøver ikke betyde, at det er en depression. Træthed er for eksempel også noget rigtigt mange teenagere oplever. Og det er fuldstændigt normalt. Men hvis du kan genkende mange af tegnene hos din kæreste, er det en rigtigt god idé at snakke med hende om det. Så hun ved, at du er der for hende, hvis hun har brug for dig.

Snak med din kæreste
Jeg har lige skrevet, at det vil være en rigtigt god idé at snakke med din kæreste. Og det er faktisk også det allerbedste råd, jeg kan give dig. Det kan nemlig være svært for mig at vide, om du skal være bekymret for din kæreste. Fordi jeg jo ikke kender hende. Men den bedste måde at finde ud af, om der er grund til at være bekymret, er ved at snakke med hende. For så kan hun selv fortælle, hvordan hun har det lige nu.

Så jeg synes, du skal fortælle dine kæreste, at du har lagt mærke til, at hun nogle gange bliver rigtigt ked af det. Og at du faktisk ikke helt ved, om du skal være bekymret for hende. Og så er det også vigtigt, at du viser hende, at du er klar til at snakke med hende, hvis hun har det svært. Så hun ved, at hun har dig at støtte sig op af. Hvis du har lidt svært ved at finde ud af, hvordan du skal starte samtalen med hende, har jeg linket til en guide til at snakke om de svære ting. Den er godt nok skrevet om venskaber, men jeg tænker sagtens, at du kan bruge den alligevel. Du kan også prøve at læse vores artikel om, hvad man kan gøre, hvis man er bekymret for nogen. Den er også skrevet til venskaber, men jeg tænker sagtens, du kan bruge den alligevel.

Få snakket med nogen selv
Nogle gange kan det godt komme til at fylde rigtigt meget, hvis man ikke helt ved, om man skal være bekymret for en anden. Og så er det rigtigt vigtigt, at man får snakket med nogen om det. Så det ikke får lov til at blive større og større indeni en selv. Derfor synes jeg, at du skal prøve at finde nogen, du er tryg ved. Og så fortælle dem, at du ikke helt ved, om du skal være bekymret for din kæreste. Det kunne for eksempel være dine forældre, du valgte at snakke med. Eller måske nogle venner? Tit hjælper det nemlig lidt bare at få sat nogle ord på. Men det kan jo også være, at den du vælger at snakke med, selv har stået i en lignende situation. Og kan give dig nogle råd til, hvad du kan gøre?

Jeg håber, mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at din kæreste er okay.

De bedste hilsner fra en Mindhelper