Spring til hovedindhold
Udgivet: 20/09/2026

Hej Mindhelper

Jeg har et crush, men jeg tror at der er en anden pige i min klasse (jeg går i 5. Klasse, og er 12 år) der også kan lide ham. Men heldigvis tror jeg at han også kan lide mig, fordi at jeg har skrevet til ham at jeg kan lide ham, og han var bare sådan; ‘ok’ (det var en lørdag jeg gjorde det, så jeg gik bare og ventede på at det blev mandag igen, så jeg kunne se ham igen. Det gør jeg hver weekend). Og så da jeg kom i skole om mandagen så kiggede han lidt anderledes på mig end ellers, og da vi skulle have dansk skulle vi skrive historie og den skulle være på mindst 500 ord, og han havde skrevet sådan 200, og jeg havde skrevet cirka 2000 😅 Men det var en RIGTIG dejlig følelse da han pludselig sagde: “Har du skrevet 2000 ord! 😱” Det var en rigtig god følelse! 😊

(Pige, 13 år)


Kære du,

Wow, det kan simpelthen føles så fantastisk at være forelsket. Jeg synes, du beskriver dine følelser så fint, og jeg kan nærmest selv mærke følelsen, når du beskriver den! 

Forelskelse er fyldt med følelser  

Som du også skriver, så er forelskelse ret vildt. Det er lidt som en rutsjebane af følelser: de går både op og ned og kan nærmest slå knuder om sig selv.  

Og det kan både føles helt fantastisk, men også nervepirrende og usikkert.  

Sejt, at du har fortalt, hvordan du har det  

Jeg synes det er ret sejt gået, at du har fortalt ham, hvordan du har det.  

For i sidste ende, så er det jo den eneste måde man 100% kan finde ud af, om ens følelser er gengældt. Nemlig ved at turde fortælle, hvordan man har det.  

Så uanset, hvordan det ender mellem dig og ham, så synes jeg i hvert fald, at du er virkelig sej. Og det er utroligt modigt, at du har været ærlig om dine følelser! 

Er det gengældt? 

Det lyder også som om, at du nu går og tænker på, hvordan han har det, og om han også er forelsket i dig.  

For i hans svar til dig, skrev han ikke rigtig, hvordan han har det med det.  

Vi har faktisk skrevet en artikel om, hvordan man kan finde ud af, om den man er forelsket i, også er forelsket i én selv. Den kan selvfølgelig ikke give dig et 100% svar, men den kan måske give dig nogle hints.  

Kærlighed kan også gøre ondt 

Jeg håber selvfølgelig, at dit crush også kan lide dig! 

Men desværre, så kan kærlighed også nogle gange gøre så dælens ondt. Især, hvis ens crush ikke kan lide en tilbage.  

Hvis det skulle ende sådan for dig, så vil jeg også bare lige dele vores artikel om ulykkelig forelskelse med dig. For i den skriver vi, hvad man kan gøre for at komme godt videre.  

Jeg håber selvfølgelig ikke, at du får brug for den. Men nu har du den i hvert fald.  

Jeg hepper på dig, og på kærligheden!  

Kærlige hilsner fra Stephanie

Var svaret nyttigt for dig?