Den fyr jeg har noget med, har fundet sammen med min gamle bedste veninde, der sårede mig meget. Jeg vil allerhelst cutte kontakten til dem, men jeg har en masse fællesvenner med fyren, og jeg vil ikke have drama.

Hej Mindhelper

Jeg var begyndt at få noget med den her dreng, men eftersom jeg er levet såret meget i fortiden var jeg fra start åben om, at han ikke skulle fylde mig med tomme ord og løfter, hvis han ikke mente det. Lige som jeg begyndte at stole på ham vil han ikke mere. Vi er sidenhen blevet venner fordi vi er i samme vennekreds og går til de samme fester, selvom det har gjort at det har taget så lang tid for mig at komme over ham og det svigt han gav mig. Nu har han fået en ny pige, og jeg har fået en ny fyr. Jeg er glad for hans vegne, der er blot et problem; pigen han har fået noget med var min bedste veninde førhen i tiden. Vi var uadskillelige men pludselig vendte hun ryggen til mig og skar al kontakt. Det har gjort at jeg har haft utroligt svært ved, at stole på mennesker (selvom det er mange år siden) – heribland ham fyren. Jeg vil allerhelst cutte alt kontakt til ham, for har ikke lyst til at være tæt med mennesker som er tæt med hende, da det minder mig om en tid hvor jeg virkelig har været såret og ulykkelig. Problemet er at jeg har en masse fællesvenner med drengen, og jeg vil ikke have drama – men samtidig kan jeg bare ikke klare tanken om at en af mine venner (drengen) er sammen med en pige der har forvoldet mig så meget sorg og smerte. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17 år

Det lyder som en mega svær situation, du står i lige nu. Så jeg er glad for, du har skrevet herind og delt dine tanker.

Hvem går det mest udover?

Jeg kan godt forstå, at det er mega hårdt at se den dreng, du var sammen med være sammen med din gamle bedste veninde. For det er to mennesker, som faktisk begge to har såret dig ret meget. Så jeg forestiller mig, at det må give dobbelt op på følelser af svigt og tristhed at se de to mennesker sammen. Men når jeg læser dit brev, kan jeg heller ikke helt lade være med at tænke på, at det lyder som om, du faktisk også er lidt vred på din gamle bedste veninde? Er det rigtigt forstået? Hvis det er, kan jeg godt forstå det. For det lyder som om, der skete noget mellem jer dengang, som ikke var særligt sjovt. Og det er helt normalt at være vred på nogen, som har såret en og gjort en ked af det.

Men det lyder også lidt som om, at den her vrede faktisk kommer til at spænde lidt ben for dig. For jeg tænker på, om det ikke mest er dig selv, det kommer til at gå udover, hvis du cutter kontakten til din vennekreds, fordi du ikke vil se drengen og din bedste veninde? Jeg gætter nemlig på, at du stadig er gode venner med de andre i din vennekreds. Og du behøver jo ikke at have noget at gøre med fyren eller din gamle bedste veninde, selvom du er sammen med de andre. Derfor tænker jeg også, at det bedste du kan gøre er at prøve at give slip på vreden. Jeg ved godt, det er lettere sagt end gjort. Men jeg tænker, at det vil blive nemmere med tiden. For det er for det meste sådan, at jo længere tid der går, jo mere lære man også at være i nærheden af hinanden.

Lav en liste

I sidste ende er du den eneste, der kan afgøre, hvad der er mest rigtigt for dig at gøre. Men når der er en hel masse modstridende følelser, der flyver igennem en hele tiden, kan det være mega svært at mærke, hvad der er det rigtige. Du kan eventuelt prøve at lave en liste med fordele og ulemper ved at cutte kontakten til ham fyren, hvis du har lyst. Det virkeligt smarte ved lister er nemlig, at man har det hele foran sig sort på hvidt. På den måde kan det tit være lidt nemmere at se, om det egentligt er fordelene eller ulemperne, der fylder mest. Og så kan det måske være lidt nemmere at tage en beslutning.

Kan I snakke sammen?

Du skriver ikke ret meget om, hvad der egentligt skete, dengang din veninde pludseligt vendte dig ryggen. Jeg tænker på, om I mon nogensinde har fået snakket det igennem? Og hvis I ikke har det, om du så overhovedet tror, det ville være en mulighed for dig at snakke med hende om det nu? Det giver nemlig vildt god mening, at det gjorde rigtigt ondt på dig, at hun bare pludseligt vendte dig ryggen og brød al kontakten. Det er ikke nogen særligt pæn måde at afbryde kontakten på, hvis det bare skete ud af det blå. Men din veninde har måske også haft sine egne grunde til at cutte kontakten. Og det ville måske være meget godt for jer begge to at høre hinandens side af historien.

Hvis du beslutter dig for at snakke med din veninde, så er det en rigtigt god idé at holde samtalen på din egen banehalvdel. Det vil sige, at i stedet for for eksempel at starte med at sige til hende: “du var virkeligt en idiot, da du bare skar al kontakten,” så kan du i stedet prøve at sige: “jeg oplevede, at du skar al kontakten til mig meget pludseligt dengang, og det gjorde mig rigtigt ked af det.” På den måde holder du samtalen i dine egne følelser og oplevelser. Det åbner for det meste for en mere åben samtale, hvor man kan lytte til hinanden i stedet for at skændes. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man kan håndtere sine konflikter på en god måde. Måske er der noget i den, du kan bruge.

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med nogen om alt det, der er sket? Både med din gamle bedste veninde, ham fyren og at de to nu er sammen? Hvis du ikke har det, så synes jeg nemlig, du skal prøve at gøre det. Hvis du har nogle venner, der ikke er blandet ind i det, så kan du for eksempel prøve at snakke med dem. Når man er i en sådan en situation, hvor det er mega svært at finde ud af, hvad der lige er det rigtige at gøre, så kan det nemlig være mega rart at snakke med nogen om det. På den måde får man nemlig lov til at høre deres tanker om situationen. Og nogle gange kan de måske få øje på nogle ting, som man ikke selv lige har tænkt over.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvad du skal gøre i forhold til ham fyren og din gamle bedste veninde.

De bedste hilsner fra en Mindhelper