Jeg var sammen med en pige fra min efterskole, men henover sommerferien gik det galt. Vi blev ved med at være venner. Men da hun kom til mig med noget meget personligt, kom jeg til at begå en fejl, og nu har vi ikke snakket sammen siden.

Hej.

Til at starte med vil jeg lige fortælle om hvordan jeg er som person. Jeg går i 1.G og jeg gik på efterskole før. Jeg er normalt rigtig udadvendt og god til at snakke om mine følelser med mine bedste venner. Det har jeg altid haft nemt ved. Jeg er normalt en glad og positiv dreng med mange venner. Jeg går meget til fester og andre sociale begivenheder og aktiviteter. Jeg har også en evne til at kunne få andre til at tale om meget dybe og personlige ting, både med mine tætteste, men også med personer jeg ikke kender særlig godt, især piger.

Jeg tror at jeg har en form for depression, jeg er stadig glad når jeg er sammen med folk, men når jeg er alene bliver jeg trist. Det har jeg aldrig rigtig prøvet før, jeg synes det er meget underligt. Jeg har ikke lyst til at have det sådan her. Det vildt nederen, og jeg trives ikke i det. Jeg er ikke den dreng som er trist. Eller det plejede jeg i hvert fald ikke.
Jeg burde snakke med mine venner omkring det, men jeg er bange for det, for jeg tror ikke helt jeg vil anderkende mit problem.

Det skal lige siges at det drejer sig om en pige. For lidt over en måned siden, gik det galt. Jeg var sammen med en pige fra min efterskole, men det gik ikke i sommerferien og hun blev derfor nødt til at stoppe det med mig, og det var super nederen. Vi fortsatte med at være venner, og det var virkelig rart, for os begge. Hun kom til mig med noget meget personligt for 5-6 uger siden. Jeg troede jeg gjorde det rigtige ved ikke at give hende medlidenhed. Det viste sig at jeg tog fejl. Det endte ud i at jeg var en uempatisk idiot, som ødelagde den tillid og tro der var i mellem os. Det endte ud i at hun blev sur, fordi hun mente jeg havde ændret mig, og jeg ikke var den samme mere. Jeg svarede at jeg jo gerne stadig ville have et godt venskab, hvor hun efterfølgende svarede at det var fint at jeg gerne ville, men det viste jeg ikke. Vi har ikke haft nogen form for kontakt siden.
Jeg savner hende, men jeg er bange for at skrive til hende. Fordi jeg er bange for at gøre det værre. Jeg tænker på hende flere gange om dagen, og jeg er træt af at fortælle mine venner om det. De har hørt på det rigtig mange gange, men jeg ved godt at de gerne vil hjælpe mig, men jeg vil ikke belaste dem med det. Jeg føler lidt at jeg burde klare det selv.
Jeg føler virkelig at jeg er i et hul, med et reb der ikke er langt nok til at få mig op.

(Dreng, 17 år)

Kære dreng på 17 år 

Det er super træls, når man bliver uvenner med nogen, man holder rigtigt meget af. Det kan gøre rigtig ondt og kan gøre en rigtigt trist. 

Det er helt normalt 

Det lyder super træls, at du er kommet ind i en periode, hvor du er trist, når du er alene. For det er ikke særligt fedt at være trist. Det kan nemlig være rigtigt hårdt. Men det er også helt normalt at være trist. For tristhed er en helt normal følelse, og det er en følelse, vi alle sammen kommer til at mærke til på et tidspunkt i vores liv. Og jeg tror, det er de færreste, der trivedes med at være triste. Det er nemlig aldrig særligt sjovt, når man står midt i det. Men følelser er lidt ligesom bølger på stranden. De skyller indover en, og er der i en periode. Men på et tidspunkt trækker de sig tilbage og forsvinder igen. 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg faktisk også, at det giver mega god mening, at du er trist lige nu. For det lyder som om, du er blevet uvenner med en pige, som du faktisk er rigtigt glad for. Og når man er virkeligt glad for nogen, så er det helt normalt, at man oplever at blive trist, når man er kommet til at gøre dem kede af det. Det giver også ret god mening, at du mest er trist, når du er alene. For det er der, du har tid til at tænke over alt det her med pigen fra din efterskole. Men når du er sammen med andre, sker der hele tiden noget omkring dig, som kan flytte tankerne lidt fra det. Giver det mening for dig? Men bare fordi det er helt normalt, at du er trist, betyder det selvfølgeligt ikke, at det ikke er mega hårdt. Og jeg synes stadig, det ville være en mega god idé at snakke med nogen om det.  

Skriv til hende og sige undskyld 

Det er aldrig særligt sjovt, når man kommer til at gøre nogle sure eller kede af det. Slet ikke når man faktisk troede, man gjorde det rigtige. Og det lyder lidt som om, det er det, der skete for dig med pigen fra din efterskole? Det må være mega svært. Og jeg kan virkeligt godt forstå, du savner hende. Men jeg kan også godt forstå, det er svært for dig at skrive til hende. For det giver virkeligt god mening, at du er bange for at komme til at gøre det hele værre. Men jeg kommer også til at tænke på, om det næsten kan blive værre, end det er nu?

Det lyder jo ikke som om, I snakker lige nu. Og det lyder som om, hun blev ret ked af det. Så det kan jo nærmest kun blive bedre herfra. Derfor synes jeg, det ville være en rigtigt god idé at skrive til hende igen og sige undskyld. Det lyder jo som om, du godt selv ved, hvad det var, du gjorde forkert. Og hvis du indrømmer det overfor hende, siger undskyld og fortæller hende, at du er rigtigt ked af det. Så tænker jeg, at der er en chance for, at hun godt kan tilgive dig. For de fleste mennesker kan godt tilgive en, hvis man bare indrømmer, at man godt ved, at man har lavet en fejl. Og så siger undskyld for den fejl, man har begået og prøver at gøre det bedre i fremtiden. 

Bliv ved med at snakke med dine venner 

Jeg kan godt forstå, at du kan blive bange for, om dine venner synes, det er belastende, at du bliver ved med at snakke med dem om pigen fra din efterskole. Men jeg kommer til at tænke på, hvordan du selv ville have det, hvis du vendte situationen om? Og det var en af dine venner, der havde vildt meget brug for at snakke om en pige, han holdt meget af, som han var kommet til at såre? Ville du så synes, at han var belastende? Eller ville du mere bare have lyst til at hjælpe ham? Fordi du faktisk synes, at det var rigtigt synd for ham, at han var så ked af det? 

Jeg tænker, at du mest ville føle noget i retning af det sidste. For det lyder som om, du faktisk er en ret empatisk fyr. Derfor tænker jeg også, at det ville være vildt godt for dig at blive ved med at snakke med dine venner om hende pigen. Så du ikke skal gå med alle de her tanker omkring hende helt alene. Samtidigt tænker jeg også, det ville være en super god idé at snakke med dem om, at du faktisk også går og føler dig trist. Tristhed er nemlig en følelse, der har det med at bygge sig op og komme til at fylde mere, hvis man går med den for meget alene. Og det lyder jo faktisk som om, du har nogle rigtigt søde venner, der gerne vil lytte til dig og snakke med dig. 

Tag fat i Headspace 

Hvis du har brug for at få vendt situationen med nogen, der ikke kender dig, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super dygtige frivillige klar til at snakke med dig. Og der er ikke noget, der er for småt eller for stort at snakke om hos Headspace. Så snart man har brug for nogen at snakke med, er man altid velkommen. De frivillige rådgivere er super dygtige, og så kan du være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du og pigen finder ud af det og bliver gode venner igen. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper