Hej Mindhelper

Jeg har mange tanker. Dårlige og gode. Og mit hoved er fyldt helt op.

er lige kommet ud af et forhold der varede over 6 måneder. Han fik en depression. Og efter det er alt bare blevet meget værre.
Jeg er gået igennem mange ting, og lige nu føler jeg bare at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Jeg har brug for hjælp.
Jeg er også maks presset på min uddannelse, så det fylder også meget i mit hoved.
Jeg tænker på min ”eks” hele tiden, hvert minut. Jeg falder i søvn til meditation, for ellers kan jeg ikke sove, fordi jeg tænker på ham hele tiden.
Jeg håber at han en dag skriver, at han er klar igen. Men så, er jeg det? Jeg ved det ikke. Jeg har bare brug for ham, jeg har delt alt med ham? Det kan ikke passe at vi ik ender sammen igen. Det er ham der fylder allermest lige nu.

Det hele er bare svært. Jeg har en fasade på hver dag, og det også bare hårdt

(17 år)


Hej 17 årig

Det lyder til, at der sker rigtigt meget i dit liv lige nu. Og at du er max presset. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind til brevkassen. For det behøver du ikke gå alene med. 

Kærestesorg er rigtig sorg  

Jeg er ked af at høre, at det ikke gik med din kæreste på grund af depressionen. Det er rigtigt trist, men desværre meget normalt, at det kan være svært at overskue et kæresteforhold, hvis man oplever depression. Og det lyder til, at din kæreste derfor har stoppet forholdet?
Når jeg læser dit brev, så kan jeg også sagtens mærke på dig, at det er hammersvært lige nu. At du savner ham mega meget og håber på, at han bliver klar igen på et tidspunkt. Og det kan jeg sagtens forstå, for det lyder til, at I var rigtigt tætte.

Desværre kan hverken du eller jeg vide, om han snart kommer ovenpå igen. Og om I kunne have lyst til at genoptage forholdet på det tidspunkt. Derfor er det bedste nok at prøve at få hverdagen til at fungere uden ham. Selvom det måske føles lidt håbløst lige nu, så kan det sagtens blive godt igen.  

Når man går igennem et brud med sin kæreste, så er det helt normalt at blive ramt af kærestesorg. Og det er netop hvad det lyder til: en slags sorg. Ligesom man kan sørge, hvis man mister et familiemedlem. Din krop sørger over, at have mistet et menneske i dit liv, som virkeligt betød meget for dig. Så går kroppen i en slags krise, hvor den prøver at finde ud af, hvordan søren den skal håndtere alle de her mange forskellige følelser og tanker. Derfor kan perioden efter et break-up også føles rigtigt ulykkelig. Det vigtigste du skal vide er dog, at kærestesorgs-perioden er midlertidig. Det kommer ikke til at føles sådan her for evigt. Du er helt biologisk indstillet til, at du nok skal få det bedre med tiden. 

Du kan læse meget mere om kærestesorg i denne artikel – Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste. Der står en masse viden og råd, som jeg tror kunne være hjælpsomt for dig i den her periode. Læg især mærke til delen om ‘De 4 faser i et break-up’. Jeg tænker de måske kan være med til at vise dig, hvorfor du har det sådan her lige nu, og hvad der normalvis er det næste, som sker.   

Det er en rigtig fin idé, at du bruger meditationsøvelserne til at hjælpe dig med at falde i søvn. Det er en god måde, at flytte fokus lidt væk fra tankerne om din ekskæreste. Det kalder man også distrahering, og du kan også sagtens bruge det i løbet af dagen, hvis tankerne begynder at fylde for meget. Du kan finde inspiration til, hvad du kan gøre, for at flytte fokus fra tankerne i den her artikel: Lær at bryde tunge tanker og følelser, når de kører i ring

Prøv at få snakket med nogen om, hvordan det går

Fordi der sker så meget i dit liv lige nu, så forestiller jeg mig, at du går rundt med hovedet fyldt med et kaotisk karrusel af tanker og følelser. Og at det gør det svært for dig, at holde hverdagen ud. Når man har det sådan, så er det en rigtigt god idé, at få snakket med nogen om, hvordan det går. Det kan være med til at give en lidt ro i alle tankerne og følelserne. Du kan prøve at forestille dig, at lige nu så går du rundt og er helt fyldt til randen med alt det der sker i dit liv. Og hvis du så får snakket med nogle, så kan det være med til at ‘tage trykket fra ballonen’. Altså det kan føles lettende at få sat ord på tingene, og gøre det nemmere at finde hoved og hale i det hele. 

Det er ikke så vigtigt, hvem du snakker med, bare du er tryg

Det er ikke så vigtigt, hvem du snakker med. Bare det er en person, som du er tryg ved at snakke med. For nogle er det deres forældre, en bedstemor eller søskende. Andre foretrækker at snakke med deres venner om, hvordan det går. Og nogle kan bedst lide at snakke med nogle, som ikke lige kender dem, men som har ro og overskud til at lytte. 

Hvis du hører til den sidste kategori, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig ungerådgivning, hvor unge enten kan dukke op og snakke med en frivillig eller skrive til dem på deres rådgivningschat. Deres frivillige er super søde og dygtige. Det er helt anonymt og gratis.  

Mange synes det er svært, at skulle åbne op om de sårbare ting, også selvom de måske godt ved, at det kan være rart og hjælpsomt. Hvis du har det sådan, så kan du læse vores artikel: Sådan snakker du med dine venner om svære ting. Der står nemlig lidt tips til, hvordan man kan få tingene fortalt på en god måde. 

Jeg håber mit svar har været hjælpsomt for dig. Og krydser fingre for, at det hele snart lysner lidt igen.

De bedste hilsner fra en Mindhelper