Hej Mindhelper.

Jeg er en pige som har været forelsket i en dreng i flere måneder og så endelig fik jeg modet til at spørge ham om vi skulle være kærester, så sagde han nej. Jeg er ulykkeligt forelsket i ham stadigvæk og jeg kan ikke tænke på andet en ham. Hvad skal jeg gøre?

Kh den ulykkelige pige

(Pige, 13 år)


Kære den ulykkelige pige

Øv altså. Det er så mega hårdt, når man bliver afvist af en man er forelsket i. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Først og fremmest så synes jeg du skal vide, at jeg synes du er mega sej! Det kræver nemlig rigtigt meget mod, at spørge en person om man skal være kærester. Derfor tænker jeg også, at du kan klappe dig selv rigtigt meget på skulderen for at være så super modig.

Ulykkelig forelskelse

Når man er ulykkeligt forelsket, så kan det godt gøre virkeligt ondt, og man kan blive rigtigt rigtig ked af det. Det er helt normalt, når man har oplevet, at blive afvist af en, som man rigtigt godt kan lide. Derfor er det også helt normalt, at der godt kan gå et stykke tid, hvor man stadigvæk er ked af det og forelsket i personen. For følelser kan man ikke bare sådan slukke, desværre. Så kan det være rigtigt svært at finde ud af, hvad man så skal gøre. Det vigtigste jeg kan fortælle dig er, at det nok skal gå over igen med tiden. Det hjælper dig selvfølgelig ikke så meget lige nu, men der er lidt andre ting man kan gøre undervejs.

Du kan prøve at læse vores artikel omkring ulykkelig forelskelse. Der står lidt gode råd til, hvordan man kan komme igennem den svære tid. Du kan også prøve at læse denne her artikel omkring 10 gode råd til at håndtere sin tristhed. Den kommer også med en masse gode råd til, hvordan man kan komme lidt ud af alt tristheden. 

Brug tid på ting, som gør dig glad

Hvis man går igennem en svær periode – eksempelvis pga. ulykkelig kærlighed. Så kan det være en rigtig god idé, at bruge tid på ting, som gør en glad. Det kan være en god måde at distrahere sig selv, og blive i bedre i humør. Du kan prøve at spørge dig selv: “Hvad gør mig glad?”. Det kan være du elsker at tegne, løbe, høre lydbøger, hænge ud med dine veninder, kramme med dit kæledyr eller noget helt andet. Jamen kan det være super rart, at være ekstra god til at prioritere det i sin hverdag. På den måde bruger man sin tid på noget der gør en glad, og så har man mindre tid til at være ked af det.

Snak med nogen om det

Det kan også være en rigtig god idé, at snakke med nogen om, hvordan man har det. Når man deler sine problemer med andre, så føles de faktisk tit mindre. Det kan være super rart at få snakket det hele ud, og have nogle der kan lytte og støtte. Måske kan du snakke med dine venner, veninder eller måske dine forældre? Det kan være, at de også har prøvet at være ulykkeligt forelsket. Og så kan de måske komme med gode råd til, hvad de gjorde i den tid, hvor de var rigtigt ked af det.

Det er mega hårdt, når man er ulykkeligt forelsket. Og det kan altså godt tage et stykke tid før det går over. Derfor er det også en rigtig god idé, at gøre en masse ting, som gør en glad. Og snakke med nogen om, hvordan man har det.

Jeg håber du kan bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg mega meget fingre for, at du snart er ovenpå igen.

De allervenligste hilsner fra en Mindhelper