Hej Mindhelper
jeg kan godt lide en. og tror også hun kan lide mig hvad skal jeg gøre??????????+
(Dreng, 16 år)
Hej Dreng på 16 år
Det med kærligheden kan være super forvirrende og så kan man godt blive i tvivl om, hvad man lige skal gøre. Derfor er jeg også rigtigt glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Det lyder jo super dejligt, at du er blevet vild med en pige og det virker til, at hun også godt kan lide dig. Men hvad gør man så lige, når man er kommet dertil? Det kan være super svært og ret sårbart at finde ud af, hvordan man lige griber det an. Men jeg vil komme med lidt ideer til dig. Du kan også læse vores artikel om tegn på, at hun også er vild med dig. Der står lidt gode tips, man kan holde øje med.
Kan i lave noget sammen?
En god idé kunne måske være, at prøve at invitere hende til at lave noget sammen, bare jer to. Det kunne være at i skulle tage ud og spise, tage hjem til dig og se film eller måske tage en kop kaffe/te i hånden og gå en lang tur sammen? Det er lidt op til dig, hvad du tænker kunne være hyggeligt. Men så ville i have mulighed for at snakke sammen og lære hinanden lidt bedre at kende. Så kan du sikkert også mærke på hende om kemien er der.
Skriv med hende
Hvis du synes det er lidt voldsomt, at invitere hende ud, så kan du også begynde ved at skrive med hende. Så kan du prøve at starte en samtale op og så lære hinanden at kende ved at skrive sammen, inden du inviterer hende ud. Så kan det også være, at i kommer til at snakke om en film i begge gerne har ville se. En koncert i gerne vil til. Eller noget helt tredje, som vil være en god mulighed for jer, at lave sammen. Måske er det noget for dig?
Snak med hende
Hvis du er meget modig, så kan du også prøve at snakke med hende om det. Så kan du fortælle hende, at du synes hun er mega dejlig og du er blevet vild med hende. Det er ret sejt, hvis man tør det. Så kan du spørge hende om hun måske også er interesseret i dig. Det er lidt et sats, fordi man kan risikere, at hun siger nej. Men det kan jo også være, at hun siger ja. Og det kunne jo være vildt fedt.
Det med kærligheden er næsten aldrig nemt. Og det kræver, at man er lidt modig, hvis man gerne vil være sammen med en pige, som man er vild med. Men jeg håber, at du har kunne bruge mit svar til noget og så krydser jeg finger for, at det bare kommer til at gå super godt med jer.
De bedste hilsner fra en Mindhelper