Hejsa


Jeg skriver til jer, da jeg kunne forstå, at man kunne få noget hjælp fra jer.
Jeg er en pige på 19 år (fylder 20 om en uge). Jeg har nogle problemer med jalousi i mit forhold. Jeg er lige gået ud af gymnasiet her i foråret, og er sammen med en dreng, der nu går i 3.g. Vi har til december været sammen i et år. Jeg er utrolig glad for den dreng her, og det samme er han for mig. Vi har det rigtig godt sammen og griner meget. Vi er sammen op til flere gange om ugen.
Mit problem er, at jeg kan opleve, at jeg kan være meget jaloux. Det kan gå hen og føles kontrollerende for min kæreste, hvilket jeg sagtens kan forstå.
Jeg oplever det specielt, når han er i byen eller til fester. Eller hvis han er sammen med sine gode venner. Jeg er egentlig ikke som sådan bange for, at han vil være mig utro eller noget, fordi jeg ved, hvor meget han holder af mig. Men alligevel, så får jeg skabt disse dumme tanker, som jeg lader gå ud over ham.
Vi har været i mange dumme situationer, hvor han har været ude med sine venner, og vi er endt som uvenner. Jeg ved, at det ødelægger meget for mig, hvilket jeg ikke ønsker.
Jeg synes bare, at det kan være rigtig svært at kontrollere ens følelser.

(20 år)


Kære Du

Det kan være hammerfrusterende at bøvle med jalousi. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og fortalt om det.  

Jalousi 

Jalousi er en hel normal følelse, som alle mennesker støder på fra tid til anden. Jalousi kommer ofte, når der er en person, som man er rigtig glad for, og som man ikke vil miste. Og når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du er rigtig glad for din kæreste. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at jalousien kan poppe frem hos dig.

Men sommetider kan jalousien komme til at fylde så meget, at det går ud over ens humør og forholdet til ens kæreste. Og det er hammerærgerligt og frustrerende. Derfor synes jeg også, at det er mega godt, at du gerne vil arbejde med det. 

Skulderklap

Når jeg læser dit brev, bliver jeg imponeret over, hvor meget selvindsigt du har. Og selvindsigt er rigtig vigtigt, når man skal ændre på noget. Derfor tænker jeg også, at du allerede har taget et vigtigt skridt i den rigtige retning ved at være bevidst om at jalousien fylder for meget, og skrive herind og række ud efter hjælp. Så kæmpe skulderklap herfra. 

Opfind en figur til jalousien 

Når jalousien har sat sig fast, kan det være rigtig svært – ja nærmest umuligt at kontrollere den. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes, at det svært at kontrollere dine følelser. Og ofte er det sådan, at jo mere man siger til sig selv, at man ikke vil være jaloux, jo mere kommer ens tanker til at kredse om jalousien. Derfor tænker jeg også, at målet måske ikke er, at du skal kunne kontrollere jalousien, men at du kan være i det på en måde, hvor den ikke tager over og kommer til at styre, hvad du gør og tænker. 

Noget af det, som man kan gøre er at opfinde en figur til jalousien. Du kan fx også give den et navn. For ved at opfinde en figur til jalousien kan det være lettere at forholde sig frit og afslappet til den. På den måde kan du også blive opmærksom på, at det ikke er dig, der selv er ansvarlig for tankerne, men at de ofte popper frem i bestemte situationer. Og når tankerne så kommer kan du øve sig i at sige “Hej jalousi – du må gerne være her, men jeg vælger ikke at handle på dig lige nu”. Det kan godt være lidt svært i starten, men mange oplever at det bliver nemmere og nemmere efterhånden som de gør det. 

I vores artikel om opfinde en figur til tunge tanker, kan du også læse lidt mere om, hvordan man kan gøre det. 

Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel Alt for jaloux? Få 7 tips til at håndtere din jalousi på en god måde, som kunne være en hjælp for dig? 

Snak med din kæreste om det 

Du skriver, at dig og din kæreste har det rigtig godt. Så måske du allerede har snakket med ham om, hvordan du har det? Men hvis du ikke har, tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide at gøre. Og hvis I allerede snakker om det, skal I endelig blive ved med at gøre det. For det kan tit tage lidt af luften ud af tankerne og jalousien, at sige dem højt.

Det kan også være en god ide at fortælle din kæreste, at du arbejder med at få det bedre med jalousien, for så kan han måske også støtte dig i det. 

Snak med dine veninder om det 

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle veninder, som du måske kan tale med om jalousien? Det kan være rigtig rart og lettende at få snakket om det svære. Og måske de også har prøvet noget lignende. 

Måske du også kan aftale at lave noget med en af dine veninder, når din kæreste er ude. For på den måde at distrahere dig selv, så jalousien ikke sætter gang i en snebold af tanker og bekymringer, når din kæreste er sammen med vennerne. 

Headspace 

Her til sidst vil jeg også lige nævne Headspace. Headspace er et sted, hvor man kan komme og snakke med deres frivillige om det, som er svært. De frivillige er vant til at snakke med unge. Derfor er de også rigtige gode at snakke med, når man bøvler med jalousi. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat. 

Det kan være hammerhårdt og frustrerende, når jalousien fylder. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg hepper på dig, og håber at du finder ro i jalousien, så den ikke bliver ved med at fylde så meget.

De bedste hilsner fra en Mindhelper