Jeg har ikke en følelsesmæssig forbindelse til min kæreste. Når vi skændes, er han hård ved mig. Og jeg stoler ikke på ham til at sige, hvordan jeg har det.

Hej,

Føler ingen følelsesmæssig forbindelse til min kæreste, og stoler ikke på ham til at sige hvordan jeg har det.

Synes han er dømmende og meget hurtig til at kalde folk svage hvis de har problemer, græder, osv.

Han komplimentere mig tit og kalder mig stærk og jeg hader det, for føler ikke det er mig.

Og når vi skændtes er han også tit hård, dømmende og gør grin med mig. Derfor går jeg med mange negative følelser til ham og hader den person jeg er ved at blive, nogle dage har vi det fantastisk, andre dage synes jeg han er moody, han synes jeg er moody, og det ender jeg faktisk også med at være og jeg synes ikke jeg er specielt sød overfor ham. Jeg får lyst til at undgå ham og selv hvis jeg har lyst til at prøve at tale og nærhed med ham er der noget indeni mig der stopper mig og samtidig med jeg hader mig selv pga det fordi jeg ved det ikke er rigtigt eller pænt af mig er der noget ved ham og tanken om at prøve der gør mig nervøs og giver mig kvalme.

(Pige, 19 år)


Kære pige på 19 år

Det lyder virkeligt ikke særligt rart, at din kæreste tit er hård, når I skændes. Og at du ikke rigtigt føler nogen følelsesmæssig forbindelse til ham. Så det er rigtigt godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Pas på dig selv
Alle forhold går op og ned. Det er helt normalt. Men det er virkeligt ikke særligt fedt at være i, når man rammer de svære perioder. Og slet ikke, når du skriver, at din kæreste bliver dømmende og hård, når I skændes. Det må være virkeligt hårdt for dig. For det er bestemt ikke sjovt at blive gjort grin med og dømt. Specielt ikke af en, man er tæt med. Og det tænker jeg egentligt heller ikke er i orden. Heller ikke selvom man skændes, og bølgerne måske går højt. Derfor tænker jeg, at du virkeligt skal passe på dig selv i jeres forhold. Hvis du har mulighed for det, kan du prøve at trække dig fra jeres skænderier. For eksempel ved at sige: “Det gør mig ked af det, når du snakker til mig på den måde. Kan vi snakke sammen igen, når tingene er blevet roligere?”

Og så tænker jeg også på, om jeres forhold hele tiden er sådan? Eller om det bare er en virkeligt svær periode, I er inde i lige nu? Og er det et forhold, du fortsat har lyst til at være i? Det kan måske være svært lige at finde ud af. For du skriver også, at I nogle dage har det fantastisk sammen. Men du kan måske prøve at lave en liste med de gode ting og de dårlige ting i jeres forhold. Ved at få det foran sig i fysisk form, kan det nogle gange blive lidt klarere, hvilke ting der egentligt fylder mest i jeres forhold.

Find ud af, hvordan du tryggest kan snakke med ham
Du skriver, at du ikke er tryg nok ved ham til at fortælle ham, hvordan du har det med de ting, der foregår. Og det kan virkeligt også være svært at finde ud af, hvordan man lige skal tage sådan en samtale. Specielt med en, der har en tendens til at blive hård, hvis bølgerne i samtalen kommer til at gå højt. Så jeg kan godt forstå, at du synes, det er svært at skulle snakke med ham. Men jeg tænker, at du bliver nødt til at få snakket med ham. Du bliver nødt til at fortælle ham, at det ikke er rart for dig at være i, når I kommer op og skændes. Og at du generelt synes, at jeres forhold er svært at være i lige nu. Ellers bliver det nemlig ikke bedre. Når ikke din kæreste ved, at han gør noget, der gør dig ked af det, kan han heller ikke ændre på det. Så prøv, om du kan finde ud af, hvordan du tryggest kan tage den snak med ham. Det kan være, det kan gøre dig mere tryg, at du skriver tingene til ham i et brev, og så kan I snakke sammen bagefter. Du kan også prøve at læse denne guide til at Håndtere dine konflikter. Måske du kan bruge nogle af rådene til at finde lidt tryghed i, at du har nogle strategier, du kan bruge, hvis bølgerne i jeres samtale kommer til at gå højt. Artiklen er skrevet om venskaber, men mange af tingene giver også fin mening i din situation.

Få fortalt det til nogen
Det allervigtigste at gøre, når der er noget, man synes er svært, er at få det sagt til nogen. Det er nemlig ikke særligt fedt at gå rundt med svære ting alene. Derfor er mit allerbedste råd til dig at få snakket med nogen. Det kan for eksempel være dine forældre. Men det kan også være en anden person, du er tryg ved. Det vigtigste er bare, at du får det sagt til nogen, der kan støtte dig, når dit forhold til kæresten bliver svært. Måske har vedkommende, du vælger at fortælle det til set dig og din kæreste sammen. Så kan det være, at han eller hun kan give dig nogle gode råd til, hvad de ville gøre i din situation.

Tag fat i Headspace
Måske er det nemmere for dig at snakke med nogen, du slet ikke kender? Så kan du tage fat i Headspace. I Headspace sidder der frivillige, som er vant til at snakke med unge om alle mulige problemer. Store, som små. De frivillige i Headspace er rigtigt dygtige, og du kan være helt anonym, hvis du helst vil det. Og hvis du ikke lige bor i nærheden af et Headspace-center, kan du chatte med en af de frivillige. Så Headspace er et rigtigt trygt sted at få delt sine tanker med nogen.

Jeg håber virkeligt, at mit svar har kunnet hjælpe dig lidt. Og så ønsker jeg dig alt det bedste og håber virkeligt, at du finder frem til den bedste løsning for dig. Så du ikke skal gå i et forhold, hvor du ikke har nogen følelsesmæssig forbindelse til din kæreste.

De allerbedste hilsner fra en Mindhelper