Jeg ved ikke, om jeg skal give slip på min ven. For jeg elsker ham rigtigt højt. Men vores venskab slider meget på mig, fordi vi ikke stoler på hinanden.

Hej Mindhelper

Jeg står i en situation, hvor jeg ikke ved hvad der er bedst for mig at gøre.
Jeg har kendt den her fyr i omkring et og et halvt år, fordi at han startede på min skole.
Vi blev hurtigt rigtig gode venner. Da han så skiftede skole, begyndte vi at se hinanden udenfor skoletiden, og blev bedste venner. Han var sjov, sød, og en rigtig dejlig dreng, også selvom han er en kæmpe troublemaker. I starten af sommeren udviklede det sig, og vi begyndte at have en ting for hinanden. Jeg tror jeg vil kalde det bollevenner, selvom jeg hader det ord, men det er svært at sætte et ord på som beskriver det præcist, for det var ret specielt. Vi var intime, og vi var begge glade for hinanden, men vi opførte os samtidig som bedste venner. Henad sommeren udviklede vores forhold sig endnu mere, men ikke i den rigtige retning. Vi begyndte at skændes meget, og det blev kun værre. Det var hårdt for os begge to hele tiden at gå rundt og være kede af det, og det lavede ar på vores forhold. Efter at have holdt en pause fra hinanden i tre uger, blev vi venner igen, og ting blev bedre mellem os. Der var mere kærlighed en nogensinde før, og vi fik det til at fungere, bl.a fordi vi kun så hinanden i weekenderne. Jeg begyndte at blive små forelsket i ham, og jeg følte virkelig at han havde det på samme måde, for han var meget mere påpasselig med at sige ting der ikke sårede mig, og vi flirtede langt mere end før. Jeg fortalte ham hvordan jeg havde det, men det vidste sig at han bare prøvede at få ting til at fungere og blive bedre, og han havde ikke de samme følelser. Nu er problemet at vi stadig bliver grovt uvenner, og jeg altid er hende der bliver meget såret, fordi han har problemer med at tænke før han taler. Han siger nu at han er lun på mig, men når vi bliver uvenner siger han noget andet for at såre mig, så jeg ved ikke hvad jeg skal tro, da det helt klart bare kunne være for at komme i bukserne på mig. Vi sidder fast ved dette forhold og vi stoler ikke på hinanden. Jeg tror det er blevet for meget for mig nu. Jeg elsker ham helt utrolig højt, og jeg har ikke lyst til at give slip på ham, men på den anden side kan jeg ikke rigtigt klare mere. Hvad skal jeg gøre. PS : Jeg har utallige gange fortalt ham hvordan jeg føler, men han har meget svært ved at se sine egne fejl, og få øjnene op for hvad der sker omkring ham.

Kh mig.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det lyder, som en vildt svær situation, du er i lige nu. Og jeg kan godt forstå, du ikke helt ved, hvad du skal gøre. For det lyder både, som om du er rigtigt glad for din ven. Men at jeres venskab også slider vildt meget på dig. 

Sæt grænser overfor ham
Det lyder, som om din ven godt kan komme til at såre dig ret meget med sin opførsel. Og derfor kommer jeg til at tænke på, om du husker at sige fra overfor ham? Det er nemlig så vigtigt, at du husker at passe på dig selv og respektere dine egne grænser. Så hvis han siger noget, der gør dig ked af det, når I er uvenner, er det fuldstændigt i orden, at du for eksempel siger: “det gør mig ked af det, når du snakker sådan der til mig, så nu går jeg en tur. Så kan vi snakke igen, når du er faldet lidt ned.” Jeg er helt med på, at det kan være mega svært. Men det er bare så vigtigt, at du husker, at det er helt i orden at gøre det. Hvis du har lyst til det, kan du prøve at læse vores artikel om, hvordan man bliver bedre til at sætte grænser og passe på sig selv.

Find ud af, hvad du vil
Jeg kan godt forstå, at du er mega splittet. For det lyder på den ene side, som om du og din ven har det rigtigt godt sammen, når I er gode venner. Men at I bliver ret dårlige for hinanden, når I er uvenner og skændes. Og så kan det bare være mega svært at finde ud af, hvad der er det rigtige. Er det at blive? Eller er det at give slip? I sidste ende er det kun dig selv, der kan finde frem til svaret på det. For du skal lytte til dig selv og finde ud af, hvad der er det rigtige for dig. Men det kan måske hjælpe dig at prøve at lave en liste med fordele og ulemper ved at give slip. Lister er nemlig mega smarte på den måde, at du har det hele foran dig, når du har skrevet det ned. På den måde er det meget nemt at se, hvad der egentligt fylder mest lige nu.

Hvad ville du sige til en veninde?
Noget andet, der nogen gange kan hjælpe er at vende situationen rundt og spørge sig selv: “hvad ville jeg sige til en veninde, der var i samme situation?” Det kan nemlig tit hjælpe en med at se situationen lidt mere udefra. Og så kan det blive nemmere at tage en beslutning.

Snak med ham
Men jeg tror egentligt, at det allervigtigste er, at du får snakket med din ven om den her situation. Specielt, hvis du beslutter dig for at blive ved med at være venner med ham. For så er det vigtigt, at I får lavet nogle aftaler om, hvad der skal til for, at jeres venskab kan fungere. Og så er vi egentligt tilbage til det med at sætte grænser. For jeg tænker, at det er ret vigtigt, at I finder ud af, hvad I kan gøre for, at du ikke skal føle, at jeres venskab slider for meget på dig.

Snak med nogen om det her
Det lyder, som om det her venskab slider ret meget på dig. Derfor tænker jeg også på, om du har prøvet at snakke med nogen omkring dig om det her? Det kunne for eksempel være dine forældre eller dine veninder. For det er vigtigt at dele sine problemer med andre. Særligt når det er noget, der faktisk er lidt svært for en. Det skal man nemlig ikke gå alene med. Og så er det faktisk også super hjælpsomt at snakke med nogen andre om det, hvis man er i en situation, hvor man ikke helt kan finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. For den anden person er måske mere i stand til at se situationen udefra. Så de har tit nogle andre tanker om, hvad man kunne gøre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med din ven. Så I kan finde ud af, hvad der er det bedste at gøre lige nu.

De bedste hilsner fra en Mindhelper