Hej Mindhelper

jeg har i 2 år nu jagtet drømmen om den samme dreng og vi havde et ekslusivt forhold men aldrig rigtig fået label på det. hvordan kommer jeg videre?

som sagt er det et forhold uden label, vi har været on/off i snart 2 år. og jeg har altid håbet på det ville udvikle sig til et forhold med label på. han mente ikke tingene ændrede sig og vil derfor ikke have noget længere. situationen er rimelig kompliceret. mine forældre ville ikke anerkende ham fordi han var på en bestemt måde og da han ligesåvel som mig har lagt og taget forholdet op igen fik jeg til sidst rimelig slemt jalousi samt blev jeg svært overbeskyttende. hvilket har ødelagt alt.

jeg føler mig ikke god nok, og jeg har været forelsket i ham længe, mere end de 2 år. jeg ved ikke helt hvordan jeg skal slippe ham. jeg har heller ikke så mange at snakke med det om. så det er utrolig hårdt.

jeg er rigtig bange for at jeg kommer til at synke ned i et længere hul. da jeg holder sabbatår men stadig ikke har fundet job endu, jeg har virkelig brug for forslag til hvordan man kommer over sådan et break up.

jeg beklager en meget forkortet version af hele situationen.

(20 år)


Hej 20 årig

Det lyder til at hjertesorgerne fylder en del lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du rækker ud og skriver herind til os. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Hjertesorg gør ondt 

Du skriver, at du i to år har jagtet drømmen om den samme dreng, men at I aldrig fik label på. Du skriver også, at jeres forhold gennem de to år har været on/off. Det lyder som svær og rodet situation. Og det gør mega ondt, når man har brugt to år med en fyr i håbet om, at man får label på forholdet, og det så aldrig sker. Derfor kan jeg også godt forstå, at du synes det er rigtig svært og hårdt lige nu. For hjertesorg gør virkelig ondt. Og når man står midt i det, kan det være svært at se sig ud af, hvordan det nogensinde skal blive bedre. Men det bliver bedre. Også selvom det måske ikke føles sådan lige nu. Med tiden oplever de fleste heldigvis at hjertesorgen letter og der igen bliver plads til andre ting i deres tanker. 

I vores artikel om kærestesorger står der nogle gode råd til, hvordan man kommer videre efter at have fået knust sit hjerte. Og rådene kan også sagtens bruges, selvom man ikke officielt har været kærester. Så jeg tænker, at den artikel kunne være rigtig rar for dig at læse. 

Et af de råd, som jeg særligt godt kan lide er det med at bruge tid på noget, som man synes er rart. Det kan fx være at bage, løbe en tur eller noget helt tredje. Og på den måde give sig selv lidt selvomsorg. Så er der måske noget, du godt kan lide at lave, som du kan gøre lidt mere af?

Selvværdet kan godt bygges op igen 

Jeg bider også mærke i, at du skriver, at du ikke føler dig god nok. Et forhold som er meget op og ned og frem og tilbage i lang tid, kan godt slide ret meget på ens selvværd. Og så kan tankerne om, at man ikke er god nok godt dukke frem. Det kan være rigtig tungt og drænende at gå rundt at have det sådan. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du synes det er rigtig hårdt. Men du skal vide, at selvværdet godt kan bygges op igen. I vores artikel om selvværd står der nogle gode råd til, hvordan man ligeså stille kan lægge stenene til at bedre selvværd igen. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som også kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med dem omkring dig 

Du skriver, at du ikke har så mange at snakke med det om. Og at det er utrolig hårdt. Det kan jeg godt forstå, at det er. For når man går gennem svære ting, kan det være rigtig rart og lettende at kunne snakke med andre om det. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du så snakkede med dem omkring dig, som du har. Også selvom det ikke er så mange. Det vigtigste er nemlig ikke, hvor mange man snakker med, men at får delt det der er svært med en, som man er tryg ved. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med en helt anden, er du også altid velkommen hos Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare rådgivere, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man går gennem et breakup og er ved at finde sin vej videre efter det. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Du kan både få tid til en samtale, eller droppe ind i et af deres centre. Og ellers er du også altid velkommen på deres chat. Så det kan jeg varmt anbefale dig. 

Det er mega hårdt at gå gennem et breakup. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de allervarmeste tanker din vej, og håber at hjertesorgen snart begynder at lette.

De bedste hilsner fra en Mindhelper