Jeg har et crush på to drenge. De laver begge to stønnelyde, når de er i nærheden af mig og mine veninder. Men jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro.

Hej

Jeg har et crush på to drenge fra min klasse. Den ene er sød, pæn og hvad jeg syntes udadvendt, den anden er også sød og pæn men mere indadvendt. De siger begge to stønnelyder når de er i nærheden af mig og mine veninder. Den første jeg har fortalt om, har sagt noget til to af mine veninde. Den ene er en pige som jeg er knyttet til. Hver gang drengen sidder tæt på mig, laver hun fagter som ” kom her” eller” hun er her”. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Den anden dreng er virkelig god til stikbold hvilket jeg også er. Jeg er altid til sidts med ham. Når jeg så kigger ham i øjnene så føler jeg der er noget. Hvad skal jeg gøre?

(Pige, 13 år)


Kære pige på 13 år

Alt det her med crushes og drenge kan være super forvirrende. Og det bliver bestemt ikke nemmere, hvis man har et crush på to forskellige drenge.

Lav en liste 
Det lyder skønt, at der er to drenge fra din klasse, som du synes er lidt søde. Jeg tænker på, om der er en af dem, som du synes er lidt sødere end den anden? Det virker nemlig, som om du gerne vil have noget med en af dem. Og det kan jeg godt forstå. Men så ville det måske være en god idé at finde ud af, om der er en af dem, der er en lille smule sødere end den anden. Hvis du ikke helt ved, hvem det er, kan du måske prøve at lave en liste, hvor du skriver plusser og minusser ved dem begge to. På den måde kan du lidt nemmere se, om der er en af dem, der har lidt flere plusser end den anden. Det smarte ved at lave en liste er nemlig, at man har det hele lige foran sig.

Kig efter tegn på forelskelse
Du skriver, at begge fyrene laver stønnelyde, når de er i nærheden af dig og dine veninder. Og at din veninde laver fagter, når den ene af drengene er i nærheden. Ligesom du føler, at der er nogen, når du kigger den anden dreng i øjnene. Det kan være svært at vide, hvad noget af det betyder ud fra dit brev alene. Og jeg kan godt forstå, du heller ikke helt ved, hvad du skal tro. For det kan bare være super svært at regne ud, hvad sådan nogle ting betyder. Vi har en artikel med en liste over tegn på forelskelse. Måske kan det hjælpe dig at kigge på den og se, om der er nogle af tegnene, du genkender?

Snak med dine veninder
Du skriver, at den første af fyrene har sagt noget til to af dine veninder. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har snakket med dine veninder om, at du godt kan lide de to fyre? Hvis ikke du har det, synes jeg, du skal tage at gøre det. Det er nemlig guld værd at kunne dele sine tanker omkring fyre med sine veninder. Nogle gange har de nemlig lagt mærke til nogle ting, som man måske ikke selv har set. Og så er det slet ikke utænkeligt, at de selv har prøvet at have et crush på en dreng. Så det kan være, de kan fortælle dig, hvad de selv gjorde i den situation?

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med dine veninder om det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper