Hej,
Jeg er 19 år og en super dejlig kæreste, men jeg bliver hurtigt jaloux. Det er sådan at han har en god veninde, hvis barn er bestevenner med hans, hvilket betyder de har en del kontakt. De skriver/snakker ofte sammen, og når de skriver om drengene eller noget som ikke omhandler ham og hende så kan der være et hjerte engang i mellem. Det har jeg det rigtig svært ved, selvom jeg godt ved han gør det når det er fordi det omhandler en kærlig episode. Hans veninde er forlovet og skal snart giftes, men jeg får altid drejet alting om noget negativt og tænker “hvorfor skulle det stoppe hende, at hun er forlovet”, ” Hvorfor har han behov for at skrive med hende hele tiden” Osv. Jeg håber i kan hjælpe mig, for jeg vil så gerne kunne stole fuldt ud på ham, men det er svært når jeg føler han giver mig grunde til at jeg ikke kan.
Mvh. En jaloux pige.
(Pige, 19 år)
Kære jaloux pige
Det lyder virkeligt skønt, at du har fundet en dejlig kæreste. Men jeg kan virkeligt godt forstå, at det er hårdt, at du hurtigt bliver jaloux.
Det er helt normalt
Jalousi er en rigtigt hård følelse. Og den kan virkeligt hurtigt komme til at fylde rigtigt meget. Så jeg kan godt forstå, hvis du synes, det er rigtigt svært. Men det er faktisk helt normalt at opleve at føle sig jaloux engang imellem. Jalousi er nemlig en følelse, som vi alle sammen støder på fra tid til anden. Jalousi kommer nemlig tit af, at man har et forhold til nogen, som man er rigtigt glad for. Og derfor har man jo heller ikke lyst til at miste det igen. Og så er det helt naturligt, at man engang imellem faktisk bliver bange for, om man kunne miste sit forhold. Så selvom jalousi er en mega hård følelse, er det faktisk også helt okay at føle sig jaloux engang imellem.
Lidt gode råd
Selvom det er helt okay at være jaloux engang imellem, kan jeg virkeligt godt forstå, at du er ved at være træt af din jalousi. For den fylder ret meget for dig. Og når jalousi kommer til at fylde meget, bliver det lynhurtigt til en drønsvær følelse. Så jeg vil prøve at komme med lidt tricks til, hvad du kan gøre for at få din jalousi til at fylde lidt mindre.
Det første råd, jeg vil give dig, er at udfordre dine tanker lidt og give dem et kritisk tjek. Hvorfor det? Tænker du måske. Men det er simpelthen fordi, at man ikke skal tro på alt, hvad man tænker. Tanker og bekymringer kan nemlig meget hurtigt komme til at føles meget virkelige. Men hvis man lige stopper op og tjekker efter engang, opdager man tit, at ens tanker faktisk meget sjældent er fuldstændigt sande. Så skriv dine tanker ned og giv dem derefter et kritisk tjek. Er der for eksempel en god forklaring på, at din kæreste så ofte skriver med sin veninde? Du kan læse mere om teknikken i vores artikel om at udfordre sine negative tanker. Artiklen handler om at udfordre negative tanker om sig selv, men du kan sagtens bruge den alligevel. Du kan også prøve at læse vores artikel om at undersøge sine bekymringer. Måske er der også noget i den, du kan bruge?
Et andet råd er at prøve at acceptere din jalousi. Den er drønsvær – jeg ved det godt. Men det er faktisk sådan med følelser, at hvis man prøver at øve sig i at acceptere dem som helt normale følelser, der gerne må være der. Ja, så giver de også hurtigere slip igen. Så prøv at øv dig i at sig til dig selv: “lige nu er jeg jaloux. Det er rigtigt øv. Men det er en helt normal følelse, og den går over igen.” Forhåbentligt får det jalousien til at slippe lidt hurtigere. Så den ikke kommer til at fylde så meget hos dig. For det er bare ikke rart, når den gør det.
Snak med din kæreste
Det bedste råd, jeg kan give dig, er at snakke med din kæreste om, at du bliver jaloux. Fortæl din kæreste, at du bliver jaloux over, at han skriver så meget med sin veninde. Jeg ved godt, at det ikke er nemt. Men det er det bedste, du kan gøre ved jalousien. Hvis du fortæller din kæreste, at du er jaloux, giver du ham nemlig en chance for at forklare dig, hvorfor han skriver så meget med sin veninde. Og måske det kan berolige nogle af alle dine bekymringer om, hvorfor de skriver så meget sammen, at du hører det direkte fra din kæreste. I stedet for, at du selv går og tænker dig frem til svaret?
Snak med nogle andre
Det fylder rigtigt meget for dig, at du er så jaloux. Derfor er det også en rigtigt god idé at snakke med nogle andre om, at du føler dig rigtigt jaloux. Det kunne for eksempel være nogle veninder? Man skal nemlig ikke gå rundt med ting, der fylder meget helt alene. Det kan nemlig hurtigt blive rigtigt hårdt og rigtigt svært. Men hvis man får snakket med nogen om det. Og derfor får sat lidt ord på det, der fylder, bliver det ofte lidt mindre svært. Og hvem ved? Måske har den person, du snakker med, selv oplevet at føle sig rigtigt jaloux? Så kan personen jo måske fortælle dig, hvad der har hjulpet for dem.
Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at det lykkedes for dig at få jalousien til at fylde lidt mindre. Så du kan komme til at nyde at være sammen med din kæreste.
De bedste hilsner fra en Mindhelper