Hej Mindhelper

Jeg føler min kæreste prioritere hans bedste veninde højere end mig.
F.eks, hvis jeg er sur eller ked af det samtidig med hans bedste veninde, så har han det med at tage ud og trøste hende og så må jeg vente til bagefter.
Hvad kan jeg gøre??

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Det kan være mega svært, hvis man føler, at ens kæreste prioritere sin veninde højere end en. Det kan godt være rigtigt sårende og hvad gør man så lige ved det.

Hvor tit sker det?

Det er rigtigt svært, hvis man er ked af det og man så samtidigt føler, at ens kæreste vælger sin veninde over en selv. Men jeg tænker, at det måske bare er et lidt uheldigt tilfælde, hvis dig og din kærestes veninde er blevet kede af det samtidigt? Og derfor kommer jeg også til at tænke på, hvor ofte det er et problem? Hvis det er noget som er sket en enkelt gang eller to, så er det måske bare et tilfælde, at din kæreste har valgt at tage ud til sin veninde i stedet for dig. Det kan være, at han ikke har tænkt, at du var ligeså ked af det, som hende eller noget helt andet. Det har sikkert været svært for ham lige at finde ud af, hvordan han kunne håndtere det på den rigtige måde. Han vil sikkert rigtigt gerne være både en god ven og kæreste. Og måske er det en god idé, bare at lade det ligge og tænke, at han nok har gjort sit bedste for at gøre det rigtige i den situation.

Snak med din kæreste

Du kan også prøve at snakke med din kæreste om, hvad du oplever. For det kan være, at din kæreste slet ikke ved eller har lagt mærke til, at du har det sådan. Når man skal snakke om noget, som måske er lidt sårbart og hvor man måske hurtigt kan komme op og skændes, så kan det være en god idé, at holde sig på sin egen banehalvdel. Dvs. at man snakker ud fra sine egne oplevelser og ikke beskylder den anden for noget, som de måske ikke har gjort eller er enig i. Du kan læse mere om hvordan man kan snakke sammen på en måde, så ikke ender i bål og brand i den her artikel om at håndtere sine konflikter. Der står en masse gode tips i, nemlig.

Det er mega svært, hvis man oplever at ens kæreste prioriterer sin veninde højt på nogle tidspunkter, hvor man selv havde brug for ham. Men jeg håber du har kunne bruge mit svar til noget og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig og ham.

De bedste hilsner fra en Mindhelper