Hej
Jeg har haft en kæreste i et halvt år. Vi havde sex osv.. og han var den første jeg lavede noget seksuelt med. Har altid og har stadig svært ved at lave de her seksuelle ting da jeg ik føler jeg er god nok til det, og at det så er pinligt for mig.
Mig og min kæreste slog så op og jeg var utrolig ked af det i flere måneder, da han med det samme fandt en ny pige, og derefter begyndte at have sex med en af mine veninder som er virkelig god til det agtigt. Hun har gjort det med mange og er sygt selvsikker. Min eks og hende har før været kærester.
Her for nogle måneder siden begyndte min eks og mig at være sammen igen osv.. og er det stadig nu. Problemet her er at jeg har meget svært ved at yde. Jeg er bange for at skulle præstere i sengen. Jeg føler mig dårlig, og har utrolig mange problemer med at blive våd. Jeg bliver slet ikke våd, og det er et kæmpe problem, og jeg føler bare det er vildt pinligt når jeg faktisk gerne vil have sex men ikke er i stand til det og kun tænker på hvad han synes om det jeg gør, og om det lever op til hans forventninger. Og uanset hvor mange gange han siger til mig at det er godt osv tror jeg bare ikke rigtig på det. Er så frustreret, for jeg føler ikke at der er noget der hjælper overhovedet. Hvordan kan jeg blive våd og ville min partner og blive fri for præstationsangst…?
(Pige, 15 år)
Kære 15-årige pige.
Sex kan være skønt. Men man er også rigtigt sårbar, når man har sex med en anden. Og så er det meget naturligt, at man kan blive usikker. Men jeg kan godt forstå, at det er frustrerende for dig.
Det er meget normalt
Jeg kan virkeligt godt forstå, at det er rigtigt frustrerende for dig, at du er usikker på dig selv i forbindelse med sex. For det er bare generelt virkeligt ikke sjovt at være bange for, at man ikke er god nok. Men faktisk er det helt normalt, at man kan opleve præstationsangst i forbindelse med sex. Specielt, hvis man stadig er ung, som du er. Fordi man ikke har så meget seksuel erfaring endnu. Men faktisk er det noget, der kan ramme alle. Også selvom man måske har haft sex rigtigt mange gange før. Men derfor er det selvfølgeligt stadig ikke særligt sjovt at have det sådan. Så jeg linker dig lige til lidt information fra Sexlinien om præstationsangst i forbindelse med sex. Det kan være, det kan hjælpe dig lidt at læse lidt om det.
Det er en ond cirkel
Du skriver, at du har rigtigt mange problemer med at blive våd. Og det kan faktisk godt være fordi, du bliver usikker på dig selv. Og så bliver det en ond cirkel, hvor du bliver usikker på dig selv, får svært ved at blive våd og bliver endnu mere usikker på dig selv. Og det er bare virkeligt frustrerende. Og jeg kan godt forstå, at det kan føles rigtigt pinligt. For det er bare rigtigt træls, når nu du faktisk virkeligt gerne vil have sex med din kæreste. Men det er slet ikke spor pinligt. Det er bare din krop, der reagerer på, at du er usikker. Og husk på, at der er mange, der oplever at blive usikker på sig selv i forbindelse med sex. Heldigvis er det lidt, man kan gøre for at dæmpe sin usikkerhed. Derfor linker jeg dig lige til en artikel, der handler om at slippe af med sin usikkerhed. Den er ikke rettet specifikt mod usikkerhed i forbindelse med sex, men jeg tænker, at der er nogle råd i den, du sagtens kan bruge alligevel.
Snak med din kæreste
Det lyder, som om du tænker rigtigt meget over, om det nu er godt for din kæreste. Og det er helt naturligt, for selvfølgeligt vil man gerne have, at det også er godt for den anden. Men husk på, at sex også er for din skyld. Så det skal også være rart for dig. Og det er det bestemt ikke lige nu, fordi du er så usikker på, om du er god nok. Derfor tænker jeg på, om du har snakket med din kæreste om, at du er rigtigt usikker i forbindelse med sex? Hvis ikke du har det, synes jeg, du skal gøre det. Nogle gange kan man nemlig godt komme til at tro, at ens partner har nogle meget højere forventninger til sex, end han eller hun faktisk har. Og så er det rigtigt godt at få snakket om det, så man kan blive beroliget lidt. Desuden tænker jeg også, at det er en rigtigt god idé, at I får snakket om, hvordan I sammen kan gøre det mere rart for dig at have sex. Så du ikke skal være så usikker på dig selv. For det er bestemt ikke rart.
Snak med dine veninder
Desuden tænker jeg på, om du har snakket med nogen andre om den her usikkerhed i forbindelse med sex? For det kunne du også prøve at gøre. Det fylder nemlig utroligt meget for dig, at du er så usikker. Og at snakke om det, er det allerbedste, man kan gøre med noget, der fylder meget. Tit bliver det nemlig en lille smule mindre, når man får sagt det højt. Så du kunne jo for eksempel prøve at snakke med dine veninder om det. Som sagt er det helt normalt at have præstationsangst i forbindelse med sex. Og der er mange, der oplever det. Så det kan være, at en af dine veninder også har oplevet at have det sådan. Og kan fortælle dig, hvad der hjalp hende.
Tag fat i Sexlinien
Jeg synes også, du skal prøve at tage fat i Sexlinien. Jeg ved ikke, om du kender dem? Men der sidder i hvert fald rådgivere klar til at snakke med dig om alt, hvad der handler om seksualitet og krop. De har snakket med rigtigt mange unge om et hav af forskellige emner omkring seksualitet, som for eksempel seksuelle problemer. Så dem kan du trygt tage fat i og fortælle om din usikkerhed i forbindelse med sex. Og mon ikke de kan komme med nogle gode råd, du kan bruge?
Tag fat i lægen
Nogle gange kan man have svært ved at blive våd, fordi der er noget fysisk i vejen. Og så er det jo vigtigt, at det bliver opdaget, så der kan bliver gjort noget ved det. Derfor synes jeg, at du skal prøve at snakke med din læge, hvis problemerne fortsætter. Så han eller hun kan undersøge, om det er fordi, der er noget galt.
Jeg håber mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så håber jeg, du finder ud af, hvordan du kan blive mindre usikker, når du har sex med din kæreste. Så du kan komme til at synes, at sex er rart. For det fortjener du.
De bedste hilsner fra en Mindhelper