Jeg føler, at min kæreste er min soulmate. Men han har været sammen med min veninde. Så nogle gange får jeg billeder i hovedet af, at de to har sex.

Hej.

Mit navn er C og jeg er 18 år. Jeg har en kæreste, som jeg elsker overalt på jorden, og super cliché, så føler jeg vi er soulmates uden tvivl, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor højt han elsker mig. Han havde en kæreste fra da han var 14-16, som han var utro med en af mine veninder, hvor de havde sex omkring 5-6 gange, samtidig med, at han også kyssede med nogle andre. Vi var blot venner dengang, så det var intet problem, men nogle måneder efter han slog op med hans eks blev vi smask forelskede lige pludseligt, og jeg kunne mærke at vores forhold var meget sundere, end det han havde med hans eks. Problemet er sådan set ikke, at jeg er usikker på ham, for jeg stoler på ham 100 %! Men fordi hende jeg var utro med stadig er en af mine veninder, og jeg ved detaljer om dengang de var sammen, så har jeg voldsomme problemer, fordi jeg får tanker, hvor jeg forestiller mig tydelige billeder af de to have hed sex i ædru tilstand, og jeg får det fysisk dårligt, når det sker. Jeg kan ikke gøre noget ved, når billederne dukker op i mit hoved, og nu skal jeg til nytår hos hende, hvor jeg ved, hvor meget kvalme jeg får af at være i hendes hus, da jeg ved, at de to har haft sex alle gangene der. Hvordan får jeg de tanker til at stoppe. Eller måske rettere sagt de billeder. For føler ikke de kan stoppe, når de først er i gang, og så får jeg det så dårligt.

MVH. C

(Pige, 17 år)


Kære C

Det lyder super skønt, at du har fundet en kæreste, som du bare føle, er din soulmate. Men jeg kan godt forstå, du ikke synes, det er særligt rart med de billeder, du får i hovedet af, at din veninde og din kæreste er sammen.

Til at starte med vil jeg lige gøre dig opmærksom på, at jeg har slettet dit navn. Det er udelukkende, så jeg er helt sikker på, at der ikke er nogen, der kan genkende dig ud fra dit spørgsmål. 

Undersøg billederne
Jeg kan godt forstå, det ikke er særligt rart, at du får billeder af din veninde og din kæreste være sammen. For det er bestemt ikke nogen rar tanke, at ens veninde og ens kæreste har været sammen engang. Men husk på, at selvom det ikke er nogen særligt fed tanke, at din veninde og din kæreste har været sammen engang, så er de ikke sammen længere. Jeg tænker på, om du har tænkt over, om der er nogle bestemte tanker, der udløser de her billeder af, at din kæreste og din veninde er sammen? Eller måske nogle bestemte situationer? Ellers synes jeg, du skal prøve at tænke over det. Og måske undersøge de her tanker og billeder lidt nærmere. Måske kan det hjælpe dig med at finde ud af, om der mon er en årsag til at de her billeder kommer?

Distrahér dig selv
Du skriver, at det er som om, du ikke kan få de her billeder til at forsvinde, når de først er dukket op. Og jeg kan godt forstå, det føles sådan. For sådan nogle tanker og billeder kan være virkeligt indtrængende. Men jeg gætter på, at du ikke har de her billeder og tanker i dit hoved hele tiden? Så på et eller andet tidspunkt forsvinder de, også selvom det føles, som om det er virkeligt svært at slippe af med dem. Og tit og ofte forsvinder sådan nogle tanker, fordi man er begyndt at lave noget andet, som fylder i ens tanker i stedet.

Det sker tit helt uden, at man har lagt mærke til det. Men du godt bruge idéen til at få tankerne og billederne til at forsvinde i lidt tid. Derfor synes jeg, du skal prøve at tænke over, hvad der normalt kan fylde dine tanker op med noget, der er rart. Det kan for eksempel være at snakke med nogen eller måske at spille fodbold. Skriv alle de ting ned, som du kan komme i tanke om. Så har du dem nemlig klar, næste gang de ubehagelige billeder dukker op i hovedet. Så kan du nemt bruge dem, næste gang de ubehagelige tanker og billeder dukker op i dit hoved. I stedet for du skal til at finde på dem, når først tankerne og billederne er dukket op.

Prøv mindfulness
Det lyder, som om de her tanker og billeder, kommer til at fylde meget for dig, fordi du kommer til at bruge meget tid på at køre dem igennem oppe i dit hoved. Det er der ikke noget unormalt i. Men man kan faktisk godt træne sig selv i at give sine tanker mindre opmærksomhed. Så man er mere til stede i det, der sker nu og her i stedet for det, der sker oppe i ens tanker. Sådan så ubehagelige tanker ikke får lov til at fylde helt så meget. Derfor tænker jeg, at mindfulness måske også kan hjælpe dig med at få de her tanker og billeder til at fylde mindre. Du kan i hvert fald prøve at tjekke vores guide til fire nemme mindfulnessøvelser ud og se, om det er noget for dig.

Snak med din kæreste og din veninde
Jeg ved godt, at det tit er det sidst, man har lyst til, når man har ubehagelige billeder af sin kæreste og sin veninde være sammen. Men jeg synes, det ville være en rigtigt god idé, hvis du faktisk fik snakket med din kæreste og din veninde om, at du får de her ubehagelige billeder af, at de er sammen. Den slags tanker er nemlig super ubehagelige. Men når man får sat ord på dem, bliver de tit meget mindre skræmmende. Samtidigt tænker jeg egentligt også, at det vil hjælpe at få historien fortalt af dem. Også selvom det måske ikke er super rart i første omgang. Men på den måde ved du, hvad der er sket. I stedet for, at du hele tiden selv skal gå og forestille dig, hvordan det er foregået oppe i dine tanker.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du finder ud af, hvordan du kan få de her ubehagelige tanker og billeder af, at din veninde og din kæreste er sammen ud af hovedet.

De bedste hilsner fra en Mindhelper