Hej Mindhelper
Jeg er en pige på 19 år, der dealer rigtig meget med overtænkning..
Min kæreste og jeg har snart været sammen i 2 år, og jeg er stadigvæk nervøs når han er i byen.. Lige pt. er han på druktur i Val Thorens, og jeg overtænker alle scenarier.
Min ekskæreste var mig utro, og jeg er derfor ekstremt bange for at min nuværende kæreste også kunne finde på at være det. Han har aldrig gjort noget der minder om, men jeg får stadigvæk de tanker – og overtænker ekstremt meget..
(Pige, 19 år)
Hej Pige på 19 år
Det lyder til at være rigtigt svært, at du bliver ramt så meget af overtænkning, når din kæreste er afsted. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Du reagerer normalt
Når man har oplevet, at ens ekskæreste var en utro, så er det helt normalt, at det stadig sidder i kroppen på en, når man får en anden kæreste. Også selvom ens nye kæreste er super sød og aldrig har vist tegn på, at kunne finde på at være en utro. Overtænkningen popper frem, fordi ens krop godt kan huske, hvor mega ondt det gjorde, da ens ekskæreste var en utro. Så vil kroppen prøve at beskytte en fra den smerte, ved at overveje alle de risikoer, der kunne være derude. Så kan det føles som om, at ens hoved er fyldt med en million forskellige scenarier og overvejelser, som kører rundt i en stor pærevælling. Selvom overtænkingen er kroppens beskyttelsesmekanisme, så er den bare ikke særligt hjælpsom, når der måske slet ikke er nogen grund til, at man bekymrer sig. Overtænkning er bare ikke noget, man selv kan styre. Og derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du synes det er rigtigt træls med den overtænkning. Jeg tænker du kan prøve at læse vores artikel om jalousi. Du skriver ikke direkte om det er jalousi, du oplever, men jeg tænker alligevel, at rådene i artiklen kunne være hjælpsomme for dig. Der står blandt andet noget om, hvordan man kan snakke om de svære tanke. Du kan også prøve at læse vores nødhjælpskasse til dem, der er rigtigt bekymrede. Der står også nogle rigtigt gode og rare råd til, hvordan man kan komme lidt væk fra bekymringerne og have det godt alligevel. Især råd nummer 2 om at få tankerne over på noget andet, kan være en rigtig godt, hvis overtænkningen får lidt for fast et tag i en. Så kan det nemlig være rigtigt rart, at distrahere sig selv og flytte sit fokus over på noget helt andet.
Snak med din kæreste
Jeg tænker på, om du har snakket med din kæreste om overtænkningen? Det kan i hvert fald være en rigtig god idé, at få det snakket igennem med sin kæreste. Så kan man nemlig få lavet nogle gode aftaler om, hvad der er og ikke er okay, at man gør. Og han kan fortælle dig lidt om, hvad han går og tænker. Og måske snakke med dig om, hvorfor du ikke behøver være bekymret. Det er ikke sikkert, at det tager alt overtænkningen, men det kan være med til at give lidt ro i kroppen. Og det kan være rigtigt rart at få sin kærestes støtte.
Snak med dine veninder
Hvis du har nogle gode veninder, så kan du måske også snakke lidt med dem om, hvordan du har det. Især mens din kæreste er afsted, så kan det være rigtigt rart, at have nogle veninder at støtte sig til og snakke med, hvis det hele bare bliver lidt for meget. Måske kan i også aftale at lave noget sjove eller hyggelige ting sammen, så du kan få tankerne over på noget andet?
Tag fat i Headspace
Hvis du trænger til at snakke med nogen, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Headspace. Headspace er en frivillig forening, hvor unge kan komme og snakke om de ting, som fylder. Intet problem er for stort eller småt. Så kan deres frivillige lytte, støtte og hjælpe en med at finde ud af, hvad man så lige kan gøre. De er super søde og det er helt anonymt. Måske kunne det være rart? Der ligger en Headspace i de fleste større byer.
Det er mega svært, hvis man bliver ramt af overtænkning, når ens kæreste er afsted. For det kan hurtigt komme til at fylde det hele og gøre ens dag rigtig træls. Så kan det være en super god idé, at få det snakket igennem med nogen og måske få tankerne over på noget andet, så man kan have godt og hyggeligt, selvom ens kæreste er afsted.
Jeg håber du har kunne bruge mit svar og så krydser jeg finger for, at det kommer til at gå rigtigt godt med dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper