Hej


Jeg er en pige på 17 år som er lidt forvirret omkring mine følelser. Jeg har i lang tid været meget vild med en fyr som jeg havde noget kørende med, men nu ser jeg ham aldrig rigtig mere, dog skal jeg gå på gymnasie med ham efter sommerferien. Problemet er at jeg har altid været meget tæt med min bedste ven og her på det sidste har der været nogle lidt underlige situationer, hvor vi har flettet fingre i flere timer og været mere tæt. Jeg er lidt splittet for jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med nogle af dem, og jeg vil for alt i verden ikke ødelægge vores venskab, men han er bare begyndt at ligge op til mere. Vi skal heller ikke gå på gym sammen til næste år og jeg er bange for jeg aldrig kommer til at se ham. Hvad skal jeg gøre??? Håber jeg kan få lidt hjælp

(17 år)


Kære Du

Det lyder som en forvirrende situation, du står i. Det kan være ret svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man føler sig splittet. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. 

Det er normalt 

Når man oplever en masse forvirrende følelser, og er splittet mellem to fyre, er det helt normalt, at det kan være svært at finde ud af, hvad man gerne vil. Det tror jeg, at der er rigtig mange unge som kender til. Derfor er det også helt naturligt, at blive forvirret, når der pludselig er to fyre som måske begge er lidt interessante. For vil man helst ham, som man har haft noget med i et stykke tid. Også selvom man ikke helt ser ham mere? Eller kunne venskabet man har med sin bedste ven måske udvikle sig og blive til mere? 

Mærk efter 

Derfor er mit allerbedste råd til dig også er at mærke efter. For det er nemlig kun dig, som kan mærke, hvad der er det rigtige. Og jeg ved godt, at det er lettere sagt end gjort, når der suser en masse forvirrende følelser rundt inde i en. Men noget at det, som kan hjælpe en lidt på vej er at lave en liste, hvor man skriver, hvad der taler for det ene, og hvad der taler for det andet. For når man har fået skrevet tingene ned, kan det ofte være lidt lettere at finde hovede og hale i det hele. 

Jeg tænker også, at der måske er noget i vores artikel Forelsket: Er du dét – og er det gengældt?, som kunne være en hjælp for dig. I den kan du nemlig læse lidt mere om tegnene på, at man er gået hen og blevet vild med en anden.

Chance 

Lige med kærligheden er man sommetider nødt til at tage en chance og springe ud i det. Så, hvis du kan mærke, at du har lyst til at give det et skud med din bedste ven, så tænker jeg, at det bedste du kan gøre, er at hoppe ud i det, og se hvad der sker. For desværre er der aldrig nogen garantier for, at det vil fungere, men ud fra hvad du skriver, så lyder det til, at han har et ret godt øje til dig. 

Og hvis du i stedet kan mærke, at du hellere vil give det et skud med ham du tidligere har haft noget med. Så gør mit råd sig også stadig gældende – hop ud i det, og se hvad det kan blive til.

Og hvis du kan mærke, at det ikke skal være nogen af de her to fyre, er det også helt okay. For som et godt gammelt ordsprog lyder, så er der masser af andre fisk i havet. 

At holde kontakt 

Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du er nervøs for, at dig og din bedste ven ikke kommer til at holde kontakt, når I ikke skal gå på samme gym. Er det mon rigtigt forstået? Bekymringen for, hvad der mon sker med ens venskab, når man går forskellige veje er helt normal, og noget som langt de fleste unge oplever, når de stopper i skolen, og starter på gym. For får man selv og ens bedste ven en masse nye venner? Og vil ham overhovedet have tid til en? 

Og den bekymring giver god mening, for sommetider fader venskaber ud i sandet, og det er helt naturligt. Det sker for alle mennesker. Men heldigvis kan venskabet også sagtens bestå, selvom man ikke længere ses hver dag i skolen. Måske kræver det bare lidt mere effort, og planlægning når man skal ses. 

Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide for dig, at snakke med din bedste ven, om dine tanker og bekymringer. For tit forsvinder lidt af luften fra bekymringerne, når man får sagt dem højt. Og måske I også kan blive enige om, hvad I skal gøre for at sørge for, at jeres venskab ikke forsvinder. Måske I kan aftale at ses en gang om måneden, eller at snakke i telefon en gang om ugen, eller noget helt tredje, som giver mening for jer? 

Jeg tænker nemlig, at det måske kan være med til at give dig lidt ro i maven. 

Snak med en ven eller veninde om det 

Når man går og tumler med en masse forvirrende følelser kan det være rigtig godt at snakke med nogen om dem. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Jeg tænker også, at der måske er nogle af dine venner eller veninder, som kender til det med at være splittet og forvirret omkring fyre. Så måske du har en god ven eller veninde, som du kan snakke med om, hvordan du har det? 

Girltalk

Her på falderebet vil jeg også lige nævne Girltalk. Girltalk er et sted, hvor unge piger kan skrive og chatte om det, der fylder hos dem. Så jeg tænker, at det måske også kunne være et sted, som du kan bruge. De frivillige, som arbejder hos Girltalk er super søde og rare, og gør altid deres allerbedste for at hjælpe og lytte. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være hammerforvirrende, når man er splittet mellem to fyre. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej, og krydser fingre for, at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper