Hej


Jeg dealer meget med jalousi. Min kæreste og jeg er 20 år begge to og har været sammen i lidt over 1 år. Jeg har altid været ret jaloux som barn, dog troede jeg ikke jeg var så jaloux før jeg fandt sammen med ham og det hele kom.
Sagen er den at jeg egentlig kun er jaloux på min kæreste og på hans kvindlige kolega, hun er 25 år og vi er egentlig ret gode veninder, men jeg kan mærke at selvom jeg synes hun er et smuk og sødt menneske er jeg begyndt at små hade hende, fordi mit liv ville være meget nemmere hvis hun ikke var der.
Min kæreste og jeg har snakket meget om det, men det er en byrde i vores forhold.
Fx i weekenden var vi til halloween fest, hvor vi legede stol dans og hun endte med at komme til at sidde oven på hans skød, og kan ikke lade være med at tænke over hændelsen og at jeg tænker på om han gik boner på af det, da han tog benene op omkring livet derefter.
Sådan nogle små hændelser sker en gang i mellem og det fylder hele mit hoved, de skal også snart på arbejdstur, hvor de skal sove på samme værelse.
Jeg vil gerne stole på min kæreste, men har bare svært ved at de er så gode venner.

Mvh en meget usikker pige

(20 år)


Hej En meget usikker pige

Jalousi er en hammersvær følelse at bøvle med. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os, og fortalt om det. 

Jalousi 

Jalousi er en hel normal følelse, som alle mennesker oplever en gang imellem. Jalousien titter ofte frem, når der er en person, som vi er rigtig glade for. Og som man måske er bange for at miste. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at jalousien popper frem hos dig. For det lyder til, at du er rigtig glad for din kæreste. Men sommetider kommer jalousien til at fylde så meget, at det bliver en byrde i forholdet. Og det kan være helt vildt svært. Men heldigvis kan man godt få det bedre med jalousien, så den ikke bliver ved med at fylde så meget. 

I vores artikel Alt for jaloux? Få 7 tips til at håndtere din jalousi, står der nogle gode råd til, hvordan man får jalousien til at fylde mindre. Så jeg tænker, at der måske er noget i den, som er hjælpsomt for dig?

Jalousien i en 

Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du har lidt modstridende følelser mod din kærestes kollega. Du synes på den ene side, at hun er sød, men du er samtidig også begyndt at hade hende, fordi du oplever at meget af din jalousi og vrede er rettet mod hende. Når jalousien bobler i en, og man ser at ens kæreste er gode kollegaer, og bruger tid sammen med en anden pige, så kan ens jalousi godt blive rettet mod hende. For det kan godt føles som om, at hvis bare hun var væk, så ville jalousien også forsvinde. Men sådan er det desværre sjældent. For der vil altid være situationer, hvor man kan blive jaloux. Fx når ens kæreste har andre kvindelige kollegaer eller venner.

Derfor er det også en god ide at arbejde med, hvordan man selv kan få det bedre med jalousien. Noget af det, som man kan gøre er at opfinde en figur til jalousien. På den måde kan det være nemmere at tage afstand til følelsen og blive opmærksom på, at man ikke er sine tanker og følelser. I vores artikel Opfind en figur til de tunge tanker og få det nemmere med dem, kan du læse lidt mere om, hvordan man kan gøre det. 

Bliv ved med at snakke om det 

Du skriver, at dig og din kæreste har snakket meget om det. Og det er jeg rigtig glad for at høre. For når man bøvler med jalousi, er det vigtigt at snakke om det. Det kan også tage lidt af luften ud af nogle af de bekymringer, som man går med. Derfor skal du endelig også blive ved med at snakke med din kæreste om det. 

En ide kan også være, at dig og din kæreste snakker om, hvad I hver især synes er okay. På den måde, kan I måske blive enige om nogle grænser, som er okay for jer begge. Og det kan også fjerne lidt af bekymringerne, når der er sat nogle rammer op. Så ens tanker og bekymringer ikke løber af med en, når den anden fx er ude. 

Arbejdstur 

Du skriver også, at din kæreste og hans kollega snart skal på arbejdstur, hvor de skal sove på samme værelse. Når du bøvler med jalousi og særligt bliver usikker omkring kollegaen, så kan jeg godt forstå, at du ikke synes, at det er særlig fedt. Men her tror jeg, at det er særligt vigtigt, at dig og din kæreste får snakket om det, og får snakket om, hvad der er okay på turen, og hvad der ikke er. 

Jeg tænker også, at det kunne være en god ide, at du fx lavede en aftale med en veninde mens din kæreste er på arbejdstur. Sådan så du ikke kommer til at sidde og overtænke det, og blive ædt op af jalousi og bekymring. 

Det kan også være, at dig og din kæreste kan aftale at snakke sammen på et tidspunkt, mens han er væk. Det kan nemlig være lidt nemmere at være til stede i det man laver, hvis man ved, at der er et tidspunkt, hvor man skal snakke. Så man ikke fx bliver nervøs over, at den anden ikke svarer. 

Snak med dine veninder 

Når man bøvler med jalousi kan det være en rigtig god ide, at snakke med nogen om det. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har en veninde, som du kan tale med det om. Det kan nemlig være rigtig rart og lettende at vende ens tanker og følelser med nogen. Måske din veninde også kender til det med at blive jaloux. Og uanset om hun gør det eller ej, så vil langt de fleste venner gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man bøvler med noget. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Hos dem sidder der nemlig en masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også gode at snakke med, når man kæmper med jalousi. Der er Headspacecentre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat. 

Jalousi er en hammersvær ting at kæmpe med. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper